Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Ualmindeligt godt gehør for et udsat socialt miljøs spilleregler

Anne-Sophie Lunding-Sørensen. Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal
Anne-Sophie Lunding-Sørensen: ”Happy hour”.

Bøger: Der må være en rå naturkraft på færde, når Elvira Gregersen i “Happy”-seriens sidste bind, “Happy hour”, fortsat er i stand til at tage livtag med de utallige udfordringer, hun ramler ind i. Hun har ellers fået styr på sit bordel, som drives af kvinderne selv, og hendes samvittighed er derfor i orden.

Samtidigt kører økonomien, som den skal, ja, mere end det, pengene vælter ind. Alligevel mener hendes dybt kriminelle kontaktmand Uno, at hun bør være værtinde for et mere eksklusivt et af slagsen. Modvilligt indvilliger Elvira, men hvad der skulle være fortsættelsen af hendes forsøg på at finde sig til rette med sin overvægt og sin kærlighedslængsel, og at den stofafhængige bror Sixten kom på fode igen, kommer helt ud af kontrol.

Anne-Sophie Lundin-Sørensens gehør for, hvordan livet udspiller sig i det miljø, Elvira er et produkt af, men som hun gør, hvad hun kan for at bryde med, er imponerende. Nok så hårde slag kan ramme Elvira, og de står i kø i “Happy hour”, uanset hvad slår hun igen: “De kan fucking tro om igen, det er ikke ovre, før den fede dame synger ...”.

Og stor tak for den sang, der med mol som klangbund ender i den mere muntre dur.

Anne-Sophie Lunding-Sørensen: ”Happy hour”

252 sider. Gyldendal, er udkommet, 5 af 6 stjerner

Annonce
Anne-Sophie Lunding-Sørensen: ”Happy hour”. Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
HB

HB hentede tredje udesejr i træk

Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Erhverv

Frygt for skadedyr lukker Netto

Annonce