Annonce
Debat

Debat: Kvalitet i mad og arkitektur lindrer psykiske lidelser og skaber varig glæde

Psykiatri: Jeg lever med en psykisk lidelse, og jeg har lige været indlagt på det nye psykiatriske hospital i Vejle. Jeg fik en helt igennem god behandling, men det er ikke det, der er mit budskab, for det er jo en selvfølge. Jeg skriver for at give arkitekten og kokken 5 stjerner ud af 5 mulige.

Bygningen er ganske enkelt smuk. Der er meget lys og udsigt til skøn natur. Til hver afdeling er der en ugeneret gårdhave med masser af blomster, og når man går hen til restauranten, får man et kig ind i gymnastiksalen, og man kommer forbi en lille kunstudstilling med værker lavet af patienter – iblandt er der rigtig kunst.

I takt med at jeg fik det bedre, fik jeg mere og mere oplevelsen af at være på et wellness-ophold på et fint hotel, for det var som at spise i en restaurant med stor frokostbuffet med flere lune retter, masser af pålæg og lækre salater, hummus og meget andet, som på en gang frydede øjet og ganen, og samtidig gav de rigtige næringsstoffer, som er så vigtige for balancen i hjernen.

Man kan hævde, at gymnastiksalen og maleriudstillingen ikke har den store betydning, men det er en misforståelse. Færre end halvdelen benytter gymnastiksalen, og det er de færreste, der stopper og betragter billederne, men selv om man blot går forbi, sker der noget i hjernen. Man tager hjem med en positiv erindring om motion og kreativitet.

Når man er ramt af svær psykisk lidelse, er det at lave ordentlig mad som at bestige et bjerg, og det fristende og ofte nødvendigt at ty til fastfood. Jeg er ret sikker på, at alle indlagte sætter pris på den gode mad, for i de 4 uger jeg var indlagt, så jeg ikke ” pizzabudet” levere alternative menuer.

Det er let at falde tilbage til den gamle kost, når man kommer hjem, men med sig har man på nethinden billeder af lækre ting. Jeg ser f.eks fortsat en farverig bulgursalat med fintsnittede grønsager og masser af granatæblekerner, som stråler og smiler til mig. Det tager 10 minutter at lave salaten, så det er hurtigere end at få leveret en pizza, og den er langt sundere, ikke blot for vægten men også og især for balancen i hjernen.

Kuvertprisen i Vejle er helt sikkert højere end på de andre hospitaler, jeg har været indlagt på. Men i det samlede budget er det en meget, meget god investering, for jeg ved, at oplevelsen for både øjet og ganen i restauranten har fremmet min helbredelse, og med mig hjem bærer jeg inspiration til enkel og sund mad.

Annonce
Marianne Bitsch
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce