Danmark

Dagens drink: Grevens klassiker smager bittert, stærkt og sødt

En negroni skal røres, ikke shakes. Et målebæger er et fint supplement til udstyret, så man kan tjekke mængder og justere efter smag. Foto: Morten Vilsbæk
En negroni kan du lave uden tatoveret overarm og voks i håret: Med tre ingredienser, is og en appelsin. Og både Orson Welles og Kingsley Amis var fan af klassikeren.

Cocktail: Omstændelighed og ingredienser er to af tinderne i den uoverstigelige bjergkæde, som for mange af os spærrer vejen til den forunderlige verden af drinks.

Nøglen til nirvana er shakere, rørepinde og målebægre. Angostura, syltede kirsebær og sjældne krydderurter.

Og for mange er den tredje og sidste tinde ugidelighed. Hindringerne for at lave en god drink er talrige som stigningerne i Tour de France - det gælder også for denne skribent, som er leverandør af sommerens sidste drink. Men en enkelt klassisk drink svæver elegant og ubesværet som en varmluftballon over bjergkædens højeste pas og kvitterer med oplevelsen af søde og bitre smage i forening med isterningernes kulde og en let brænden fra alkohol.

Det er tilmed en drink, som med forfatteren Kingsley Amis' ord "har kraft til at muntre dig op - og det er sjældent med drinks eller for den sags skyld med noget som helst andet".

Serie: Sommerdrink til varmen

Avisen Danmark har bedt en række bartendere om deres bedste drink til sommeren, og de cocktail-kyndige fortæller historien om drinken og serverer opskriften. Serien slutter i dag med redaktionens bud på en klassiker. God fornøjelse med shaker og isterninger i sommervarmen - eller det, der er tilbage af den.

Tre flydende ingredienser

Kingsley Amis har skrevet bogen "Every Day Drinking", og citatet gælder den klassiske negroni. Den består af blot tre (flydende) ingredienser, som en velassorteret husstand har stående i forvejen. Den kan serveres i et almindeligt glas og kræver kun is og en appelsin ud over de tre væsker. Endelig kan man som et voksent menneske blande sin drink uden først at skulle vokse håret og få en tatovering på overarmen.

Negronien er kort sagt drinken for dig, som er blevet træt af rom med cola, gin med tonic og i øvrigt er så magelig som min nærmeste kollega på redaktionen, at du kun får en mojito, når andre laver den for dig.

The Negroni skriver sig tilmed ind i den beduggede historie over klassiske drinks, og forklaringen er overleveret i flere versioner, men lyder nogenlunde sådan her: Omkring 1920 drak gæsterne på Caffé Casoni i Firenze americano med en blanding af campari, sød vermouth og danskvand.

En af de faste kunder ved bardisken hed Camillo Negroni og var (måske-måske ikke) greve. En dag bad han bartenderen om at bruge gin i stedet for danskvand, og dermed var den klassiske negroni født - og snart ville alle Negronis venner have serveret deres drink på samme måde. Orson Welles er blandt de kendte mennesker, som har nydt en negroni, og filminstruktøren konstaterede, at "bitterstofferne er gode for leveren, ginen skidt for den, men de opvejer hinanden".

Billig gin

De fleste har en flaske gin stående i skabet, måske også en campari og en flaske sød vermouth, og de tre i ligelig mængde er opskriften på en negroni. Ginen kan være den billigste fra Netto eller af mere ædel oprindelse som Bombay Sapphire, Plymouth eller Tanqueray.

Rådet herfra er at spare de helt dyre til andre lejligheder, når mængden nu indgår som en tredjedel i den færdige drink. Medmindre man er rig som en italiensk greve.

Negroni er den perfekte aperitif en sen eftermiddag i haven. Den kræver minimal forberedelse, hæver sig over rom og cola-niveauet og giver den kraft, som Kingsley Amis fremhæver. Foto: Morten Vilsbæk
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce