Annonce
Kultur

Anmeldelse: Sting leverer varen, men han beder godt nok ikke om drikkepenge

Det lød godt, der var hit efter hit, og 67-årige Sting var i topform. Folk fik, hvad de kom efter, men så heller ikke mere end det. Foto: Morten Stricker
Hvor var det herligt at opleve en topprofessionelt navn som Sting fredag aften i lille Holstebro - og hvor kunne det have været herligt, hvis Sting også lagt noget af professionalismen af sig og oprigtigt vist, at det var rart at opleve Holstebro.

Holstebro: Der er noget naturstridigt over Sting.

67 år og stadigvæk med en stemme, der er lige så fit, som den adrætte krop han fredag hoppede rundt på scenen i til Open Air-koncerten i Holstebro.

Selvfølgelig rummer stemmen ikke den samme dybde, som den har gjort på andre tidspunkter i den mere end 40 år lange karriere, først med The Police og siden som solist. Men stemmen rummer heller ikke frygt for drøje hug, som andre af sommerens turnerende legender som Phil Collins, Bon Jovi og Mark Knopler har måttet lægge ører til.

Ikke at Sting lytter til anmeldere længere. Det er der i hvert fald ikke grund til. Han har de penge, han skal bruge. Gav ikke interviews i Holstebro - han har sagt det, der skulle siges. Og han har hits. Nok til en time og 45 minutter. Ørehænger efter ørehænger. Det er om end ikke naturstridigt, så helt usædvanligt.

Turnéen hedder "My Songs". Efter fredag aften forstod de knap 8000 tilskuere den eksakte betydning: Det er Stings sang, og ikke rigtig andres. Så snart der var det karakteristiske klap over hovedet fra sangeren, eller et bandmedlem tog sig en solo, så jublede folk og var med. De ville så gerne inkluderes, men det er "mine sange", og det efterlod Sting ikke skyggen af tvivl om. Jovist, intet kan udsættes på hans spilleglæde, han smilede, vinkede lidt til de forreste rækker, udbrød et "Hol-sta-brov" i begyndelsen af koncerten og fik en bølge af klapsalver som tak.

Og så fyrede han ellers sine hits af. Det gik fortrinligt, når det var sikre hits som Englishman in New York, knap så godt med de mindre kendte hits, hvor hovedpersonen syntes tilfreds med at lukke sig inde i sig selv med sine - formidable - evner som musiker og sanger.

Annonce

Hvem ringer man efter?

Men så skete der noget.

Koncerten var fem sange henne. Han nærmede sig i et roligt øjeblik mikrofonen - ikke for at sige "one-two-three".

- Tak. Tak, tak, tak. Det er det eneste dansk, jeg kan. Hvor er det dejligt at være i Holstebro. Holstebronx. Det er første gang, sagde han og præsenterede sit band.

Og folk jublede og lo. Pludselig føles det hele ikke som en velspillet plade, men et naturligt øjeblik fra en artist, der nød at være på besøg.

"Brand New Day" var det næste nummer. Symbolikken var slående: Nu skulle koncerten ændre sig og blive mere personlig - og alligevel gik det galt. "Fields of gold" efterfulgte, dernæst "Seven Days". Det blev søvndyssende, lidt kedeligt, og Sting gjorde ikke noget for at vække folket. Han burde ellers kende alle tricks efterhånden. Bare et enkelt "jeg kan ikke høre jer" eller "må vi høre jer nede bagi"? Nej.

Lavpunktet ramtes med "Fragile". Vist nok. For det var næsten ikke til at høre det stille nummer for telefonsamtalen hos sidemanden, Facetime-opkaldene lidt længere fremme, eller den knevren den opstod blandt mange publikummer.

Hvem ringer man så efter, når man er i nød? Politiet. Og The Police reddede showet. De er både lig med gigant-hits og sange med noget spark i. Og alligevel var der øjeblikke, selv i "Roxanne", hvor Sting nærmest messede "Roxanne, Roxanne, Roxanne" for sig selv, så man troede, han havde glemt publikum og stod og afprøvede en alternativ version af nummeret hjemme i studiet i England.

Og så var det slut. Sting bankede sig på brystet. Sendte kys. Bukkede. Og man havde på fornemmelsen, at han havde gjort præcis det samme alle andre steder på turnéen. Ikke engang en ceremoniel "I har været dejlige"-bemærkning kunne det blive til.

Det blev i stedet til en naturstridig Sting. For Han lød fornem i en alder af 67 år. Han leverede varen, men beder ikke om drikkepenge. For hvor kunne det være blevet mindeværdigt, hvis han også havde været naturlig. Bare en enkelt anekdote inden det næste hit. Den fik vi ikke. Vi fik en legende i topform - i Holstebro! - men "If you love somebody set them free", den del formåede Sting ikke at overbevise sit publikum om.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Mellem to onder

Skal man være mest glad for Politiets Efterretningstjeneste, der med en storstilet aktion onsdag anholdte 20 personer, som det mistænker for at have forsøgt at skaffe sprængstoffer og våben til brug for en ikke nærmere defineret terroraktion? Eller skal man være mere bekymret over, at der stadig findes radikale grupperinger, der bor mellem alle os andre - i det her tilfælde islamister - der er klar til at bruge terror som våben? Svaret er nok, at man både skal være glad for PET og bekymret over de radikale grupperinger. PET og Politiet får med rette megen ros for at have stoppet et muligt terrorangreb. Og som operativ chef i PET Flemming Drejer siger: "Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt". Det er naturligvis rigtigt. Men det er stadig vanskeligt ikke at vågne en anelse mere bekymret op i disse dage. Det er desværre ikke den første sag om støtte til eller forsøg på at begå islamistisk terror, som vi ser her i landet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at den har grene ud til adskillige politikredse, og at de radikaliserede miljøer derfor ikke "kun" er et storbyfænomen. Lige så afskyelig terroren er, lige så komplekst er det at bekæmpe den, fordi den begås af fanatikere, der ganske enkelt er uden for pædagogisk rækkevidde. Gerningsmændene ønsker ofte bare at se de vestlige frihedsværdier gå op i en sky af røg fra et bombebælte. Modsvaret bliver ofte fakkeloptog og fællessang, som ingen terrorister eller fanatikere frygter - eller måske endnu værre; flere muligheder for at politiet kan overvåge os alle sammen. Senest er debatten om at brugen af kameraer med ansigtsgenkendelse dukket op, som politiet ønsker blandt andet med baggrund i terrortruslen. Ønsket er sådan set forståeligt. Og hvem vil ikke gerne forhindre terror? Men hver gang vi skærper myndighedernes mulighed for at overvåge ikke bare potentielle terrorister men os alle sammen, får vi også alle indskrænket lidt af vores frihed i forsøget på at bevare den. Terror skal naturligvis bekæmpes. Men midlerne vil altid blive valg mellem to eller flere onder.

Annonce