Annonce
Mærkedage

Bibelen og Kierkegaard har fyldt hans liv

Professor emeritus og forfatter Niels Jørgen Cappelørn er tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet. Tirsdag den 11. februar fylder han 75 år. (Arkivfoto) Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Niels Jørgen Cappelørn har næsten altid beskæftiget sig med filosoffen Søren Kierkegaard. Nu fylder han 75, men ordet "otium" minder ham om kogt kål.

75 Få nulevende danskere er mere fortrolige med den verdenskendte filosof og teolog Søren Kierkegaard end Niels Jørgen Cappelørn.

I 2013 udkom sidste bog i mammutserien med Kierkegaards samlede skrifter. Tovholder bag udgivelsen af de i alt 55 bind med tekster og kommentarer var professor emeritus og æresdoktor Niels Jørgen Cappelørn, som tirsdag den 11. februar fylder 75 år.

De 25.000 sider med filosoffens værker og kommentarer var 19 år undervejs og kostede statskassen 165 millioner kroner. Bogværket er et af de største herhjemme nogensinde.

Bag den litterære bedrift stod Søren Kierkegaard Forskningscenteret, som Cappelørn var direktør for fra 1994 til 2013.

Centret blev i 2010 lagt ind under Københavns Universitets teologiske fakultet, og Cappelørn fik titel af professor.

Inden mammutudgaven af Kierkegaard havde den flittige Cappelørn i 1992 været med til at søsætte en ny autoriseret dansk oversættelse af Biblen. Denne første samlede oversættelse i 250 år var et forsøg på at gøre bibeltekster mere forståelige for moderne danskere.

Niels Jørgen Cappelørn var dengang generalsekretær for Det Danske Bibelselskab. Posten havde han fra 1980 til 1993 efter nogle års ansættelse på Københavns Universitet, hvor han underviste efter sin eksamen som cand.theol. i 1977.

Cappelørn har arrangeret en række udstillinger og konferencer om Søren Kierkegaard.

Han var i et par år bestyrelsesformand for Kristeligt Dagblad og i en årrække medlem af Det Etiske Råd. Fra 1978 har han været ulønnet hjælpepræst ved Helligåndskirken i København.

Hans arbejde er hædret med adskillige priser, og han er æresdoktor ved flere udenlandske universiteter.

I 2019 udgav Niels Jørgen Cappelørn bogen "At leve i nuet og gå glip af det evige".

Der er tale om en samling "petitgrammer", som han kalder dem. Små aforisme-lignende tekster til eftertanke om små og store ting i tilværelsen, blandt andet søvnløshed, tro og kærlighed. Og kroniske smerter, som han har haft gennem hele sit voksenliv efter en blindtarmsoperation som 18-årig.

Her lægger han på kierkegaardsk maner afstand til mageligheden: "Kulturkristendom er i sin grund mangel på afgørelse, altså ligegyldighed", mener han.

Pensionisttilværelse er heller ikke lige Cappelørn. Til Kristeligt Dagblad sagde han i 2019: - Jeg bryder mig ikke om ordet otium. Det lugter af kogt kål og manglende udluftning.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Øjenåbner: Håndtryk var så vigtigt

Landet over er kommunerne ved at gennemføre de Grundlovsceremonier, man nu skal, for at udlændinge kan blive danske statsborgere. En del af ceremonien er det meget omtalte håndtryk, som har fyldt rigtigt meget. Ikke mindst det jo synliggør, at nogle gerne vil være danskere, men de alligevel ikke er så meget danske, at de vil give håndtryk til en person af det modsatte køn. Undertegnede har derfor hidtil opfattet denne ceremoni som noget symbol-politik, som vi egentlig godt kunne være foruden, da det kun er med til at tydeliggøre de kulturelle og religiøse forskelle, der også er i vort eget samfund. Det var så derfor noget af en øjenåbner at være med til den første Grundlovceremoni på rådhuset i Lemvig, hvor en ukrainsk statsborger ville være dansker efter 16 år i et land, som han vil bo i resten af sine dage og gerne vil være en rigtig del af. Der blev givet håndtryk. Et fast et af slagsen. Og under den efterfølgende hyggesnak med et glas mellem de officielle deltagere og ukraineren og hans fraskilte hustru, så lagde de to ukrainere megen vægt på, at det var en stor oplevelse for dem at være med til denne ceremoni, og ikke mindst håndtrykket var vigtigt for dem. - Det gør, at vi føler, vi bliver personligt modtaget i Danmark, og vi ikke blot får et stykke upersonligt papir. Det her gør, at vi føler os rigtigt velkomne. Det var så noget helt andet end det skriveri, der hidtil har været om det håndtryk. Det blev altså opfattet som noget rigtigt godt og var et vigtigt symbol. Ikke på forskelle, men på ligeværdighed og en velkomst. Og hvorfor blev den fraskilte hustru så ikke også dansker, selv om hun talte stort set perfekt dansk? Hun havde holdninger til blandt andet de goder, det danske demokrati giver. Hun kunne udtrykke, at demokrati er så naturligt for danskerne, at mange slet ikke opfatter, at det er noget, man skal kæmpe for andre steder i verden - også i hendes hjemland. Ændring af regler har gjort, at da hun var under uddannelse for at være en del af det danske samfund, kunne hun ikke leve op til kravene om fuldtidsarbejde i en ubrudt årrække. Så nu må hun vente i mindst tre år yderligere, før hun kan blive dansker. Regler er somme tider for firkantede.

Holstebro

Unge bakker op om Bronxparty

Annonce