x
Annonce
Navne

Cecilie er skibsfører-kadet på Kerry: Ingen landlov i sigte

Cecilie Lorenzen i arbejdstøjet. Hun er skibsførerkadet hos Stena Rederi A/S. Privatfoto
20-årige Cecilie Lorenzen fra Holstebro sejler som skibsførerkadet mellem Bilbao i Spanien og Rosslare Harbour i Irland. I øjeblikket er der ikke noget med landlov på grund af coronavirus, men ellers fortsætter livet om bord næsten som sædvanligt.

Biscayen: - Om bord på skibet mærker jeg ikke så meget til virussen - ud over jeg spritter og vasker hænder ofte og holder en god afstand. Der, hvor man virkelig kan mærke, at coronavirussen lurer, er, at vi om bord på skibet er begyndt at spise færre i kabyssen ad gangen, simpelthen for at mindske risikoen for smitte.

Den 20-årige Cecilie Lorenzen fra Holstebro er i gang med en uddannelse som skibsfører, og det semester, hun nu går på, er det første med søpraktik. Cecilie har en uddannelsesaftale med Stena Rederi A/S, hvilket betyder hun sejler som skibsførerkadet på deres skibe.

I skrivende stund er hun i Biscayen - i sejlerkredse kendt som et barskt område - på vej fra Bilbao i Spanien til Rosslare Harbour i Irland.

Det første skib, Cecilie påmønstrede i sin praktiktid, var RoPax-færgen (biler på bildæk og passagerer på øvrige dæk, red.) Stena Flavia, der både sejler med passagerer, last, biler og lastbiler på ruten Nynäshamn-Ventspils.

- Jeg påmønstrede den 24 januar og afmønstrede den 28 februar. Så havde jeg 12 dage fri, og på de 12 dage eskalerede coronavirussen så meget, at jeg blev bekymret for, om jeg var i stand til at kunne påmønstre mit næste skib, RoPax færgen Kerry. Kerry sejler ruten Bilbao-Rosslare Habour, som er en drømmerute for mig, fordi man blandt andet sejler over Biscayen, som nogle gange kan være en udfordring - og det, synes jeg, er sjovt, forklarer Cecilie Lorenzen.

Annonce

Vindue til verden

Dagbladets Navne-redaktion har fået rigtig mange henvendelser i forbindelse med serien "Vindue til verden" om vestjyder (fra Holstebro, Struer eller Lemvig kommuner) ude i verden - og deres hverdag side om side med coronavirus.

Men der er stadig plads til bidrag. Dog ønsker vi at undgå flere fra samme land, så det kan ske, vi må sige nej tak.

Hvis du kender nogen i udlandet, som stammer fra en af de tre ovenstående kommuner, og som du synes, vi skal interviewe, så skriv til meja@dagbladetholstebro.dk – eller få vedkommende til selv at kontakte os.

Ville ikke opgive drømmen

Hun ankom til Bilbao den 11. marts og påmønstrede Kerry den 12. marts og skal nu være på færgen de næste to måneder.

- Vi - altså besætningen - består af 47 personer, og skibet kan maksimum have 992 ombord. Vi sejler planmæssigt indtil videre, dog mest med lastbiler/last, trailers og sådan noget og knap så mange almindelige passagerer, fortæller Cecilie.

Om bord er der forskellige nationaliteter - folk fra Polen, Italien, Spanien, Letland, Rumænien og Storbritannien, men det officielle sprog er engelsk. Cecilie arbejder fra klokken 8 til 12 og fra 13 til 17.

- 8 til 12-vagten er primært en vagt, hvor jeg er med til at navigere færgen, mens jeg arbejder med sikkerheden om bord på 13 til 17-vagten. Der er rigtigt meget at lave om bord, men det er til gengæld super lærerigt. Tænkte du over coronasmitte, inden du påmønstrede i Bilbao?

- Ja, altså, da jeg ankom til Spanien den 11. marts, var corona tiltaget, men slet ikke i den grad, som man har set den seneste uges tid, og derfor var det stadig muligt at flyve uden problemer. Alligevel var jeg lidt usikker, en times tid før jeg skulle med flyet, for hvad hvis jeg ikke kunne komme hjem igen? Hvad hvis jeg strandede et sted i Europa? Men jeg kunne ikke opgive min drøm, specielt ikke når jeg havde mulighed for den her fine rute. Jeg tog heldigvis af sted - og jeg holdt en sikker afstand til andre og vaskede hænder ofte, fortæller Cecilie.

Hverdagen på skibet fortsætter og fungerer, og for Cecilies vedkommende er intet i forbindelse med hendes uddannelse sat på pause endnu.

- Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at Danmark er på pause lige nu. Det er lidt en fremmed tanke, som jeg tænker over ofte. Internettet om bord på skibe er desværre ikke det bedste, så jeg har ofte svært ved at læse blandt andet nyheder, men jeg holder mig opdateret af familie eller venner. For tiden har vi desværre ikke landlov, fordi corona virkelig også har indtaget Spanien, men så er der heldigvis så meget arbejde, der kan laves på skibet. Der, hvor søfolkene er mest ramt for tiden, er, når besætningen skal skifte. Mange af Europas grænser er lukkede, og mange flyruter indstillet, hvilket gør det til en svær proces at skulle skifte besætning. Men det behøver Cecilie først tænke over engang i maj, hvor hun skal afmønstre. - Jeg har ingen problemer med at være væk hjemmefra om bord på et skib, men det er ingen hemmelighed, at jeg i disse coronatider ofte tænker på dem derhjemme og tænker over, hvordan de bliver påvirket, indrømmer hun.

Cecilies Lorenzens forældre bor i Holstebro, mens hendes to ældre søstre bor i Aalborg.

Cecilie arbejder blandt andet med sikkerheden om bord og har for eksempel tjekket alle brandslukkere på alle otte dæk, og tjekket at sikkerhedsudstyret er i orden. Privatfoto
Selfie med Bilbao i baggrunden. Færgen Kerry, som Cecilie Lorenzen sejler med, er 186.5 meter lang og 25.6 meter bred. Privatfoto
Cecilies lille hjem de næste to måneder. Hun deler dog ikke kanyt med nogen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Annonce