Annonce
Erhverv

Chefstrateg: Husk at være optimist

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg, Sparinvest. PR-foto

En god del af min barndom og mit uddannelsesforløb har været præget af dystre forudsigelser om fremtiden for menneskeheden. I folkeskolen skulle vi se film om industrivirksomheder, som ledte tungmetaller ud i floderne, køleskabe, som udledte freon og ødelagde ozonlaget og læse depressionsdigte af Michael Strunge.

I gymnasiet skulle vi høre om Thomas Malthus’ teorier, The Club of Rome og grænser for vækst. Det hele handlede om overforbrug og dårlig samvittighed over, hvad kolonimagterne havde gjort i Afrika. På universitetet kunne man fra forskellige undervisere (dog ikke alle) høre, at verdens ressourcer var begrænsede, og at vi derfor snart ville løbe tør for olie, metaller og dyrkbar landbrugsjord.

Hvis andre har haft samme oplevelser som jeg, kan jeg godt forstå, at man kan forfalde til at blive pessimist, for chokerende og deprimerende historier sælger langt bedre end historier om, hvor godt det egentlig går. Det var også den kendte læge (nu afdøde) Hans Roslings pointe. Han producerede en række korte og præcise videoer med dette budskab for organisationen Gapminder, hvor han også gennemgik de faktiske tal og viste, at verden udvikler sig langt bedre end mange tror.

Men allerede i 1981 skrev økonomen Julian L. Simon den opsigtsvækkende bog, The Ultimate Ressource, som gjorde op med forestillingen om alle mulige, snarlige katastrofer. Simon tog udgangspunkt i officielle statistikker og gjorde rede for, at pessimisterne systematisk havde taget fejl i alle deres forudsigelser. Han indgik og vandt endda et væddemål med en af de mest højtråbende pessimister, Paul Ehrlich om hvorvidt fem af Ehrlich valgte metaller som følge af den påståede knaphed ville stige eller falde i pris over en tiårig periode. De faldt 57 pct. i gennemsnit.

Der er ingen tvivl om, at der findes forurening, fattigdom, sygdom og knaphed i verden, og at det i en eller anden grad altid vil være tilfældet. Men pålidelige data viser år for år, hvordan menneskeheden bliver bedre og bedre til at håndtere disse problemer.

For 100 år siden levede cirka 80 pct. af den globale befolkning i ekstrem fattigdom (mindre end 1 dollar om dagen). I dag er det under seks pct. - på trods af, at befolkningen er steget fra 1,8 milliarder til over syv milliarder i samme tidsrum. Selv i absolut forstand er fattigdommen faldet – fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til omkring 700 millioner i dag.

For 100 år siden levede under 20 pct. af den globale befolkning i et demokrati. I dag er det over halvdelen. I samme tidsrum er andelen af den globale befolkning, som har fået en basal uddannelse, steget fra under 40 pct. til over 85 pct., ligesom 85 pct. nyder godt af vaccinationer, mens vaccination ikke var almindeligt tilgængelig før 1960.

For 100 år siden døde over en femtedel af alle børn, før de blev fem år gamle. I dag er det under fire pct. Alene siden 1962 er den globale, forventede levealder steget fra 52 til over 70 år.

Med andre ord har levevilkårene for den globale befolkning udvist en helt entydig tendens mod forbedringer år for år, og der er ingen indikation på, at dette ikke også skulle være tilfældet i fremtiden.

I takt med, at næsten alle verdens borgere bliver rigere, styrkes ligeledes vores evne og vilje til at forbedre miljøet. Selvom der derfor fortsat findes forurening, har vi haft store landvindinger i forhold til at håndtere ozonlaget, partikelforurening, CO2-udledninger etc., ligesom dødsfald relateret til forurening har været konstant faldende i flere årtier.

Når medier, undervisere eller naboer derfor for fremtiden viderekolporterer dystre forudsigelser, så husk på, at alle sådanne forudsigelser i et halvt århundrede er blevet gjort grundigt til skamme, og at vi kan forvente, at optimisterne også i fremtiden vil triumfere. Menneskeheden kan godt løse problemerne. Det er derfor, at vi i et evolutionært perspektiv stadig er her. Husk at være optimist.

Selv i absolut forstand er fattigdommen faldet – fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til omkring 700 millioner i dag. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tak for havefesten

18 år blev det til. 18 år med guitarsoloer, fadøl og festglade mennesker. År med solskin og overskud, men til sidst også for mange år med regnvejr og underskud, og nu er det slut med Rock i Holstebro. Det kan man begræde herfra og til al evighed. I sidste ende var det dog publikum som svigtede, og kombinationen af flere år med dårligere regnskaber var mere end en-dags-festivalen kunne klare. Det er altid trist, når noget, der engang var stort, må lukke og slukke. Mange har erindringer og oplevelser bundet op i arrangementet – ja nogle har måske endda mødt deres udkårne på festivalpladsen, til tonerne af nogle landets mest populære kunstnere. For andre har det været en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man mødte alle de mennesker, man ikke lige fik set nok til i en travl hverdag. Det var ikke uden grund, at det blev kaldt Nordvestjyllands største havefest, der dog de sidste år blev mindre og mindre, mens arrangørerne kæmpede en hård kamp for at skabe et økonomisk bæredygtigt projekt, hvor der var en sammenhæng mellem det musikalske ambitionsniveau og publikums interesse. De kommende dage vil det sikkert være mismodet, der fylder mest - og skuffelse over, at det i sidste ende ikke lykkedes at finde en aftale med kreditorerne, så festivalen fik lige en chance mere til for at bevise sin levedygtighed. Men det ændrer ikke på, at Rock i Holstebro i mange år lavede Nordvestjyllands største fest. Der var år, hvor tilskuertallet nåede op over 10.000, og hvor ikke bare gæsterne fik en fed fest; der var også penge at tjene for de frivillige foreninger, der bidrog til, at festivalen kunne afholdes. Det ville naturligvis være lettere, hvis der ikke var konkurrence, og Rock i Holstebro kunne have koncertmarkedet næsten for sig selv. Men der er i dag kommet et langt større udbud af koncerter og arrangementer året rundt, hvilket kun er positivt for det musikelskende publikum. Tilbage er bare at sige tak for festen og kampen. Og hvem ved, måske der af asken fra Rock i Holstebro vokser nye initiativer frem.

Annonce