Annonce
Livsstil

Charlotte Weitze sætter fokus på planteverdenen i ny roman

Charlotte Weitze blander det magiske med det realistiske, når hun i romanen ”Rosarium” blænder op for planteriget og en livsform, hvor menneske og natur indgår i en mere organisk sammenhæng. På en poetisk og gådefuld måde berører hun en længsel efter at være en del af naturen sammen med følelsen af at være fremmed i den. Foto: Lea Meilandt
”Rosarium” hedder Charlotte Weitzes nye roman, der både leger med længslen efter at være en del af naturen og følelsen af at være fremmed i den. Faktum er, at vi deler planeten med planterne og er afhængige af dem. Forfatteren efterlyser øget bevidsthed og vil have respekten tilbage til naturen.

- Hvordan fandt du på, at du ville skrive en roman om planter?

- Jeg fandt på idéen til ”Rosarium” for fem år siden, efter jeg havde skrevet cli-fi-romanen ”Den afskyelige”, som er en ren klimaroman. Den var på mange måder dystopisk, men klimakrisen er jo også et alvorligt emne, så det var på sin plads, syntes jeg. Det var det mest meningsfulde at skrive om, hele den mentale omstilling, vi som mennesker står over for. Men hvad gør man så bagefter, man har skrevet om det vigtigste? Jeg ville gerne skrive om, hvordan vi behandler jorden, og begyndte pludselig at tænke på planterne, vi deler den med. Min yndlingsbog som teenager var ”Skarnbassen flyver i skumringen” af Maria Gripe, som blandt andet handler om planter og bevidsthed, at menneske og naturen hænger sammen og især, hvornår tiden er moden til at forstå det.

- Hvorfor var det vigtigt at skrive den historie?

Annonce

- Vi har som mennesker følt os løsrevet fra naturen i rigtig mange år. Vi har opfattet det som ”dem og os” og føler os meget anderledes, klogere og mere højtudviklede i forhold til planterne. Vores selvbillede er, at vi er herskerne, og planterne er vores undersåtter. Men i virkeligheden er det jo interessant, at en lille gåsemad har flere gener end os. Mennesket har knap 20.000 gener, hvorimod en gåsemad har 27.000. Hveden har mere end 110.000 gener. I min research gik det også hurtigt op for mig, hvor vigtige planter er for os. De giver os ilt, mad, tøj, de er i vores bolig og er fundamentet for vores brændsel. Planter er ikke en uendelig ressource, og hvis vi tager noget fra naturen, skal vi også huske at give noget tilbage. Vi skal have respekten tilbage.

- Hvordan kan man skrive en roman om planter?

- Jeg går altid efter at lave et benspænd for mig selv, når jeg skal skrive en bog. Jeg vidste, at det ville blive en udfordring at skrive om planter. De omfavner meget, for jeg ville både kunne skrive om menneskets forhold til naturen, om forurening og ødelæggelse, men planter er samtidig nogle væsener, der siger ... ja, ingenting. De har de fem sanser, vi mennesker også har, og er for eksempel følsomme over for lys og mørke og kan registrere duftstoffer, men planter er også ret alien-agtige i forhold til os. Vi vil aldrig kunne blive til en plante, for vi har ikke grønkorn, men jeg leger lidt med en hybrid mellem menneske og plante. Jeg vidste dog med det samme, at min hovedperson ikke kunne være en plante.

”Rosarium” af Charlotte Weitze udkom 24. februar og er en eventyrlig, vildtvoksende og dunkel slægtsfortælling i tre dele, som starter med en ung pige, som slår rod i skoven og føres videre til en botaniker på jagt efter en rose med usædvanlige egenskaber.

- Hvordan har du researchet til bogen?

