x
Annonce
Indland

Arkæologers søgen efter fortidslevn drukner i regn

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
De store mængder regn gør det svært for arkæologer at arbejde, da flere udgravninger bliver oversvømmet.

Mudderskred, oversvømmelser og pløret jord gør det for tiden mere end svært at mane fortiden op af den danske muld.

Annonce

De massive mængder af regn, der har været de seneste par uger, besværliggør arbejdet for arkæologer, da udgravningerne bliver oversvømmet.

Afdelingsleder for arkæologi på Moesgaard Museum, Lars Krants Larsen, har aldrig set noget lignende.

- Jorden er fuldstændig gennemvåd, så det gør tingene mere besværlige, siger Lars Krants Larsen.

Det gør det sværere for arkæologerne at arbejde, da jorden er smattet og blød som smør.

Arkæologerne ved Moesgaard Museum har længe været i gang med en udgravning ved Eskelunden lidt uden for Aarhus. Her må de pumpe vand op hver morgen, fordi felterne er oversvømmet.

- Vi har haft en hel del udgravninger, og det har været et problem alle steder. Det er ikke optimalt. Hvis der er nogle ting, som er lidt specielle, så er der større risiko for at misse dem, fordi forholdene ikke er optimale, siger han.

Det kan eksempelvis være perlekæder, forklarer han.

Det er ikke kun Moesgaard Museum, der har haft udfordringer med de massive mængder af regn.

Også Museum Østjylland har haft sine problemer.

På en mark øst for Randers er arkæologerne i gang med at hjælpe en bygherre, der skal lave solcelleanlæg.

Derfor inspicerer arkæologerne de grøfter, der bliver gravet, forklarer arkæolog og overinspektør på Museum Østjylland Benita Clemmensen.

- Det bliver pløret, så det er fysisk svært at komme rundt. Det kan være svært at se fortidsminderne, fordi der kommer vand ned i de her grøfter. Så vi er også nogle gange nødt til at pumpe vand, siger hun.

På Lolland har regnen også sat sine spor på de igangværende udgravninger til Femern-tunnelen. Her bliver der ligeledes brugt meget tid på at fjerne vand, skriver TV2 Øst.

Det er eksempelvis ved området Rødby og Rødbyhavn, at udgravningerne bliver berørt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce