Annonce
Debat

Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel!

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst?

Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse.

Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet.

Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår.

Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår.

Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark.

Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav.

Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard.

Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne.

Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere.

Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel!

For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”.

Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.

Annonce
Palle Bisgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Fra bølgedal til guldskvulp

Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.

Annonce