Annonce
Livsstil

Caroline Henderson: - Verden holder stadigvæk

- Berøringsangsten for at pille ved nationalsølvet har jeg ikke haft, og det kan jo være en befrielse. Hvis jeg var vokset op med Tove Ditlevsen, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have brugt et af hendes digte, siger Caroline Henderson om valget af sange til sit nye album. Foto: Karina Tengberg
I mange år levede Caroline Henderson i en slags mental nomadetilstand, hvor livet skulle kunne pakkes sammen på fem minutter, så man kunne rejse videre. Nu har hun udgivet sit første soloalbum på dansk som en cementering af, at hun for alvor føler sig rodfæstet - samtidig med, at hun også mærker skrøbeligheden ved tanken om, at hun skal vænne sig til at leve uden sin mor.

Timingen har været mærkelig, siger hun.

For ikke så længe siden var Caroline Henderson på den svenske ambassade og modtage en svensk-dansk kulturpris, og hun er aktuel med albummet ”Den danske sang”, hvor hun for første gang har lavet en soloplade på dansk med sange, der er en slags rejse gennem hendes egen oplevelse af at blive adopteret af et nyt land, at lære et nyt sprog og forstå sig selv på ny gennem det fremmede. Fra egne tekster og kompositioner til Carl Nielsen, Benny Andersens Svante-vise om ”Længsel efter Sverige”, Tove Ditlevsens digt ”De evige tre” og Trilles ”Hej søster”.

Pladen føles som en milepæl. En milepæl, der er kommet lidt bag på hende selv.

- Andre vil måske sige: ”Hun laver en plade på dansk, og hvad så? Hun sang i Ray Dee Ohh.” Men for mig er det en slags cementering af, at jeg er her, og at jeg holder meget af det.

Samtidig er hendes mor døende og på hospice i Stockholm. Begivenheder og temaer mødes, som handler om det danske og det svenske, om at bygge broer med musikken og om at favne samtidig med, at bånd kappes og forsvinder.

- Det har været, og det er en heftig tid. Jeg begyndte at lave pladen for et år siden. Siden lavede jeg en teaterforestilling, og lige præcis da jeg skulle samle trådene igen og finde ud af, hvor jeg skulle hen, fik min mor sin kræftdiagnose. Det har faktisk kastet mig ud i noget, der kan minde om en eksistentiel krise, fordi jeg føler, at en del af mig forsvinder i kraft af, at hun forsvinder. Når ens forældre er væk, er det endegyldigt afslutningen på det liv, man havde sammen. Det er meget eksistentielt og hårdt, og jeg glæder mig til at mærke, hvem jeg er, når vi kommer ud på den anden side, men jeg er også lidt bange for det, for jeg føler mig enormt skrøbelig for tiden.

Annonce

Caroline Henderson

Er født i Stockholm i 1962 og voksede op i Philadelphia, New York og Paris. Hun flyttede til Danmark i 1983 som 21-årig.

Som teenager sang hun i forskellige jazzbands, og i 1989 slog hun igennem i Danmark, da hun sammen med Maria Bramsen dannede bandet Ray Dee Ohh.

I 1995 fik hun sit store gennembrud som solist med albummet ”Cinemataztic” og hittet ”Made in Europe”. Hun har siden udgivet en lang række plader og vundet flere Danish Music Awards.

Hendes seneste album, ”Den danske sang”, som er hendes 12. soloalbum, er udkommet på Stunt Records.

Caroline Henderson arbejder også som skuespiller og har optrådt på film, tv og i flere musikalske teaterforestillinger, senest ”Divaer i Glas”.

Hun giver koncerter i forbindelse med det nye album i august og september, og fra 21. november giver hun julekoncerter rundt om i landets kirker.

Hun bor i København og er gift med Martin, som hun har en søn med. Hun har desuden to sønner fra et tidligere forhold.

En del af en blodig historie

Hun har været her så længe, at man næsten kan glemme, at det faktisk er Sverige, der er Caroline Hendersons fødeland, og at Danmark bare skulle have været et pitstop, mens hun ventede på, at hendes far sendte en flybillet til Los Angeles. Den kom bare aldrig.

- I dag lyder det fuldstændigt åndssvagt, for så kan man da bare selv købe en billet, men i 80’erne var det altså tæskedyrt at flyve over Atlanten. Det var ikke noget, man bare gjorde.

Planen havde været at komme til USA for at studere musik. Eller rettere: Komme tilbage til USA.

