Annonce
Portræt

Andreas Haubjerg er nomineret til Årets Pressefoto: Der skal være noget på spil

De unge drenge fra den ultranationalistiske militærgruppe Azov, afholder et manderitual, mens de er ude på træningslejr - fotograferet i Donbass, Ukraine, maj 2016. Foto: Andreas Haubjerg
Andreas Haubjerg, der blandt andet har gået på HTX i Holstebro, bruger sit kamera som undskyldning for at kommer ind og se mennesket bag facaden. Når der er noget på spil, er det interessant. Andreas er endnu ikke færdiguddannet som fotojournalist, men allerede indstillet til Årets Pressefoto.

Muldbjerg/Aarhus: Andreas Haubjerg har opdaget den magi, et kamera kan levere, når der står en dygtig fotograf og historiefortæller bag udløserknappen.

Opdagelsen kom som et lynnedslag for Andreas Haubjerg, der er født og opvokset i Muldbjerg som søn af Mogens Andersen og Birgitte Haubjerg Andersen.

- Som ung var jeg egentlig aldrig rigtig interesseret i hverken journalistik eller fotografering. Efter at jeg havde taget HTX i Holstebro, arbejdede jeg blandt andet i Opsund Ungdomsklub, fordi jeg altid har været meget interesseret i mennesker. Men jeg er opvokset med, at min morfar, tidligere vognmand i Hover, Henry Haubjerg, var en rigtig historiefortæller. Jeg var tit ud at køre med ham og hans kæmpe videokamera, når han filmede andre gamle vognmænd, der fortalte om deres oplevelser, siger Andreas Haubjerg.

- Min egen interessen for fotografering kom lidt pludselig. I det samme, jeg havde været over ved Peter "Bogshop", var jeg ikke i tvivl om, at det var der her, jeg ville, siger Andreas Haubjerg.

- Peter "Bogshop" var en original, der boede i Spjald. Han gik rundt på de forskellige markeder og var lidt af en landevejsridder-type. Man kunne købe alt muligt gammelt ragelse hos ham. Men folk forstod ham ikke rigtig. Der kan hurtigt løbe rygter om mennesker, man ikke kender. Derfor var jeg vildt nysgerrig for at se, hvem Peter "Bogshop" var, frem for bare at stå i et hjørne og tro, hvem han var, siger Andreas Haubjerg.

- Det var oplagt at prøve at banke på Peter "Bogshops" dør, og finde svaret. Jeg var vildt nervøs. Det er jeg ofte, for der er jo noget på spil. Det skal der være. Der var noget, der rørte mig. Det drev mig. Jeg brugte det lille kamera som undskyldning for at komme ind og besøge Peter. Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad kameraet kunne, siger Andreas Haubjerg.

Efter den oplevelse var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville være fotograf. Jeg blev fan af fotograferne Jan Grarup og Joachim Ladefoged. Sådan ville jeg også være - en der skaber stærke fortællinger om mennesker, der ikke er som os andre. De to var store inspirationskilder til selv at begynde at fotografere, siger Andreas Haubjerg.

Annonce

Som fotograf kan man godt blive fascineret af et vildt godt, kunstnerisk foto. Men for mig er det også vigtigt, at mine forældre umiddelbart kan forstå et billede. Projekter skal også kunne mærkes af folk, der ikke er fotografer eller journalister.

Andreas Haubjerg

Reaktioner og følelser

- Før jeg søgte ind på fotojournalistuddannelsen i Aarhus, tog jeg et forberedende kursus på Grundtvigs Højskole I Hillerød. Det var fire måneder med masser af fotografi og masser af møder med mennesker, som jeg ikke var vant til at møde. Det var en helt vild god oplevelse. Det har altid tiltalt mig at være en del af et fællesskab. Efter højskoleopholdet var jeg assistent for en kunstfotograf, og jeg har fået øjnene op for, at der er mange forskellige måder at fortælle historier på, siger Andreas Haubjerg.

Han vil ikke kun arbejde med én type fotografi - eller én stil.

- Stilen er underordnet, hvis den ikke bidrager med noget til historien. Jeg søger reaktioner og følelser, så noget vil være klassisk reportage eller klassisk portræt, andet vil være en søgen efter lidt poesi, og noget tredie mere kunstnerisk. Beskueren til et foto skal i øvrigt også være bevidst om, at fotografi er subjektivt. Som fotograf kan man godt blive fascineret af et vildt godt, kunstnerisk foto. Men for mig er det også vigtigt, at mine forældre umiddelbart kan forstå et billede. Projekter skal også kunne mærkes af folk, der ikke er fotografer eller journalister, siger Andreas Haubjerg.

I praktik på Politiken

Under sin uddannelse har Andreas Haubjerg været 18 måneder i praktik på dagbladet Politiken. Her har han blandt andet fotograferet forfatteren Morten Sabroe, grevinde Alexandra og surferen Casper Steinfath. Han har også dækket Roskilde Festival og været på besøg i missionshuset Arken i Hvide Sande, hvor historien handlede om de børn og unge, der har et fællesskab der.

Under praktikken på Politiken dannede Andreas Haubjerg enkelte gange par med Mikkel Thuesen fra Hvide Sande, der studerer til journalist.

Det er de to, der sammen med fotojournaliststuderende Laura Bisgaard Krogh fra Aarhus, der var i praktik på Jyllands Posten, har sendt to projektopgaver skabt på 7. semester ind til konkurrencen Årets Pressefoto.

De to historier har ikke været publiceret endnu, og Andreas ved hverken hvilken kategori, har er nomineret i, eller hvilket eller hvilke billeder, der er med i konkurrencen. Det afsløres først 6. marts, hvor årets vindere i de forskellige kategorier offentliggøres, og hvor årets pressefotograf-udstilling afsløres.

Sebastian Langer og Emil Bay er del af Indre Mission i Hvide Sande - fotograferet i Hvide Sande, januar 2018. Foto: Andreas Haubjerg

Safehouse og skonnert

De to historier, som Andreas har fotograferet til, rammer direkte ned i nogle af tidens hotte emner.

- Vi fik adgang til et safehouse for piger fra æresrelaterede konflikter - altså teenagepiger, der har forladt deres familier. Det gav os et unikt indblik i, hvad det vil sige at flygte fra negativ social kontrol, mens man samtidig elsker sin familie højt. Den anden historier handler om fire drenge, der sejler med "Skonnerten Jylland". Det er socialpædagogernes sidste indsatstrin. Vi fulgte drengene i et par uger for at komme helt ind under huden på dem. Begge emner kan beskrives ud fra en politisk vinkel, men vores fokus har været at holde os upolitiske. Det er menneskene, der er interessante, siger Andreas Haubjerg.

Hvordan er det at være nomineret til sådan en pris?

- Jeg har altid haft det lidt ambivalent med konkurrencer. Jeg tager jo ikke fotos for en konkurrences skyld. Men jeg er da super beæret og stolt over at være nomineret af mine kolleger i branchen. Lige pludselig er jeg i samme kategori som de andre dominerede. Desuden kommer udstillingen bag Årets Pressefoto landet rundt, og som fotograf er du jo interesseret i, at folk forholder sig, til det du skaber. Derfor er det da dejligt at være nomineret, siger Andreas Haubjerg.

Idalia er prostitueret og kæmper med sine indre dæmoner - fotograferet i Aarhus, november 2016. Foto: Andreas Haubjerg

Ultranationalister

Du har været i Ukraine for at fotografere ultranationalister, hvorfor det?

- Krigen om Krim mellem Rusland og Ukraine er en af de krige, vi ikke rigtig kan forstå. Derfor er den interessant. Hvad er det, der gør, at unge mennesker griber til våben og kæmper for deres land i en ultranationalistisk bataljon som Azov? For mig handlede det ikke om selve krigen, men om de unge mennesker og deres selvbillede. Det var pissefarligt for dem at være ved fronten. Men når de trænede sig, var det som en leg for dem. Jeg har været i Ukraine to gange og mødt de samme drenge. Det har været virkeligt spændende. Hvad gør vi selv, hvis der igen bliver problemer ved den danske grænse?, spørger Andreas Haubjerg.

Andreas Haubjerg. Selvportræt - oktober 2015.

Vil være freelancer

I øjeblikket bor 27-årige Andreas Haubjerg i København med sin kæreste, og han pendler derfor frem og tilbage til Aarhus. Han ville dog ikke have noget imod at flytte tilbage til Jylland. Det vil tiden vise. Han trives også med at skrive.

- Fotografer har ofte et levende sprog, fordi vi observerer mange ting, som vi putter ind i vores tekster. Det er derfor dejligt også at kunne det, siger Andreas Haubjerg, der dog indrømmer, at hans pen er lidt rusten netop nu, fordi han har haft stor fokus på at blive en dygtig fotograf.

I disse år fyrer den danske presse mange ansatte for at tilpasse sig en ny virkelighed med færre indtægter på nettet. Andreas Haubjerg er derfor fuldt bevidst om, at der ikke nødvendigvis venter ham et fast job som fotojournalist, når han forlader uddannelsen til sommer. Det gør dog ikke nødvendigvis noget.

- I dag er alle, der går ind til uddannelsen, lidt forberedte på, at vi nok skal være freelance-fotografer. Det er OK. Jeg ser det lidt som en frihed at være freelance, fordi jeg så kan skabe historier på kryds og tværs af forskellige medier. Mange freelancere lever af det kommercielle og bruger så pengene på at lave de historier, de brænder for. Det vil da være dejligt, at kunne leve af at lave de ting, der er virkeligt vigtige for en selv. Men jeg er ikke for fin til at lave kommercielle ting eller for eksempel fotografere til bryllupper. Der er der også en historie at fortælle. Jeg vil fortælle historier om og med mennesker. Så er det egentlig lige meget, om det er kommercielt - bare historien er rigtig, siger Andreas Haubjerg.

Mari-Ann Petersen bor med sin mand, to børn og fire papegøjer i Bispehaven i København, der to år i streg er målt til at være det mest utrygge område i Danmark - fotograferet i maj 2016. Foto: Andreas Haubjerg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lyden af image-tab

Mens Struer Kommune forsøger at markedsføre sig som Lydens By, er det lige nu lyden af den ene dårlige historie efter den anden, som rammer byen og ikke mindst dens borgere. I januar var det den tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark, der kom i søgelyset, da det kom frem, at han havde brugt det kommunalt udleverede kreditkort til utal af privathævninger. Op til sidste weekend blev havnechefen så fritaget for tjeneste, da kommunen havde ”mistanke om uretmæssigheder i ansættelsen", som formuleringen lød. Og tirsdag var den gal igen, igen. Nu kom det frem, at flere chefer i kommunen havde brugt deres kommunale kreditkortet til formål, det er mere end vanskeligt at se det kommunale formål med. Hvorfor skal skatteyderne eksempelvis betale for et barbesøg i Vejle? Ret skal være ret, det er ude i småtingsafdelingen, at der er fundet uregelmæssigheder for i den seneste sag, der er kommet i kølvandet på Gammelmark-sagen. Men den er sammen med de andre sager med til at tegne et billede af, at der ikke har været ret meget styr på bilagene i kommunens top. Tidligere borgmester Mads Jakobsen (V) ærgrer sig forståeligt nok over sagerne:"Der sker rigtig mange gode ting i Struer, og det her kommer bare til at skygge for det, og det, synes jeg ikke, Struer fortjener”, siger han gårsdagens avis. Det har Mads Jakobsen ret i. Borgerne fortjener det hvert fald ikke. De har ikke kommunale kreditkort, og de har intet ansvar for den svigtende kontrol. Borgerne kan bare se til, mens deres kommune bliver sat i forbindelse med den ene dårlige sag efter den anden, som involverer personer, der har siddet i betroede offentlige stillinger. Retfærdigt eller ej, så koster sagerne i form af et stort overtræk på kommunens image-konto. Man må for borgerne håbe, at der ikke ligger flere skeletter og venter på at falde ud af de kommunale arkivskabe, og at en ny kommunaldirektør kan være med til at få sat en stopper for problemerne. Der er trods alt en grænse for, hvad man kan holde til at høre på og om - også i Lydens by.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Annonce