Annonce
Mindeord

Dansk gymnastik ville ikke være det samme uden Hans Jørgen Lørup

Billede fra 2013 af Hans Jørgen Lørup, der da havde været formand for DGI Holstebro-egnens gymnastikudvalg i over 50 år, og fik overrakt 50 røde roser. Arkivfoto: Poul Mejls.

Vi har modtaget følgende mindeord over Hans Jørgen Lørup fra forstander for Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Uffe Strandby:

Hans Jørgen er ikke længere i blandt os, og vi må leve med mindet om ham. Men det er til gengæld et af de stærkeste minder, for Hans Jørgen gik aldrig i èt med tapetet. Og her vil jeg tage udgangspunkt i mindet om ham, som vi gerne vil huske ham. Hans Jørgen var ikke hvem som helst, Han ville altid noget mere end de fleste. Han havde en energi, som var uforlignelig, og han var stærk i troen på, at når man bringer folk sammen, hvor de skal have ansvar og stå for noget, så udvikler det og løfter fællesskabet til et højere niveau. Det samvær, som den laveste fællesnævner er eksponent for, lå ham fjernt. Ledelse faldt ham naturligt, men han lod sig altid påvirke og inspirere, når han mødte mennesker, der var fagligt dygtige, havde vilje og evner. Det havde han respekt for. Som leder og koordinator var han i sit es, når udvalg og folk med opgaver og ansvar skabte udvikling. Hans Jørgen kendte samværets værdi. Der skulle skabes og udvikles, men der skulle også festes og etableres god kontakt mellem folk. Der var andre, der var bedre end ham til fremmedsprog, men det var aldrig noget problem, for Hans Jørgen havde den evne, at der hvor hans kompetencer slap op, da støttede han sig altid til medmennesker. Det samme gjaldt i gymnastikken som leder. Han var ikke på nogen måder ærekær i forhold til, at det skulle være ham, der havde koreograferet. Tværtimod, så elskede han, hvis et samarbejde resulterede i et godt produkt. Hans Jørgens CV med uddannelse var ikke prangende, men han var selfmade eller autodidakt. Learning by doing var han et fremragende eksempel på. Uden den evne kan man ikke i mange år have lederposter. Som initiativtager til repræsentationshold her, som landsstævneleder i en ung alder, som arrangør af en tur til Japan i 1974, hvor det var uhørt for et repræsentationshold at rejse så langt, medinitiativtager til DGI`s Verdenshold og så videre var han på mange måder forud for sin tid. Han var inspirator og forbillede for mange i forhold til spørgsmålet: Kan man det? Og det kunne man! Mit første møde med Hans Jørgen var i en alder af 12 år. Vi var til forårsopvisning i Holstebro, og jeg havde på drengeholdet fået lov til at hjælpe med modtagning. Hans Jørgen kom efter opvisningen hen og roste det. De fleste på den tid talte ikke til en knægt på 12 år, eller de sagde bare: ”Goddag”. Det gjorde han ikke. Han sagde: ”Kan du stå på hænder”” Det kunne jeg godt. ”Kan du lave et flik flak?” Det kunne jeg også. ”Du møder til udtagelse på mit repræsentationshold, når du er gammel nok!” Og sådan gik det. På repræsentationsholdet kiggede jeg som ung mand lidt på begivenhederne til den første fest: ”Dans med pigerne”, sagde han bare Og det var sådan set et udmærket råd, for det var der nogle af pigerne, der var i stand til at hjælpe med i forhold til at lære at danse. I hans høje alder oplevede vi mange unge elever på Gymnastikhøjskolen, som omtalte Hans Jørgen og hans interesse og store arbejde for gymnastikken, og det er ikke almindeligt, når der er tale om en så stor aldersforskel. Men han var i stand til at tale med de unge mennesker, uden at aldersforskellen var en hindring. Derfor må vi også sige, at hans inspiration for flere generationer har været rigtig stor. Dansk gymnastik ville ikke være det samme uden Hans Jørgen, og hans betydning i specielt Holstebro-området er uvurderlig. Kerneordene for Gymnastikhøjskolen i Ollerup er ”Ord og dåd”, og hermed forstås, at på højskolen hører man ordene, som er synonymt med undervisningen og samværet, og efterfølgende skal man så præstere dåden, hvor unge mennesker i dag vil sige gerningen, handlingen eller bare action. Hans Jørgen var et eksempel til efterlevelse i forhold til at høre ordene og som et resultat af det udføre dåden. Sygdommen var smertelig for ham, for den lagde hindringer i vejen for hans entusiasme og hans virkelyst, men der er stor beundring for hans vilje og kamp for at være med trods sygdom. Hans Jørgen er ikke mere i blandt os, men hans minde står stærkt for os alle, og det udtaler jeg på vegne af Gymnastikhøjskolen, Elevforeningen og på egne vegne. Den store forsamling i anledning af hans bisættelse er udtryk for Hans Jørgens landsby forstået på den måde, at hvor en afrikaner har sin landsby i stedet for vores velfærd, så havde Hans Jørgen sin landsby, der var mødt op til bisættelsen. Denne landsby er også landsby for hans nærmeste, Birthe Bækgaard, der nu skal leve et liv uden Hans Jørgen. Æret være hans Jørgens minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hold fokus på batteritoget

Vi kunne onsdag læse her i avisen om en ny idé med en letbane mellem Vejle og Billund, som skulle erstatte tanken om en jernbaneforbindelse på strækningen. Gevinsten for Vestjylland skulle så være, at når det blev en letbane, så var den uafhængig af jernbanenettet, og dermed ville linjen til Billund ikke være det, der gjorde, at der ikke længere ville være direkte tog fra Struer og Holstebro til hovedstaden. Det vil en jernbaneforbindelse fra Vejle til Billund netop betyde, da alle passagerer fra Vestjylland så skulle skifte i Vejle. Nu er det velkomment med forslag, der sikrer, at der fortsat kan være direkte jernbaneforbindelser på tværs af landet, da det vil fratage mange lysten til at tage toget, hvis man ved, man skal ud i Vejle og vente på et nyt tog, hvor man så skal finde et sæde. Det er den behagelighed, at man kan sætte sig og så først rejse sig, når man er på hovedbanegården eller i lufthavnen, som gør, at det er attraktivt. Det allerbedste ville være, at der også kommer en elektrificering af forbindelsen mellem Struer og Vejle. Man må erkende, at det er tvivlsomt, der nogen sinde findes penge til det. Selv om den løsning fortsat er hovedmålet, så er det klogt, at Struer-borgmester Viggo Lynghøj alternativt arbejder på, at man så i det mindste får indført batteritog mellem Struer og Vejle. De kan kobles på det "almindelige" tog i Vejle, og dermed sidder man på samme sæde hele vejen til hovedstaden. På samme måde retur. Det er den løsning, der bør sættes fokus på, da det er den mest realistiske, hvis man opgiver de dyre elledninger på sporet fra Vejle til Struer. Samtidigt må man også sige, at det er en økonomisk helt urealistisk løsning at lave nye spor til Billund, uanset om det er tog eller letbane. Der er for få passagerer, der vil bruge dem til lufthavn og store arbejdspladser som Lego, fordi afstanden er for kort til, man først vil fragte sig hen til en station i stedet for at tage bilen direkte. Busser kan klare det behov, og dem kan man også sætte batteri på.

Annonce