Annonce
Livsstil

Bjergtaget af Grønland: - Det er så smukt det er til at tude over

Grønland er fyldt med kontraster: Kajakker, krydstogtsskibe og isbjerge mellem hinanden. Foto: Lene Stærbo
Som turist i Grønland kan man let føle sig rig. Ikke fordi man har mulighed for at købe landet, men fordi man får chancen for at bruge sine øjne, trække sit vejr og suge unikke indtryk ind. Det er bjergtagende og berigende.

Det bedste billede på min nethinde er den dag, hvor jeg sidder i læ bag en sten, på mit siddeunderlag. Jeg spiser en æggemad helt stille, mens jeg sidder og glor fuldstændig uhæmmet.

Foran mig er et kolossalt isbjerg. Vandet ligger helt stille og kun henne i en bugt i isbjerget rører det på sig. Det er hvaler, der svømmer rundt i en lille flok. Først hører jeg lyden, så ser jeg vandstrålen, der står op som et springvand, når hvalen puster ud. Lidt efter kommer den sorte rygfinne til syne.

De plasker rundt og mon ikke de også er ved at spise frokost, tænker jeg.

Det er slanke vågehvaler, som viser deres buede ryg med den karakteristiske rygfinne. Pludselig ser jeg noget nyt. Et slag med halen. En stor sort sommerfugleagtig hale med hvid tegning slår op. Først er jeg lidt usikker. Var det mon det, jeg så?

Lidt efter sker det igen. Denne gang er det to pukkelhvaler, som synkront slår med deres hvalhaler. Det er vildt. Som i eventyrligt.

Stedet er Ilulissat i Grønland. Det er her politikere og klimafolk tager til i stor stil for at følge klimaforandringerne, som kan ses på indlandsisen. Men Ilulissat er også stedet, som tiltrækker turister i stor stil. Byen er Grønlands tredjestørste, med henved 4.000 indbyggere.

Der er meget at vælge imellem, når man rejser til Grønland for første gang. Jeg valgte tre nedslagspunkter og en sejltur til at forbinde de to.

Annonce

Det er så smukt, at det er til at tude over.

Kangerlussuaq: Grågrumset indlandsis i varm natur

Kangerlussuaq er et underligt sted at komme til. Det er en landingsbane, som er blevet skabt af amerikanerne og nu er den største lufthavn på Grønland.

Det ligner ikke Grønland, er min første tanke, da jeg går ud af lufthavnsbygningen. Men det viser sig, at her er meget fin natur, dejlig temperatur og et væld af dyr. Og så er indlandsisen tæt på.

- Blev du også skuffet, da du så indlandsisen, spørger en dansker mig. Hun har sammen med sin mand købt den mest vidunderlige sommerhusudsigt helt ude ved søen bag lufthavnen. Og det må jeg indrømme: Det var en lidt en skuffelse at møde indlandsisen for første gang.

Jeg havde forestillet mig at indlandsisen var smuk, hvid, majestætisk. I stedet var den en grågrumset ismasse, som man ankommer til ved at forcere en grusgrav.

- Det er meget flottere, når man kommer i maj, og der ligger nyfalden sne. Så er det hvidt, som det skal være, fortæller hun.

Vaskebrætvej

Indlandsisen ligger på et morænelag og gnider sig op ad det. Så farven er helt naturlig afsmitning fra jorden nedenunder.

Det er imponerende og glat at bevæge sig på isen. En gruppe isklatrere er ved at gøre sig klar til en længere vandring og til at overnatte herude. Jeg er her bare en lille time og passer på, hvor jeg sætter mine fødder. Det er ikke noget godt sted at snuble.

Turen til indlandsisen foregår i et specialbygget køretøj, som kan holde til at køre på en af de dårligste veje i den vestlige verden. Det er som at køre på et stort vaskebræt.

Udsigten, mens man kører, er fabelagtig. Der er grønt. Vi ser sneharer og lidt efter kommer et par rensdyr og stiller sig op lige foran et brusende vandfald.

- Hvis man tog et billede og viste det derhjemme, ville man kalde det kitsch, siger en af de andre turister på turen. Men lige her, når man oplever det, er det så smukt, at jeg tænker inde i mig selv, at denne dag har jeg fået den største naturoplevelse i mit liv.

Fakta

Denne rejsereportage er skrevet på baggrund af en 10-dages tur til Grønland, som min mand og jeg selv organiserede i samarbejde med Profil rejser, der laver mange grupperejser til Grønland.

Begrundelsen for ikke at gøre det hele selv var, at det formentlig ville være mere sikkert at have en professionel rejsearrangør i baghånden, hvis noget skulle gå galt.

Der er mange usikkerhedsmomenter, når man rejser så langt nordpå. For eksempel var al flytrafik aflyst dagen før vi skulle flyve til Sisimiut.

Intet gik galt på vores tur. Vi havde det rigtige tøj med, vi blev ikke mødt af myg. Solen skinnede og vinden mærkede vi næsten ikke. Det var tåget og regnvejr en enkelt dag.

At rejse til Grønland er ikke billigt. Min rejse kostede 15.800 kroner med fly fra Danmark til Kangerlussuaq, fly Kangerlussuaq til Sisimiut, sejltur fra Sisimiut til Ilulissat med køje.

Alle steder overnattede vi på vandrehjem, som dog i Ilulissat havde en kvalitet, der nærmere var hotelstandard.

En fire timers tur til Indlandsisen kostede 625 kroner.

Sejlturen på ti timer til isbræen i Ilulissat kostede 2.300 kroner.

Levende ryatæppe

På afrejsedagen er flyet forsinket. Jeg bruger tiden til at vandre ud ad samme vej, som vi kørte til indlandsisen. En god halv time efter møder jeg et skilt med en moskusokse. På den anden side af vejen, ned ved nogle tætte buske ser jeg en stor sten. Men hov. Bevægede den sig ikke?

Jeg stopper, kigger og venter. Jo den gjorde. Og nu kommer der også noget hvidt.

Det er simpelthen en moskusokse. Den står der og ligner et forvokset ryatæppe med underlige horn. Den er så langt væk at mit kamera kun ser den som en sort prik. Men jeg er helt sikker. Det er en lyslevende moskusokse, som der faktisk lever mange af i området.

Kangerlussuaq er et af de varmeste og mest grønne steder på Grønland, og samtidig er indlandsisen meget tæt på. Her kan den anes i baggrunden. Foto: Lene Stærbo

Sisimiut: Hundehyl i bakkeby

Sisimiut er Grønlands næststørste by. Havnen er isfri året rundt og her er både kultur, natur og masser af slædehunde

Et af de gode steder at mødes med grønlændere, er i Sisimiut. Her er et kulturhus, som ligger ved en lille sø i bagkanten af byen. Kulturhuset har en biograf, mange arrangementer og en cafe, som også benyttes af mange lokale.

Sømandshjemmet i byen er et samlingssted for mange danske arbejdere og samtidig et hus, som også grønlændere arbejder i og besøger. Stemningen er venlig og hjemlig og der er mulighed for en god snak ved de lange borde. Maden er robust og portionerne er rigelige.

Vandrehjemmet er forholdsvis nyt og her i køkkenet er der god mulighed for at dele oplevelser med andre rejsende. Jeg mødte et dansk kor på gennemrejse, en flok tyskere, som netop havde gået Arctic Cirkle Trail, en vandrerute der strækker sig fra Kangerlussuaq til Sisimiut, 170 kilometer, og en grønlandske familie, der beredvilligt fortalte om deres syn på forskelle og ligheder mellem Grønland og Danmark.

Tilmed gav de os en portion af deres lækre aftensmad, bestående af stegt rensdyr med sovs lavet på sortebær, som smagte forrygende

Sortebær findes i store mængder i fjeldet, og mange grønlændere tager på udflugt til fjeldet, for at hente dem hjem.

Fra Kangerlussuaq er der stort set lige langt til London og NordpolenFoto: Lene Stærbo

Sejltur fra Sisimiut til Ilullissat: Helt tæt på isbjergene

Når man sejler langs Grønlands kyst, er det som om isbjergene kommer sejlende en i møde

Jeg så mit første isbjerg klokken 5.15 om morgenen. Det var i færgen fra Sisimiut og først var jeg i tvivl om det var et stort containerskib, der lå derude og lyste. Nej, det var et kolossalt stort, firkantet isbjerg, blev jeg enig med mig selv om i min noget søvndrukne tilstand.

På den anden side af skibet så jeg lidt efter to gigantiske spidser af isklumper, der strittede op ved en ø. Og siden kom isbjergene til mig i hobetal ombord på båden Attak, som jeg sejlede med fra Sisimiut til Ilulissat.

Indsejlingen til Ilulissat er proppet med isbjerge, og man står på dækket og tænker, hvordan skal vi mon komme forbi?

Alle fotograferer på livet løs, og kameralinserne stritter i mange retninger, for der er meget, man kan fokusere på.

Mange benytter båden MS Sarfac Ittuk, der sejler fra Qaqortoq til Ilullissat til en længere rejse langs Grønlands kyst. Hvis man bare skal overnatte en enkelt nat, er køjerne udmærket. Hvis man er her i flere dage, er det rart at have en kahyt, som man kan trække sig tilbage til.

På marken udenfor Sisimiut vokser der kæruld og man skal træde varsomt, for pludselig står man i vand til anklerne. Foto: Lene Stærbo

Ilulissat: Det helt rigtige Grønland

Den gule vandrerute i Ilulissat står til at vare godt to timer. Men den er så bjergtagende og fabelagtig, at man må sætte sig og suge indtrykkene ind og bare nyde at få lov til at være til

Det er så smukt, at det er til at tude over.

Og faktisk er det netop det, der sker for håndværkeren fra Næstved, da han fortæller om sin tur over fjeldet dagen før.

Var det ikke bare flot, spørger jeg.

- Jo, siger han. Det var fuldstændig fortryllet, siger han og kigger ud ad vinduet, bliver stille, mens jeg kan se, hvordan hans øjne blive fugtige.

Vi er helt enige. Det er stort at få lov til at være lige her i lige disse augustdage, hvor solen skinner, vinden ikke rør på sig, luften er klar – og naturen står med isbjerge, der er skåret ud i alverdens formater og vand, hvor hvalerne boltrer sig, mens de fabrikerer meterhøje springvand, hver gang de ånder ud med et højt suk og et blås.

Der er noget magisk ved de store dyr, som man rent faktisk fysisk kan mærke, når man sejler forbi og møder dem. De giver bølger, der forplanter sig til ens egen krop.

Isbræen, som er den store attraktion i Ilulissat gør det samme. Hver eneste gang den kælver, og der kommer et nedfald fra den, mærker vi det i båden. Det sjove er, at det første sker ret lang tid efter nedfaldet er sket. Faktisk har man helt glemt både lyden og synet af isen der falder, når båden begynder at rokke efter nogle minutter.

Isbræen er enorm, men det er helt umuligt at fornemme hvor stor den i virkeligheden er, for sikkerhedsafstanden er en kilometer fra båden. Så langt skal vi holde os væk, for ikke at risikere at kæntre, hvis der falder en stor klods af.

At isbræen er blevet mindre og at indlandsisen smelter, er der ingen tvivl om. Men endnu er den der. Det er godt for vandstanden i resten af verden.

På en bakke udenfor byen lyder der hundeglam. De er sultne, de mange slædehunde, som står tøjret her på bakkekammen. Foto: Lene Stærbo
Sortebær findes i store mængder i fjeldet, og mange grønlændere tager på udflugt til fjeldet, for at hente dem hjem. Foto: Lene Stærbo
Der bliver fotograferet på livet løs, og kameralinserne stritter i mange retninger, for der er meget, man kan fokusere på, når man sejler ind til Ilulissat. Foto: Lene Stærbo
På sejlturen til isbræen viser isbjergene sig frem i alverdens formationer. Foto: Lene Stærbo
Ilulissat er omkranset af dejlige klipper, som er lette at vandre på. Det minder om Bornholm – bare noget større. Der er mange mulighed for selv at gå turen i naturen og der er tre fine vandreruter i Unesco-området, som er tydeligt markeret. Én er sågar anlagt på en lang trætrappe og er egnet til kørestole og barnevogne. Nogle vælger at medbringe en drone, så de kan se det oppefra. Foto: Lene Stærbo
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Moralske investeringer

Det er ganske fornuftigt, at politikerne i økonomiudvalget i Holstebro har valgt at sende et forslag om den fremtidige investeringspolitik til hjørnespark. Der er intet galt med at se på, om man forvalter skatteborgernes penge fornuftigt, og får det afkast, som man kan forvente. Men i oplægget til den nye investeringspolitik ønskede kommunen at forbyde investeringer i alkohol, voksenunderholdning (porno red.), alkohol, tobak, fossile brændstoffer og hasardspil. Det letteste i verden er at sadle en høj hvid hest, og ride ud i offentligheden og moralisere for skatteborgernes penge. Men det kan i den sammenhæng være værd at minde om, at Holstebros moderne historie delvist er skrevet med tobak fra Færchs fabrikker, og en af kommunens største arbejdspladser er stadig kasernen, der i disse tider får nyt materiel for millioner af kroner, der er med til at fastholde og udvikle regimentet. Vi er også alle medejere af Danske Spil via staten, og mon kommunen ville sige nej, hvis Carlsberg ville flytte sit hovedsæde til Holstebro? Det er fint, at kommunen har høje etiske og moralske standarder for sine investeringer, men der er ingen grund til at miste jordforbindelsen af den grund. Kommunen har allerede en investeringspolitik, der skal sikre, at investeringerne overholder FN’s anbefalinger om "Responsible Investment" - ansvarlige investeringer. Det handler om, at man ikke må investere i virksomheder, der lader hån om basale menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder med meget mere. Det må som udgangspunkt være fint. Kommunens opgave er at levere ydelser som skolegang, ældrepleje og meget andet. Det er ikke en kommunalpolitisk opgave at lege investeringspoliti. Når virksomheder driver deres aktiviteter lovligt, er det ikke kommunens ansvar at bedømme dem moralsk. Det risikerer at blive skruen uden ende, hvor politikerne giver sig selv så mange benspænd, at det bliver vanskeligt at forrente borgernes skattepenge på en bare nogenlunde tilfredsstillende måde.

Annonce