Caroline Henderson er resultatet af et møde mellem svenske Gunilla og den afroamerikanske jazzmusiker Rudy Henderson på en jazzklub i Stockholm, og selvom forældrene ikke blev sammen, rykkede Caroline Henderson som lille med sin mor til New York og siden videre til Philadelphia i et land præget af borgerrettighedsbevægelsen og oplevelserne med de raceadskillelseslove, som kun havde været ophævet i kort tid.

- Det var der, jeg fik plantet, at det, folk ser, er en sort pige, en sort kvinde. Jeg er en del af 500 års meget blodig historie, om jeg vil det eller ej, og folk kommer til at definere mig på en bestemt måde, om jeg vil det eller ej. Det blev jeg nærmest smidt ned i.

Hverken det hvide eller det sorte samfund stod parat til at omfavne den lille familie.

- Min mor og jeg boede i et rimeligt trashet område i Philadelphia - hun har altid været frisk på en udfordring, for at sige det mildt - hvor folk kom fra mange forskellige nationer, men det med en sort mand og en hvid kvinde - især så hvid en kvinde som min blåøjede, blonde mor - var ikke noget, man syntes var specielt fedt, hverken i den ene eller anden lejr. Man blandede ikke kortene på den måde. Det var svært, og det var også svært for mig, for hvad var jeg så? Jeg blev drillet af begge sider. På den måde får man en fornemmelse af, at der er noget galt med en.

Hende den eksotiske

Følelsen af at stamme fra noget, som var lidt forbudt, forsvandt, da Caroline og hendes mor endnu en gang rykkede videre. Turen gik fra Philadelphia til Paris, hvor hendes svenske bedsteforældre havde slået sig ned, og omgivelserne blev skiftet ud med den gamle europæiske kultur, et pænt kvarter og en ditto pigeskole med klassekammerater fra Island, Uganda og mange andre lande, fordi der lå ambassader i området.

- Det var en anden måde at se sig selv på. Når jeg blev spurgt, hvor jeg kom fra, syntes folk bare, at det var spændende, og ville høre mere.

Heller ikke Paris blev et permanent stop. Efter nogle år gik turen tilbage til Sverige, og her var Caroline Henderson pludselig meget anderledes.

- Jeg var den eneste brune i min klasse og den eneste, hvis forældre var ”mixed”. Jeg kommer fra en storbondeslægt i Sverige. Jeg er vokset op med at ride, min familie gik på jagt, det var virkelig de store skove og de dybe dale. Det kan ikke blive mere bondsk og svensk, men alligevel blev jeg betragtet som en, der var supereksotisk, og det, syntes jeg, var enormt anstrengende.

Følelsen af at være udenfor tog hun med gennem sine teenageår, og det var den, der fik hende til at ønske sig flybilletten tilbage til USA og sin far.

- Jeg havde været frem og tilbage for at besøge ham og på kortere ophold på et par måneder, men jeg havde lyst til at forlade Skandinavien, være sammen med folk fra forskellige lande og bo et sted, hvor folk ikke roste mig for at tale flot svensk, som er mit modersmål. Der var andre problemer i USA, som der altid har været for sorte mennesker, men alligevel kan man glide ind i kulturen på en anden måde. Man bliver i hvert fald ikke set som noget meget fremmed og eksotisk, og det var vigtigt for mig i den periode.

Tre hurtige til Caroline Henderson

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Når folk viser dig, hvem de er, så tro på det første gang.Hvad er det seneste, du har brugt mange penge på?- En smuk lænestol fra Svenskt Tenn, som jeg længe har ønsket mig. Også god at sidde i, mens jeg venter på bedre tider ...Hvad er din indre alder?- Indeni er jeg alle aldre, jeg nogensinde har været. Jeg er stadig i god kontakt med Caroline på fire år eller 12 eller 35 eller 50. Det er klart en utippet bonus ved livet at kunne rumme dem alle.

Det udsatte eventyr

Det var netop ønsket om at give sine børn en anden barndom end sin egen, der var en af grundene til, at Caroline Henderson endte med at tømme de kufferter, der egentlig var pakket, da hun for godt 30 år siden blev enlig mor til to små drenge og sad i Danmark uden et netværk og med en usikker jobsituation. Alligevel besluttede hun sig for at blive.

- Det har været en meget stor drivkraft, at jeg ikke ville give mine børn den samme slags barndom, som jeg selv har haft. Og så tror jeg ikke, at der er nogen indvandrer, hvad enten man kommer fra Sverige, Norge, Syrien eller et helt fjerde sted, der har lyst til at komme hjem som en ”fiasko” med to børn på slæb og uden arbejde. Det vil man bare ikke, siger hun og griner, inden hun fortsætter:

- For første gang havde jeg også en tanke om, hvad der egentlig ville ske, hvis jeg blev. Hvad var det værste, der kunne ske? Hvad ville der ske, hvis jeg startede forfra her? Det var jo faktisk et godt sted. Jeg elskede Danmark, jeg elsker stadig Danmark. Det passede mig.

På det tidspunkt var hun midt i 20'erne, men havde allerede set verden, talte fire sprog og havde prøvet virkelig meget - også ting, som ikke var så sjove. Så måske var det okay at udsætte eventyret lidt?

- I mange år tænkte jeg, at det var noget, jeg gjorde for børnenes skyld, men i bakspejlet kan jeg se, at de reddede mig fra at gentage nogle ting, og at det var sundt for mig at blive ét sted. Det var deres kærlighed og moderskabet, der gjorde, at jeg faktisk kunne skabe noget for mig selv og blive ”grounded”.

Hun trækker lidt på det, da hun svarer på, hvad det er, hendes egne børn har fået, som hun ikke selv har haft med i bagagen. For måske er deres udlægning en anden. Men én ting kan hun i hvert fald sige: De føler sig knyttet til et land.

- De sætter ikke spørgsmålstegn ved, om de er velkomne, har en identitet et sted eller et tilhørsforhold. At have gener fra et andet sted bliver et spændende islæt i deres liv, ikke et problem. Vi rejste rigtig meget, da mine to ældste drenge var små, og de var altid glade, når vi kom tilbage til København. Det er en gave at få lov til at sige: ”Nu er vi hjemme.” Men jeg tror da også, at de nogle gange har tænkt: ”Hvorfor tog vi ikke bare til USA? Det kunne have været meget federe, og så kunne vi være vokset op i New York eller Los Angeles!” Hahaha.

Gennem sin omflakkende barndom har Caroline Henderson hele tiden skullet forholde sig til at blive set på og fortolket med nye øjne.

Ro i forholdet

Der findes et billede af Caroline Henderson og hendes mor i en park, muligvis Central Park i New York, fortæller hun. Hendes mor sidder smuk og iført rød frakke og kigger til siden, hvor hun måske har fået øje på noget spændende, mens hendes datter holder sin lille arm omkring hende og kigger lige ind i kameraet.

- Det blik, jeg har, siger alt om, hvilken person jeg har været i forhold til min mor. I min familie har jeg været den, der fikser, ordner og sørger for mor og sågar også lillebror.

Karismatisk, men vild og en kvinde, som har fyldt meget, beskriver hun sin mor.

- Hun har også haft trang til det store drama og ikke lagt fingrene imellem i iscenesættelsen af sig selv, og det har været rigtigt svært at vokse op med samtidig med, at jeg har fået utroligt meget kærlighed, hun har været virkelig sjov, og hun har givet mig og min bror så meget: Hun har læst historier, slæbt os med på museum og taget os med ind at se Bergman-teater, lige fra vi kunne kigge op over kanten på stolesæderne. Selvom jeg er 58 år, er jeg hendes barn, og når jeg mærker smerten ved, at hun forsvinder, er det blandet med en magtesløshed, frustration og måske også lidt vrede.

Fotografiet af de to i parken havde hendes mor i mange år svært ved at se på, fordi hun også sagtens kunne se rollefordelingen mellem de to. Men da nogle af børnebørnene fik det indrammet, ville hun alligevel gerne have det stående hos sig på hospice. Tingene er da også for længst blevet talt igennem af mor og datter.

- Vi nåede det. Det sidste store opgør havde vi for fem-seks år siden. Der er selvfølgelig nogle rum hos min mor, som jeg slet ikke forstår, og som er helt lukkede for mig, men som jeg heller ikke skal ind i. Det har været hendes liv, hendes rejse. Det er præmissen ved at leve, og når vi sidder sammen nu, kan jeg mærke, at der er en ro omkring vores forhold, som føles meget dejlig.

Hun kan også mærke, at hun nok ikke er færdig med sit eget arbejde.

- Jeg har altid tænkt, at det var patetisk, når voksne bliver ved med at sidde og snaske rundt i deres barndom, men livet er en proces, og der er nogle ting, som jeg måske først kan eller tør slippe, når hun ikke er her mere. Men det har ikke noget med vores fælles rejse at gøre, det har noget med min videre færd at gøre.

- Jeg kan blive virkelig ked af det, når jeg tænker på, at der ikke længere vil være nogen, der siger Calle på samme måde som min mor, siger Caroline Henderson om sit kælenavn, der udtales på svensk og ikke som det danske navn Kalle. Foto: Karina Tengberg

Videre på fem minutter

Det er som sagt bånd, der kappes, men samtidig er der også rødder, som har bevæget sig dybere ned i jorden.

Da Caroline Henderson og familien for et par år siden flyttede fra deres hus og ind til byen, ryddede hun op og faldt over nogle gamle udklip med interviews. ”Jeg lever efter, at jeg kan pakke mit liv sammen på fem minutter,” var et af de udsagn, der gik igen.

- Sådan var det gennem mine 20’ere og i virkeligheden det meste af mine 30’ere. Jeg ejede ikke rigtigt noget, og jeg boede til leje, for jeg skulle kunne pakke mig selv og børnene hurtigt sammen. Ikke fordi jeg var på flugt, men fordi jeg i min egen bevidsthed ikke vidste, om jeg skulle være her eller flytte til Paris eller noget tredje - indtil det gik op for mig, at det var løgn. Jeg var jo her. Det var her, jeg havde lyst til at være.

Det var først, da hun mødte sin nuværende mand, som hun har været sammen med i over 20 år, at hun tænkte, at det faktisk var okay at slå sig til ro.

- Man behøver ikke at kunne pakke alt på fem minutter. Verden braser ikke sammen. Der er ikke nogen, der forlader dig. Det er o.k. Og hvis der alligevel er nogen, der forlader dig, så forlader du ikke dig selv. På den konto kom der både et hus og en hund og et barn mere, siger hun og griner, inden hun tilføjer:

- Og verden holder stadigvæk.

Barndommens mange skift har været hårde, men måske også styrket Caroline Hendersons evner til at skabe kontakt til et koncertpublikum, siger hun. Foto: Karina Tengberg

Dybere rødder

Når man kommer til et nyt land, siger hun, kan man ikke sproget, og man ved ingenting. Det betyder også, at man kan starte forfra, nulstille sig selv og skabe den person, man har lyst til at være.

- Alting er spændende, og alle muligheder står åbne. Men efter en tid bliver det faktisk ensomt, fordi man ikke har rødder at trække på, når det stormer og blæser og ikke går så godt. Der kommer en snigende følelse af, at man bare er et lillebitte træ, som kun har sat minirødder et sted og kan blæse omkuld i den første storm. Man begynder også at føle sig historieløs, fordi man ikke har gamle venner og aldrig møder en kusine eller ham, man var kæreste med i 9. klasse, tilfældigt på gaden, siger hun.

I dag føles det, som om hendes ensomme træ er blevet et stamtræ, selvom hun er første generation. Hendes nye plade er et bevis på, at identitet stadig er et spørgsmål, som optager hende, men på en anden måde.

- Før har det måske været forbundet med lidt sorg, smerte, længsel og ensomhed, men for den voksne kvinde, jeg er i dag, bliver det en nysgerrig søgen efter noget, jeg selv har valgt, noget jeg selv synes er fedt!

På sin egen vis har hun også formået at bruge noget af det, som den omflakkende barndom har givet hende med i bagagen.

- Jeg bilder mig jo ind, at jeg er meget omstillingsparat og åbent menneske, som også er god til at forstå og se andre mennesker. Da jeg var yngre, ville jeg meget gerne skifte det ud med noget, som ikke var så spændende, og jeg fantaserede om at have en omgangskreds, som jeg havde kendt hele mit liv. Men når jeg spiller live, bruger jeg det rigtigt meget, og det er måske min største styrke: At kunne møde andre mennesker til en koncert uden at tale med dem. Det tror jeg måske ikke, jeg havde været så god til, hvis jeg ikke havde haft det liv, jeg har haft.

Efterskrift: Caroline Hendersons mor sov stille ind i ugen efter påske, kort efter at dette interview var lavet.

Foto: Karina Tengberg
Caroline Henderson udgiver nu sit første dansksprogede album. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Morgenuheld: To biler kørt sammen i kryds

112

To mænd sigtet for forsætlig brandstiftelse

Annonce