Annonce
Holstebro

Patrick kæmper for sin afdøde kusine: Cecilie er med i vandet, på cyklen og hen over asfalten

- Pengene vil jo ikke kun hjælpe mig, men også andre, der ikke bør gå igennem det, jeg har været, fortalte Cecilie Trier Dalgaard i marts om indsamlingen "Ironman mod cancer", som fætteren Patrick Nielsen havde lavet. Ulykkeligvis er Cecilie død imellemtiden, og Patrick har derfor valgt at stoppe indsamlingen, da den nåede 50.000 kroner. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Patrick Nielsen har givet sin nu afdøde kusine et løfte. På søndag skal det indfries. - Jeg vil gennemføre for Cecilie, siger han.

Holstebro: Patrick Nielsens forældre kommer til at stå og heppe. Det samme med hans bedstemor. Søster. Søsterens kæreste. Familie. Venner.

Men den person, den 24-årige Patrick Nielsen allerhelst vil se, står der ikke, når han søndag udsætter sig selv for Ironman-distancen i København. 3,8 kilometers svømning, 180 kilometer på cykel og til slut et maratonløb, men ingen Cecilie. 18-årige Cecilie Trier Dalgaard døde tidligere på året af kræft.

Patrick - og Cecilie - havde tidligere fortalt om løbet, som fætteren tilegnede kusinen, og brugte til at skabe opmærksomhed omkring kræft. Han har på en mindeside hos Børnecancerfonden indsamlet 50.000 kroner.

Søndag, når Patrick Nielsen løber i mål på Christiansborg Slotsplads (forhåbentlig i en tid under ti timer og 30 minutter - sidste år i sin debut på distancen klarede han den på 11 timer og 41 minutter), bliver det med en banner med et billede af Cecilie og et hjerte.

- Hendes sygdomsforløb er endt med at fylde en del for mig. Der har været mange trælse træninger, hvor jeg har tænkt på hende, og hun har fået mig til at sige, at der ikke er noget at gøre ved de trælse træninger og i stedet sige "nu gør vi det her". Sidste år kunne jeg i nogle træninger have en tilbøjelighed til at droppe eller cutte en træning af, når det blev trælst. Men ikke i år, siger Patrick Nielsen.

Annonce

Jeg frygter allermest den anden halvdel på maratondistancen, men jeg tror, det gør ondt på alle på det tidspunkt. I den situation gælder det om at finde en indre motivation, og her hjælper hele forløbet med Cecilie mig. Jeg har jo givet hende et løfte. Jeg vil gennemføre for hende.

Patrick Nielsen.

Løftet

Patrick Nielsen er i denne uge midt i en nedtrapningstid forud for konkurrencedagen, men alene i juli trænede han 67 timer, og det har betalt sig.

- Formen ser rigtig god ud. Jeg har ikke vejet så lidt, siden jeg gik på efterskole.

Vægten siger 73,8 kilo og fedtprocenten syv - fordelt på de 180 centimeter.

- Hvis alt spiller på dagen, håber jeg at komme under ti timer og 30 minutter, men jeg har lidt krise over vejrudsigten, for den lover regn, indrømmer Patrick Nielsen, hvis arbejdsgiver Flex Fitness har været så storsindet at betale de 2000 kroner af startgebyret på 4300 kroner.

- Jeg frygter allermest den anden halvdel på maratondistancen, men jeg tror, det gør ondt på alle på det tidspunkt. I den situation gælder det om at finde en indre motivation, og her hjælper hele forløbet med Cecilie mig. Jeg har jo givet hende et løfte. Jeg vil gennemføre for hende, siger Patrick Nielsen.

Cecilies forældre, Anni og René, samt andre fra Cecilies familie vil ligeledes stå på ruten og se, når triatleten fra Holstebro i det allersidste sving efter planen vil gribe et banner og hædre sin kusine.

Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Erhverv

Frygt for skadedyr lukker Netto

Annonce