- Der er en stor mangfoldighed i planteverdenen, og det var været en ren fornøjelse at researche. Jeg vidste ikke meget om planter, før jeg begyndte. Jeg læste først en bog og løb registeret igennem bagerst i den. Flere tekster og bøger fulgte om botanik og plantefysiologi, og jeg læste alt muligt. Alt fra opslagsværket ”Folk og flora” om folketro omkring for eksempel bregner. Jeg læste også en bog om en mand, der levede af vand og sollys i 88 dage. Alt muligt. Youtube-vidoer og film, avisartikler - når først jeg som forfatter har låst mig fast på et emne, dukker der noget op om det hele tiden. Jeg besluttede mig også for at se både en gammel og en ny skov. Vi har urskove i Danmark, men de er meget små, så et legat fra Kunstfonden hjalp mig til grænsen mellem Polen og Hviderusland, hvor Europas ældste urskov, Bialowieza, ligger. Den har været der siden istiden, og visse dele af den står fuldstændig uberørt. Jeg var med på en guidet tur. Der er forskellige beskyttelseszoner, hvor man faktisk slet ikke må gå alene. Bare det at klappe en eg ville efterlade syre fra håndfladen på barken og påvirke naturen. På samme tur besøgte jeg også en ny skov, der har rejst sig omkring atomkraftværket Chernobyl. Planterne har altid været der og kan overleve selv så stor en katastrofe. Ved at de har været overladt til sig selv, er området næsten blevet et naturreservat.


Vi vil aldrig kunne blive til en plante, for vi har ikke grønkorn, men jeg leger lidt med en hybrid mellem menneske og plante. Jeg vidste dog med det samme, at min hovedperson ikke kunne være en plante.

Charlotte Weitze


- Hvordan er dit eget forhold til naturen - før bogen og efter bogen?

- Jeg har da et par potteplanter, men mit hjem minder ikke om et drivhus, hvor der er planter over det hele. Men da jeg begyndte at researche til bogen og læste om mimosen, der kan lukke sine blade sammen og spille død, vidste jeg bare, at den måtte jeg eje. Men jeg er generelt nok mest til den vilde natur. Vi bor ude på landet i Vallekilde i Odsherred på Nordvestsjælland og har en stor have, hvor vi er ”vilde med vilje”. Det skal ikke gro helt til, men mange ting får bare lov at være. Det er rart at gå ud i sin have, når der ikke er en masse, der skal ordnes. Efter jeg skrev bogen, synes jeg også, det er blevet meget mere spændende at gå en tur i skoven. Nu bunder min interesse i viden om den. Man kan selvfølgelig sagtens gå en tur i skoven for æstetikken og duftenes skyld, men der sker altså noget helt andet, når man har viden at trække på. Det giver klart en øget interesse - og respekt.

Charlotte Weitze

Er 47 år. Hun er født og opvokset i Lyngby omgivet af skove.

Bor i dag i Odsherred omgivet af marker med mand og to børn.

Forfatter, foredragsholder og underviser i blandt andet kreativ skrivning.

Følg familiens 2030-plan for reduktion af CO2:  www.2030-planen.dk.

- Hvad kan en roman gøre for naturen?

- Naturen kan ikke mærke, at man har skrevet en roman. Den kan mærke handling. Vi har derhjemme derfor lavet en 2030-plan for reduktion af CO2, fordi jeg efter romanen ”Den afskyelige” spurgte mig selv: ”Hvad kan vi selv gøre?” Min mand og jeg begyndte på vores blog 2030-planen.dk i 2010 efter det mislykkede COP-møde i København. Det er selvfølgelig et meget lille bidrag i det store billede, men det er til syvende og sidst i samarbejdet, at vi rykker, og vi laver nye tiltag hvert år. Selvfølgelig kræver det dels økonomi, for eksempel når vi har købt en varmepumpe til huset for at være fossilfri, men det kræver også vaneændringer. Vi spiser anderledes, sorterer affald, går i genbrugstøj og reparerer ting, når de går i stykker, frem for at købe nyt. Når først vi har levet med ændringerne noget tid, føler vi ikke, at det kan gøres anderledes. Det sværeste er at undvære flyrejser, men så tager vi tog, bus og færge i stedet, som da vi skulle til Ukraine og Polen og se på skove i en sommerferie.

- En roman kan ikke det hele, men den kan være en del af en større sammenhæng. At læse en roman er en mulighed for at udforske verden mentalt, og især hvis man snakker med nogen om bogen bagefter. En roman går tæt på, men man kan samtidig holde den i udstrakt hånd, og derfor er det et godt medie at samtale gennem. Romanen, kunsten, er meget menneskelig. Der er også plads til forvirring og tvetydighed, for sådan er det at være menneske. Og dermed er kunsten anderledes end propagandaen og det for eksempel at have en klar politisk holdning eller opskrift på noget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Udvider kapacitet: To testcentre bliver til tre på mandag

Annonce