Holstebro

Da Villy lagde sin hånd på Mettes kind

Gennem 70 år har den tidligere tømrer Villy Toftegaard været medlem af 3F. Igennem lige så lang tid har han sat sit kryds ved liste A, og nu mødte han så formanden. Foto: Morten Stricker
Der er behov for flere hænder i ældreplejen, mener socialdemokraternes statsministerkandidat Mette Frederiksen. Men hvor mange, vil hun ikke sætte tal på, under besøg på plejecenter i Holstebro.

Holstebro: Mette Frederiksen fældede ikke tåre.

Men det var faretruende tæt på, da hun kom ud fra sit besøg hos Villy Toftegaard, der var en af de beboere statsministerkandidaten besøgte, under sit besøg på plejecenter Beringshaven.

Inden Mette Frederiksen gik, lagde 90-årige Villy sin hånd på Mette Frederiksen kind, og kiggede hende ind i øjnene.

Gennem 70 år har den tidligere tømrer været medlem af 3F. Igennem lige så lang tid har han sat sit kryds ved liste A, og nu mødte han så formanden, som han i et interview med Dagbladet tidligere havde kaldt "en dygtig pige".

- Det er hun bestemt også, gentog Villy Toftegaard, der havde det socialdemokratiske partiblad liggende fremme i køkkenet og havde glædet sig til besøget.

- Jamen jeg var utrolig rørt. Det var et utroligt personligt møde i det øjeblik, fortalte partiformanden bagefter.

- Han havde det godt. De beboere, som jeg mødte i dag, havde det godt. De har nogle dejlige fysiske rammer. Men det er også et sted, hvor man bliver konfronteret med, hvor skrøbeligt det kan være at blive ældre og få brug for andres hjælp. Det tror jeg, det er vigtigt, at vi husker på.

- Personalet er både dygtige og søde. Men jeg forstår ikke, hvorfor pigerne (personalet red.) skal have så travlt. De løber så stærkt. De har næsten ikke tid til at sidde ned, forklarede Inge Marie Kristensen. Foto: Morten Stricker

Inden Mette Frederiksen besøgte Villy Toftegaard, var hun forbi en anden kernevælger i Beringshaven.

Inge Marie Kristensen på 78 år fortalte Mette Frederiksen, at hun også har stemt socialdemokratisk lige så længe, hun kan huske.

Hun er afhængig af et iltapparat.

- Jeg betaler for ungdommens dårskab, forklarede hun.

Hun har røget siden hun var 17 år - men er dog næsten holdt op, forsikrede hun.

- Jeg er rigtig glad for at bo her. Personalet er både dygtige og søde. Men jeg forstår ikke, hvorfor pigerne (personalet red.) skal have så travlt. De løber så stærkt. De har næsten ikke tid til at sidde ned. Det er ikke rimeligt, forklarede Inge Marie Kristensen.

Mellem klokken 14 og 23 er der tre personaler til 28 beboere. Om natten er det tre til 110.

- Der kunne godt være nogle flere ansatte, fortalte Inge Marie Kristensen.

Mette Frederiksen lignede under samtalen med Inge Marie Kristensen ikke bare en, der var enig.

Hun er sådan set også enig:

- Der er behov for mere personale i ældreplejen, fortalte hun efter besøget.

Hvor mange flere?

- Jamen det kan jeg ikke stå og sætte et antal på. Men det er klart, når man hører om, at der er perioder, hvor der er to personaler til 28 beboere (mellem klokken 13 og 14 red.), så siger det sig selv, at der ikke er meget tid til den enkelte beboer. Derfor siger jeg også, at vi begynde et sted, og det må være med at forbedre det, uden at love et bestemt antal hænder eller minimumsnormeringer, siger Mette Frederiksen.

Er det ikke borgmesteren og kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at der er penge nok til de kommunale plejecentre?

- Jo. Men hvis borgmestrene ikke har pengene, så kan de jo heller ikke gøre så meget. Derfor er vi nødt til at tilføre kommunerne nogle flere penge til at løfte den her opgave. Derfor skal vi også have lavet en ny udligningsreform, der giver en bedre balance, og gør det muligt for kommunerne også at prioritere den nære velfærd, siger Mette Frederiksen.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce