x
Annonce
Erhverv

Analyse: Nu skal staten have den store pengepung frem

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Med lukningen af landets grænser eskalerer coronakrisen nu i ekstremt omfang for dansk erhvervsliv. Helt akut lammes turismeerhvervet, der mister alle påskeindtægterne, men krisen truer også nogle af vores helt store virksomheder.

Har vi overhovedet et luftfartsselskab som SAS, når coronavirussen er tæmmet? Findes der rejseselskaber? Hvor mange af vores hoteller, restauranter og caféer overlever? Hvornår rammes industrien for alvor?

Regeringens foreløbigt to hjælpepakker syner pludselig af ingenting. En udskydelse af virksomhedernes moms- og skattebetalinger svarer til en dråbe i et oprørt hav. Bankernes adgang til at udlåne milliarder af kroner vil kun gøre en forskel, hvis bankerne bevarer troen på erhvervskundernes overlevelseschancer.

Det er lønkompensation, der skal til. Det er erhvervsorganisationerne enige om, og det har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard også erkendt. Men den endelige model er vanskelig at regne ud.

De første fyringsrunder er allerede meldt ud, mest konkret var hoteloperatøren BC Hospitality Group, der fredag varslede fyringer af 340 ansatte. Med lukningen af Danmarks grænser vil masser af branchekolleger være tvunget til at følge trop for at holde omkostningerne nede.

For en lang række produkter og ydelser er efterspørgslen fuldstændig forsvundet, så virksomhederne kan lige så godt sende personalet hjem, så de ikke bidrager til smittespredningen. Men det sker til fuld løn, og det kan selv virksomheder, som vi tidligere opfattede som robuste, ikke holde til ret længe.

Anden bølge rammer vores industrivirksomheder, der lige nu forsøger at opretholde produktionen. De kigger med ængstelse på de lukkede grænser, der er den foretrukne model for stadigt flere coronaramte lande. Godstransporten friholdes, men det er åbenlyst, at forsyningskæderne i de kommende uger reduceres til en tynd tråd.

En lønkompensation, hvor staten overtager hovedparten af virksomhedernes udgifter til hjemsendte medarbejdere, er en monumental udgiftspost for statskassen. Lynhurtigt taler vi om en milliardregning, der langt overstiger prisen på de første to hjælpepakker til erhvervslivet.

Det er nemt at blive enige om, at der er behov for lønkompensation. Men vilkårene kræver masser af forhandlingerne og præcise retningslinjer for de myndigheder, der senere skal udbetale kompensationen.

Hvordan vurderer man, om en virksomhed er så meget i krise, at den skal omfattes af reglerne? Hvem har krav på statens penge? Får man lønkompensation for medarbejdere, der godt kan arbejde en lille smule hjemmefra?

På den anden side står det klart for alle, at hvis man gør ingenting, så vil i tusindvis af danskere blive sendt i arbejdsløshed, og fyringerne kan tage fart allerede på mandag. Den næste - og dyre - hjælpepakke skal derfor på plads allerede i weekenden. Og den skal virke med det samme.

Med lukningen af Danmarks grænser lammes især turismeerhvervet, der også mister alle påskeindtægterne, men krisen truer også nogle af vores helt store virksomheder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce