Annonce
Erhverv

Analyse: Detailhandlen i en brydningstid

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Det er netbutikker som den tyske tøjhandler Zalando, amerikanske Amazon og svenske H&M, der topper listerne over de mest populære netbutikker i Danmark.

Noget længere nede finder man Nemlig.com, der snart har ti års jubilæum som et fuldt udrustet supermarked på nettet.

Der er altså en vis træghed i danskernes indkøb af dagligvarer på nettet, og det kan man også mærke på supermarkedskædernes lyst til at sælge online.

Nemlig.com, der har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen i ryggen, har foreløbigt tabt en masse penge på at levere dagligvarer i stadigt flere byer i Danmark. Men samtidig har netbutikken givet et godt billede af, hvordan fremtidens dagligvareindkøb kan se ud, og det har ikke undgået de gamle konkurrenters opmærksomhed.

Medlemsejede Coop har også følt trang til at gå om bord i nethandlen, og det sker med et landsdækkende onlinesupermarked, Coop Mad. Det har også til gode at tjene penge.

Der er mange udfordringer i at sælge oksefars, mælk og flødeboller på nettet. Supermarkedernes centrallagre er bygget til at sende store mængder af varer på paller ud til butikkerne, men det er en helt anderledes opgave at pakke 20 forskellige varer til en enkelt forbruger.

Samtidig er det enormt dyrt at sende en varebil helt ud til kundens adresse. Og netop den sidste kilometer ud til kunden har været en væsentlig årsag til, at detailhandlens mest pengestærke aktør i Danmark, Salling Group, har holdt sig langt væk fra onlinesupermarkeder.

Samtidig er det uklart, om danskerne - bortset fra en gruppe meget omstillingsparate firstmovers - overhovedet har lyst til at fylde køleskabet gennem en netbutik.

Danskerne er nemlig hyppige gæster i dagligvarebutikkerne. Ifølge Retail Institute Scandinavia kommer vi der gerne flere gange om ugen, og vi køber oftest ind lidt ad gangen. Hele 52 pct. af alle danskere over 18 år køber ind minimum tre gange om ugen.

Det siges, at der i Danmark er dagligvarebutikker nok til at forsyne en befolkning på 15 millioner mennesker, og den store tæthed af butikker bruges ofte som en forklaring på, at danskerne ikke i højere grad finder det interessant at købe mælken på nettet.

Derfor vækker det opsigt, når en discountkæde som Netto - ejet af den ellers så konservative Salling-koncern - pludselig giver sig i kast med e-handel med fragt af varer helt ud til kundens hoveddør. Alt det, som Salling Group ellers har takket klart nej til.

Tricket er, at Netto kun vil sælge kedelige basisvarer på nettet. Det er langt nemmere at håndtere end ferske fødevarer, og det reducerer også omkostningen ved at sende papkasserne det sidste stykke vej ud til forbrugerne.

Varerne skal købes på abonnementsbasis, og det koncept kendes fra pioneren Aarstiderne.com, der sidste år solgte grøntsager og måltidskasser for næsten 700 millioner kroner. I 2017 købte Salling Group den mindre rival Skagenfood og har siden høstet brugbare erfaringer om at sælge gennem abonnement.

Og måske er Netto-direktøren Michael Løve påvirket af sine yngste kunder. En analyse fra Ebeltoft Group har vist, at hele 37 pct. af de danske forbrugere under 37 år er interesserede i abonnementsløsninger på dagligvarer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce