Annonce
Livsstil

Advokaten: Kan min ægtefælle adoptere min datter?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg har et spørgsmål angående adoption.

Min datter har et ønske om, at min ægtefælle skal adoptere hende. Hendes biologiske far begik selvmord i 2014. Min ægtefælle og jeg har været gift siden 2013.

Mit spørgsmål er, om min datters biologiske fars familie kan modsætte sig adoptionen?

Det er min datters ønske, at min ægtefælle adopterer hende, da hun ikke ønsker at skulle bo ved sin biologiske fars familie i tilfælde af, at der skulle ske mig noget?

Jeg håber, at du kan svare mig i din juridiske brevkasse.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Mette

Annonce

! Kære Mette - tak for dit spørgsmål.

Da din ægtefælle ønsker at adoptere dit særbarn, er der tale om en såkaldt stedbarnsadoption, og det er derfor reglerne herfor, der finder anvendelse.

For at din ægtefælle kan foretage en stedbarnsadoption, skal han som udgangspunkt være fyldt 25 år og være mindst 14 år ældre end din datter. Derudover skal din ægtefælle og datter have boet sammen i minimum tre år, før din datter fylder 18 år.

Denne treårige periode behøver ikke at være en sammenhængende treårig periode.

Ud over kravene til din ægtefælle er det også et krav, at du giver et skriftligt samtykke til, at din ægtefælle må adoptere din datter.

Hvis du og din datters biologiske far har haft fælles forældremyndighed, ville din datters biologiske far også skulle afgive samtykke til stedbarnsadoptionen.

En person med del i forældremyndigheden, som bortadopterer sit barn, skal afgive sit samtykke ved et personligt fremmøde i Familieretshuset. Hvis den biologiske forælder med del i forældremyndigheden ikke ønsker at samtykke til stedbarnsadoptionen, vil adoptionen som udgangspunkt ikke blive tilladt.

Hvis der er tale om en biologisk forælder uden del i forældremyndigheden, skal der indhentes en erklæring fra denne inden, at der kan ske en stedbarnsadoption. Denne erklæring giver den biologiske forælder mulighed for at udtale sig om adoptionen, og hvis den biologiske forælder protesterer, og der samtidig har været kontakt mellem denne og barnet inden for de senere år, vil stedbarnsadoptionen som udgangspunkt ikke blive tilladt.

Eftersom din datters biologiske far er afgået ved døden, er det i sagens natur ikke muligt for ham at afgive hverken samtykke eller en erklæring, og dette undlades ganske enkelt ved dødsfald.

Din ægtefælle kan derfor adoptere din datter, såfremt de almindelige betingelser for stedbarnsadoption, herunder kravene med hensyn til opfostring og aldersforskel i øvrigt, er opfyldt.

Hvis din datter er fyldt 12 år, vil hun også blive indkaldt til en samtale i Familieretshuset i forbindelse med stedbarnsadoptionen. Her vil din datter få mulighed for at tilkendegive sin holdning til adoptionen, og hvis hun er fyldt 12 år, vil hun også skulle underskrive et samtykke til adoptionen.

Din datters biologiske fars familie kan altså ikke modsætte sig adoptionen, da de er adoptionen uvedkommende, idet de ingen forældremyndighed har over din datter.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familieret.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce