x
Annonce
Erhverv

Analyse: Selv en genial hjælpepakke forhindrer ikke konkursbølge

Krisebevidstheden er til stede, og i det rum kan man forhandle sig til vidtgående løsninger i en fart. Det viser den tredje hjælpepakke, som regeringen, erhvervslivet og fagbevægelsen præsenterede søndag. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det lykkedes. Regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen blev søndag enige om en lønkompensation for det kriseramte erhvervsliv.

En kompliceret forhandling, fordi der ikke har ligget en køreklar skitse i skuffen. Ingen havde forudset, at man på blot to dage skulle udvikle en model, der skal være tæt på genial, hvis den skal virke og redde tusindvis af job.

Det lod sig gøre, fordi alle parter var enige om en klar deadline, der lagde maksimalt pres på erhvervsorganisationer og fagforeninger. Statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte selv, at hun havde insisteret på en løsning allerede søndag.

Mandag morgen var der udsigt til, at et desperat erhvervsliv ville udstede massevis af fyresedler oven på en helvedesuge uden sidestykke i historien.

Forhandlerne fra Dansk Arbejdsgiverforening, DI og Dansk Erhverv var fuldstændigt bevidste om, at de skulle have en løsning med hjem til medlemmerne. Også lønmodtagerne havde læst skriften på væggen.

Nogle havde allerede fået en fyreseddel inden weekenden. Krisebevidstheden var til stede, og i det rum kan man forhandle sig til vidtgående løsninger i en fart.

Nu vil det vise sig, om aftalen er tæt på genial. Det afgørende er, om de enkelte virksomheder ude i virkeligheden kommer til at bruge aftalen om lønkompensation. Man kan ikke blande de forskellige modeller.

Får man kompensation for 75 procent af nogle medarbejderes løn, kan man ikke samtidig fyre i en anden afdeling.

Det er et svært regnestykke for især de mindre og mellemstore virksomheder, der har set deres omsætning kollapse. Hotellerne står uden gæster. Fortvivlede restauratører lukker for servering, men prøver at redde en smule indtægter hjem ved at udtænke takeaway-løsninger.

Imens skal de tage stilling til, om de kan undgå at fyre folk ved at tage imod regeringens nye redningsplanke. Husk på, at for blot en måned siden var vi vant til at høre om konstant mangel på arbejdskraft, ikke mindst i serviceerhvervene.

Arbejdsgiverne har derfor en stor interesse i at holde fast i det personale, de har haft held med at ansætte igennem de seneste otte års opsving i Danmark. Derfor bliver der tastet masser af tal ind på lommeregnerne lige nu for at se, om fyringer kan undgås ved at udnytte corona-krisens tredje hjælpepakke til virksomhederne.

Der mangler bare et vigtigt nøgletal i regnestykket: Hvor lang tid varer krisen? Er den heftig, men kortvarig? Eller ser vi frem mod en længerevarende økonomisk krise? Det er der ingen, der tør svare præcist på.

Uanset hvad jubler erhvervsorganisationerne over den lydhørhed, de møder hos den socialdemokratiske regering. Ministrene har travlt med at forklare, at hjælpen til virksomhederne skal redde arbejdspladser. Det står klart for alle, at tingene hænger sammen.

Til gengæld er der ingen jubel hos de tusindvis af selvstændige erhvervsdrivende, der er helt overset i hjælpepakken. Frisører, caféejere og freelancere har også set forretningen smuldre, annullerede bookinger og udskudte projekter. De har intet at falde tilbage på, udover at de kan lukke firmaet og gå på dagpenge.

Den næste uge gør os klogere på, hvor hårdt disse mennesker rammes. Regeringen lover, at der er mere hjælp på vej, men intet tyder på, at vi undgår en konkursbølge og tabte arbejdspladser, uanset hvordan coronavirussens udbredelse fortsætter herfra.

Arbejdsgiverne har en stor interesse i at holde fast i det personale, de har haft held med at ansætte igennem otte års opsving i Danmark.
Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce