Annonce
Lemvig

Blev borgmester efter et dramatisk møde: Husker du valget i 1982?

Den tidligere borgmester i Lemvig, Jens Kristian Skovmose fylder 80år. Foto: Morten Stricker
Valget af Jens Kristian Skovmose som borgmester er langt den mest dramatiske konstituering i Lemvig Byråds historie

Lemvig: Valget af Jens Kristian Skovmose som borgmester i 1982 var resultatet af langt det mest dramatiske konstituerende møde i Lemvig Byråds historie.

Socialdemokraten Ove Urth var en af hovedpersonerne, og han beskriver forløbet i sit hæfte "Lemvig Byråd gennem 100 år", og hvor han beskriver det som "ren Watergate".

Baggrunden var, at borgmester Dalgaard Frandsen måtte sygemeldes, og i hans fravær skulle en ny borgmester væges. Viceborgmester var Anders Sønderskov, og forventningen var, at han ville blive valgt. Det troede han selv, da han gik ind i byrådssalen, men da han forlod den, var det med partifællen Jens Kristian Skovmose siddende i borgmesterstolen.

Baggrunden var den, at oppositionen ikke ønskede Anders Sønderskov som borgmester. Når det nu skulle være en Venstre-mand, foretrak man formanden for teknisk udvalg, Jens Kristian Skovmose, som også havde langt det største personlige stemmetal af Venstre-medlemmerne.

- Jeg havde et stykke tid forinden orienteret Skovmose om, at vi socialdemokrater ville støtte ham, hvis han stillede op. Men socialdemokratiet, de radikale havde sammen med Jens Kristian Skovmose og hans partifælle Harry Lisby kun 10 stemmer, og der skulle 11 til, skriver Ove Urth.

Den stemme hentede Ove Urth en time før byrådsmødet, da han ringede til Andreas Nielsen i Vandborg. Ove Urth sagde:

"Du skal ikke svare på, hvem du stemmer på, men hvis du ikke siger noget inden for de næste tre sekunder, regner vi med, du stemmer på Jens Kristian Skovmose..."

Tre sekunders tavshed gav den afgørende stemme, og til den borgerlige side af byrådets store overraskelse blev borgmesteren ikke den, man på forhånd havde planlagt.

Jens Kristian Skovmose fik siden partiets og byrådets opbakning, og han blev siddende, indtil han valgte at gå af med udgangen af 1997.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce