Navne

Biskop Stubkjær tager orlov fra sit embede

Torsdag den 20. Juni. Lone Weinreich interviewer biskop henrik Stubkjær om det at være mand. Altså ikke om hverken kirke eller tor, men om at være mand. Foto: Morten Pedersen
Viborg Stifts biskop Henrik Stubkjær har søgt om orlov fra sit embede. Til februar lægger han bispekåben til side for at dygtiggøre sig inden for ledelse.

Viborg: Da Henrik Stubkjær for fem år siden blev valgt til biskop, var han sideløbende med sit job som generalsekretær hos Folkekirkens Nødhjælp i gang med en master, en MPG, på Copenhagen Business School (CBS).

Han var sådan set færdig, men manglede kun at skrive sit speciale. Det nåede han ikke, før han blev valgt som Viborg Stifts nye biskop.

Men nu ønsker den 57-årige Henrik Stubkjær at færdiggøre studiet, og da flere formalia nu er faldet på plads, ligger det fast, at han i tre måneder i 2020 træder tilbage fra sit embede for at hellige sig bøgerne.

Biskoppen holder dermed orlov i februar, marts og april næste år. Domprovst Thomas Frank konstitueres i perioden som biskop.

To dispensationer

Det har krævet to dispensationer, før Henrik Stubkjær kunne få bevilget orlov.

Den ene fra CBS, som skulle acceptere, at han kan skrive sin master, selvom fristen for dette egentlig er udløbet.

Den anden er fra Kirkeministeriet, der som udgangspunkt helst vil, at kun én biskop er på orlov ad gangen.

- Så det skulle lige falde på plads med mine kolleger, forklarer Henrik Stubkjær.

Stubkjærs jobskifte for fem år siden betyder også, at han ændrer emnet på sit speciale, så det nu handler om kirkelig ledelse.

- Der er meget snak om ledelse i kirken. For to år siden kom der en rapport om stifterne, hvor to store konsulentfirmaer undersøgte tilfredshedsgraden og administrationernes drift. Den rapport endte ud i 16 anbefalinger, og dem har vi biskopper diskuteret med kirkeministeriet.

- Jeg oplever anbefalingerne som nogle, der er utroligt præget af New public management med centralisering og effektivisering og ved at sætte kontrolapparater op. Min oplevelse er, at kirken står så stærkt, fordi vi netop har undgået de regimer.

- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med ledelse i kirken, for kirken er en forunderlig størrelse, hvor vi hverken er stat eller en almindelig organisation. Vi er noget unikt, og kirken er præget af at vokse nedefra, siger Henrik Stubkjær.

Klart formål

Viborg Stift er det stift i landet, som sender flest præster på studieorlov: Otte om året.

Nu er det så at sige blevet chefens tur, forklarer Henrik Stubkjær.

- Jeg er godt klar over, at det kan virke lidt hurtigt, erkender han.

En biskop har kun én mulighed for orlov. Henrik Stubkjær bruger altså sin efter fem år.

- Jeg har lyst til det her, og hvis specialet skal gøre gavn, og hvis det skal gøre mig til en bedre biskop - hvilket er mit klare mål - så giver det bedst mening at bruge den nu. Hvorfor så vente i fem eller ti år?

Biskoppen og hans sekretær har i samarbejde forsøgt at skubbe så mange væsentlige opgaver og arrangementer til perioden før eller efter hans studieorlov.

- Selvfølgelig ved jeg ikke endnu, hvordan det bliver at stå ude i tre måneder. Jeg har det ikke godt med det, men skal det her blive til noget, må jeg sørge for at have tiden til det. Jeg skal nok få travlt, og jeg tror, at det bliver både interessant og vigtigt, for vi er i en tid, hvor kirken ikke bare kan være reaktiv. Vi må også proaktivt tale om ledelse, mener Henrik Stubkjær.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce