Annonce
Mærkedage

Dansk films grand old lady

Ghita Nørby kan senest opleves i thriller-dramaet Harpiks, der fik premiere før jul. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Ghita Nørby har underholdt og bevæget seere og tilskuere i syv forskellige årtier. Lørdag den 11. januar fylder dronningen af dansk film og teater 85 år.

85 Der er mange ord, man kan hæfte på Ghita Nørby.

Scenevant. Hun har stået på de skrå brædder og foran kameraer i 65 år.

Prisvindende. Hun har høstet flere Bodil'er, Robert'er og andre hæderspriser, end der er spalteplads til her.

Og fødselar. Lørdag den 11. januar fylder hun 85 år.

Man slipper nok heller ikke uden om ordet folkekær. Få mennesker har gennem så lang tid haft en lignende tilstedeværelse i den danske offentlighed.

Fra de muntre 60'er-lystspil som "Baronessen fra benzintanken" og "Han, hun, Dirch og Dario" over "Matador" til nyere film som "Arven" og "Stille hjerte".

I syv forskellige årtier har hun underholdt og bevæget tv-seere, biograf- og teatergængere.

At talentet spænder vidt, er året 1989 et glimrende eksempel på. I det år optrådte Ghita Nørby både i den anmelderroste "Dansen med Regitze" i hovedrollen som uhelbredeligt syg og i en mindre rolle i den lette komedie "Walter og Carlo i Amerika".

Sin filmdebut fik Ghita Nørby i 1956 i filmen "Ung leg". I de følgende år var det roller som den søde, smilende unge kvinde, der kom til at præge hendes filmkarriere.

Imens udfoldede hun på teatret den mere alvorlige del af sit dramatiske talent. I 1960 fik hun et gennembrud under instruktør Erling Schrøder på Alléscenen i "En duft af Honning".

Siden høstede hun store roser for sin fremstilling af Celiméne i Ingmar Bergmans opsætning af "Misantropen" på Det Kongelige Teater og for sine præstationer i "Hvem er bange for Virginia Woolf?" og "Fra regnormenes liv".

Fra fjernsynet husker de fleste hende som Ingeborg i tv-serien "Matador", og siden har hun medvirket i andre seersucceser som "Rejseholdet" og "Ørnen".

I privatlivet har Ghita Nørby også prøvet lidt af hvert. I hvert faldt har hun været gift hele fire gange.

Først med arkitekten Mogens Garth-Grüner, dernæst med sangeren Dario Campeotto - med hvem hun fik sønnen Giacomo.

I 70'erne var ægtemanden skuespilleren Jørgen Reenberg, og i 1984 giftede skuespillerinden sig med musiker og kapelmester Svenn Skipper. Det forhold varede indtil 2018.

At Ghita Nørby også til tider er en bramfri kvinde, blev tydeligt i foråret 2019.

Her deltog hun i et portrætinterview med Radio24syv, der gik helt skævt. Skuespillerinden fik sendt flere fornærmelser afsted mod intervieweren og blev bagefter selv udsat for kraftig kritik.

Efter den oplevelse varslede Ghita Nørby et stop for interviews med pressen, men blødte senere op.

Således var hun igen foran mikrofonen op til jul, hvor hun blandt andet erklærede, at hun slet ikke er færdig med skuespillet.

- Når man bliver ældre, har man sin erfaring og sine sten i rygsækken, og det er dem, jeg bruger - og det er også det, der er det sjove. At bruge, hvad man har lært.

- Men det gør ikke, at jeg synes, det er kedeligt at være skuespiller, eller nu gider jeg ikke mere. Så længe jeg holder, bliver jeg ved, sagde Ghita Nørby.

Senest har hun kunnet opleves i thrillerdramaet "Harpiks" og den norske serie "Hjem til jul".

Annonce
Ghita Nørby blev uddannet fra Det Kongelige Teater i 1956. Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce