x
Annonce
Erhverv

Analyse af statsministerens tiltag: Lukkede butikker kommer ikke tilbage

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

En ny runde restriktioner til bekæmpelse af coronasmitten kan forandre vores byer for altid. Statsminister Mette Frederiksens (S) tvangslukning af hundredvis af butikker i storcentre, hele vores café- og restaurationsliv, talrige frisørsaloner og andre små næringsdrivende får vidtrækkende konsekvenser fra første dag.

Regeringen står ikke klar med en hjælpepakke, der kan redde de mange især små og mellemstore virksomheder, som stadig skal betale husleje og andre udgifter, imens salget går i stå.

Derfor står indehaverne af de mange butikker og spisesteder onsdag morgen op til en tilværelse fuld af usikkerhed og med en lukket virksomhed. Kun restauranterne kan klynge sig til et håb om at levere takeaway, som masser af danskere allerede har taget imod som en befriende god idé i en dyster tid.

Men der er behov for langt mere hjælp. Udsat moms og skat betyder ingenting, når omsætningen falder fuldstændigt bort onsdag kl. 10. Lønkompensation, som dukkede op i søndags, har vist sig at være en vanskelig størrelse for masser af virksomheder, der ikke engang kan betale den andel af lønnen, som staten ikke vil overtage.

De store erhvervsorganisationer står i kø med idékataloger til, hvordan man kan hjælpe de berørte virksomheder. Folketingets partier er omgående indkaldt til forhandlinger, og politikerne kommer til at diskutere meget kontante udveje, der kan lette økonomien for virksomhederne.

Men det er ikke kun de helt små, der vakler i disse dage. Med lukningen af storcentrene kollapser salget også for nogle af vores helt store butikskæder, der har investeret kraftigt i flagskibsbutikker i centrene. Centrene har ikke nødvendigvis store pengetanke bag sig, så man kan ikke bare slå en streg over huslejerne.

Derfor sætter regeringens seneste tiltag gang i en kædereaktion, hvor bankerne også kommer til at spille en rolle. De har fået adgang til at låne flere penge ud til virksomhederne, og de har i næsten samlet kor lovet at hjælpe de erhvervskunder, der er kommet i klemme.

Men bankerne kan ikke redde en butik, hvor udsigterne er håbløse. Detailhandlen var i forvejen presset af netbutikker og ændrede forbrugsvaner, og derfor får en midlertidig nedlukning betydning på den helt lange bane. En boghandel eller legetøjsbutik, der knækker nakken under coronakrisen 2020, rejser sig ikke igen.

De seneste restriktioner lukker storcentrene i Danmark, her Bryggen i Vejle. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce