Erhverv

Analyse: Købmanden Lars Larsen havde en udløbsdato

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

- Jeg har ingen udløbsdato, sagde Lars Larsen, da han for et år siden stillede op til fødselsdagsinterview, fordi han fyldte 70.

Købmanden bag Jysk-koncernen var dengang stadig bestyrelsesformand for et livsværk, som havde rundet 2600 butikker i 50 lande.

Alligevel viste der sig at være en udløbsdato, der lå tættere på, end nogen havde anet. I går, mandag, gik Lars Larsen bort efter et kort sygdomsforløb med leverkræft.

De mange flotte ord, der blev skrevet, da Lars Larsens sygdom blev kendt i juni, blev nu skrevet om til mindeord og kondolencer. Alt fra iværksættere til de øverste topchefer, fra almindelige lønmodtagere til ministre, satte ord på, hvordan Lars Larsen har sat dybe aftryk, der rækker langt ud over driften af en butikskæde med fokus på dyner, melaminkommoder og havemøbler.

Jysk nåede at fejre 40-års jubilæum med Lars Larsen, der undervejs var blevet Danmarks fjerderigeste, men samtidig var i øjenhøjde med de kunder, der købte hans produkter i butikkerne ude ved indfaldsvejene.

Lars Larsen bliver husket for at trodse små kår i en barndom uden en far og med en psykisk syg mor. Han løb en stor risiko, da han i 1979 åbnede Jysk Sengetøjslagers første butik i Aarhus, og risikoviljen holdt han fast i igennem alle årene.

Sommetider måtte han bakke ud af projekter, der ikke viste sig levedygtige. Hans rejsebureau, Larsen Rejser, skulle ride videre på sengetøjslagrenes succes og købmandens kendte ansigt, men måtte sælges efter mangeårige tab.

Til gengæld er mange andre satsninger blevet til succeser, og blandt iværksættere får man idolstatus for at afprøve de skæve idéer. Lars Larsen gjorde det, imens han holdt iskoldt fokus på sin kerneforretning i Jysk.

Han fremhævede gerne, at han var en selvgjort købmand uden fine eksamenspapirer. Han havde med andre ord ikke læst sig til, hvordan man udvikler sin første butik til en international kæde, hvordan man håndterer væksten, om kunsten af rekruttere massevis af nøglemedarbejdere på alle niveauer og alt det andet, som følger med.

Det begyndte med købmandskab, som kræver en god næse for at skaffe de varer, som opfylder kundernes behov til den rigtige pris. Den egenskab blev udvidet med en sans for forretning, der gjorde Jysk til et milliardforetagende, der ser ud til at have en stor fremtid foran sig.

Det er store ord i en tid, hvor forbrugerne ændrer adfærd, og salget rykker til internettet. Jysk konkurrerer både mod giganter som Ikea og Amazon, men det er en udfordring, som Lars Larsen tog i stiv arm. Sammen med sin ledelse fastholdt han et momentum for at udvikle Jysk-koncernen, så den stadig er svær at komme udenom.

- Vi tager kampen op mod Amazon. Hver gang, vi åbner nye butikker i nye lande, bliver vi stærkere, sagde Lars Larsen sidste år.

For ganske nylig nåede en af Jysk-grenene, Jysk Nordic, en milepæl ved at nå en onlineomsætning på en milliard kroner i løbet af blot 1 måneder. Salget går ikke ud over de fysiske butikker, for kunderne foretrækker i vid udstrækning af hente deres onlinevarer i den nærmeste Jysk-butik. Og det skulle være en dårlig købmand, der ikke forsøgte sig med lidt mersalg, når kunden alligevel står i butikken.

Nu skal Jysk klare sig uden Larsen. Generationsskiftet har købmanden planlagt igennem en årrække, og tilbage i juni, da kræften pludselig kom på tværs, kunne Lars Larsen trække sig som bestyrelsesformand. Den post udfyldes nu af hans søn, Jacob Brunsborg, der sikrer, at familien ikke blot bevarer ejerskabet, men også er inde over store beslutninger i fremtiden.

Den daglige drift ligger i hænderne på Jan Bøgh, der er Lars Larsens mangeårige fortrolige. Tidligere i år fik han ekstraordinært stor magt, da man droppede en historisk betinget opdeling af Jysk-koncernen i Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager i Flensborg.

Det senest udmeldte mål er, at Jysk skal vokse til 5000 butikker. Ved redaktionens slutning var man nået over 2800 butikker i 52 lande.

Lars Larsen har sat dybe aftryk, der rækker langt ud over driften af en butikskæde med fokus på dyner, melaminkommoder og havemøbler.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce