Mærkedage

Batman-instruktør har fået både røg og damp

Den excentriske instruktør Joel Schumacher har stået bag et væld af Hollywood-produktioner. Torsdag den 29. august fylder han 80 år. Jason Redmond/Reuters
Den amerikanske filminstruktør og excentriker Joel Schumacher er bedst kendt for at stå bag 90'ernes Batman-film. Torsdag den 29. august fylder han 80 år.

80 år: Med sin rapkæftede stil og erklærede homoseksualitet har Hollywood-instruktør Joel Schumacher gennem sin mangeårige karriere begejstret en del og chokeret mindst lige så mange.

På sin egen excentriske måde har Schumacher, der er fra New York, fortalt, hvordan han begyndte at drikke, da han var ni, begyndte at ryge, da han var ti, og havde sex for første gang som 11-årig.

Som teenager begyndte han at tage stoffer, men trods sit udsvævende liv kan den amerikanske instruktør torsdag den 29. august fejre sin 80-års fødselsdag.

Bedst kendt er nok hans "Batman Forever" og "Batman & Robin" fra 1990'erne.

Han er også instruktøren bag "Falling Down" med Michael Douglas og filmatiseringen af John Grishams roman "A Time To Kill" fra 1996, der høstede stor anerkendelse.

Det gjorde også hans udgave af "The Phantom of the Opera", der blev nomineret til tre Oscar-statuetter.

Ikke alle hans film er dog blevet lige godt modtaget af anmeldere og publikum.

Ofte har kritikken været harsk, men ifølge Schumacher selv preller både ros og ris af på ham.

Den amerikanske filminstruktør har nemlig gjort det til en regel ikke at læse om sig selv.

- Læs aldrig et ord af det, der skrives om dig eller om dine film. Hvis du tror på de gode ting, der står, så tror du også på de dårlige.

- Når de hader dig, så husker du hvert ondt ord til din dødsdag, og når de elsker dig, vil de alligevel aldrig elske dig højt nok, har han sagt.

Med årenes komme har Joel Schumacher droslet markant ned på karrieren, og hans seneste registrerede instruktørdåd er to afsnit af hitserien "House of Cards" fra 2013.

Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce