Navne

Danselærer: Jeg er så sindssygt stolt af dem

Lærer, DTA-afdelingsleder og koreograf Lene Bonde, Holstebro Balletskole og Dansk talentakademi (DTA). Arkivfoto: Morten Stricker
Holstebro Balletskole og DTAs danselinje er på mange måder unik, og i år har det virkelig givet pote.

Holstebro: Selvom det måske nok er en kliché, så er den passende i dette tilfælde: Lene Bonde kan næsten ikke få armene ned.

Den 33-årige danselærer ved Holstebro Balletskole og afdelingsleder for danselinjen under Dansk Talentakademi (DTA) er bare så stolt og glad, at hun stråler.

Seks af hendes DTA-elever har nemlig søgt ind på en international danseuddannelse efter sommerferien - og de er alle blevet optaget mindst ét sted. Det skal lige nævnes, at de videregående uddannelser, der her er nævnt, primært er centreret om moderne dans. Det er ikke så usædvanligt, at DTA-elever bliver optaget på de udenlandske danseuddannelser - når de altså søger. - Vi har nærmest en 99 procents succesrate for, at ansøgere fra balletskolen/DTA også kommer ind på en danseuddannelse. Men ofte er det kun en enkelt elev, der vælger dansen som uddannelsesvej og søger, og sidste år var der slet ingen, forklarer Lene Bonde. Så det særlige ved 2019 er altså, at så mange elever valgte at søge lykken i udlandet.

Unikke DTA

- Vi har mange elever, der går op i dans med liv og sjæl, og hvis de vælger at søge videre, giver vi dem alle de værktøjer og redskaber, de skal bruge for at komme ind. Mit mål er, at de skal ende med at være gode nok til at komme ind på en professionel uddannelse, og det er det mål, vi træner med for øje i tre år. Men det er ikke et krav for at være her. Man skal bare træne med samme passion og motivation som de, der vil ud og leve af det bagefter, forklarer Lene Bonde og tilføjer: - Jeg har for eksempel en elev lige nu, der sagtens ville kunne komme ind på en danseuddannelse, men hun har besluttet sig for, at hun vil være designer. DTAs danselinje adskiller sig fra andre danske forberedende skoler ved, at man anbefaler, at de unge tager en ungdomsuddannelse ved siden af, men ikke kræver det. Man kan altså godt gå på DTA, selvom man har sabbatår fra skolelivet, eller man har valgt, at man ikke orker at sidde på skolebænken nogensinde igen. En anden ganske særlig ting ved Holstebro-linjen er, at man har en mentor-ordning med byens professionelle dansekompagni, Black Box Dance Company. - Det er jo helt unikt og betyder vildt meget for eleverne. Hver eneste danser på DTA har en professionel danser fra Black Box tilknyttet. For eksempel har Maja Feil, der nu er optaget på Northern School of Contemporary Dance i Leeds i England, haft engelske Mason Jubb fra Black Box Dance Company som "sin" mentor. Han er uddannet på den skole, hun er optaget på. Han har kigget på hendes dans og givet hende individuel feedback, og de har haft de såkaldte "kaffeaftaler", hvor hun kan stille alle mulige spørgsmål. De professionelle dansere har også hjulpet de elever, der skulle til auditions med deres solo'er, fortæller Lene Bonde.
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce