Annonce
Danmark

80-årige Hanna: - Jeg har tit tanker om at tage livet af mig selv

Bordet, som Hanna Helth Jensen sidder ved, er nyt i fællesstuen på afdelingen Violen. Personalet har sat bordet frem, så Hanna Helth Jensen har et sted at sidde med sit højt elskede håndarbejde. Men Hanna vil ikke sidde der. Hun vil være sammen med dem på daghjemmet. Foto: Stine Lindharth Pedersen

Den demente Hanna Helth Jensen er så påvirket af de to dage i ugen, hvor hun ikke må deltage i aktiviteterne på daghjemmet, at hun har tanker om selvmord. Hanna Helth Jensen er glad for sin lejlighed på plejehjemmet, men den ændrede adgang til daghjemmet er ikke til at forstå for hende.

INDLAND: Duften af fiskefrikadeller fylder opgangen, mens servicen klirrer og plejehjemmets beboere sidder samlet om bordet. Personalet står omkring dem og hjælper til, så de ældre, demente får deres lune eftermiddagsmad.

I Hanna Helth Jensens lejlighed er der malerier fra børnebørn, malede Fanø-kvinder i guldrammer, broderier og hjemmestrik i alverdens afskygninger: Puder, dukketøj, sjal, løber og meget mere. Hun er rigtig glad for sin forholdsvis nye lejlighed på plejehjemmet Østerbycentret i Esbjerg.

Den er indrettet meget som hendes gamle hjem, og kigger hun ud af vinduerne, ser hun ud over de nærliggende huse og haver i byen.

Hun boede før i egen lejlighed, hvor hun fem dage i ugen deltog i aktiviteter i daghjemmet ved Østerbycentret. Som beboer på plejehjemmet må hun ikke deltage i daghjemmet. Sådan er reglerne. Men alligevel har plejehjemmet valgt at lave en individuel aftale med Hanna Helth Jensen, så hun kan komme på daghjemmet mandag, tirsdag og fredag.

Men de to dage uden adgang overskygger glæden ved de tre.

- Jeg har tit tanker om at tage livet af mig selv. Jeg går ned i søen en dag, siger Hanne Helth Jensen, mens underlæben presset hårdt op mod overlæben. Øjnene er klare og blikket holdes fast. Man er ikke i tvivl om, at det er vrede og sorg, der gemmer sig bag ordene og udtrykket.

Første gang, hun fik de tanker var i januar, og da ringede hun til vagtlægen. Siden har hun været på beroligende- og antidepressiv medicin. Det skal hun være indtil lægerne vurderer, at hun kan klare sig uden.

- Det er ikke godt, at min mor får medicin, men omvendt er hun også nødt til at få det. Hun ville ikke kunne være i det, hvis ikke hun fik medicinen, siger Marianne Poulsen, Hannas datter.

Annonce

Jeg ville ønske, at de tre dage på daghjemmet var nok for min mor. Det ville jeg virkelig. Men oppe i min mors hoved, kan hun ikke forstå, at hun ikke må komme der hver dag.

Marianne Poulsen, Hanna Helth Jensens datter.
I fællesstuen står der et TV, et musikanlæg, lænestole og sofaer, og i hjørnet er der stillet både maling og strikketøj frem, hvis beboerne på plejehjemmet vil give sig i kast med det. Foto: Stine Lindharth Pedersen

Ønsker tre dage var nok

- Kom mor, nu går vi ned og kigger lidt på Violen, siger Marianne Poulsen til sin mor, da Hannas middagscigaret er blevet skoddet i askebærret.

Hanna Helth Jensen rejser sig og går roligt hen til rollatoren, tager fat og bevæger sig fremad.

'Violen' er Østerbycentrets fællesstue med TV, musikanlæg, maling og strik. Det er her, hvor Hanna Helth Jensen skal finde på aktiviteter, når hun ikke kan tage på daghjemmet.

- Vi er nødt til at tage de positive briller på. Det her skal fungere, siger Marianne Poulsen, der håber, at personalet på 'Violen' vil bakke op om aktiviteter for hendes mor.

Mens Hanna Helth Jensen låser døren ind til lejligheden, forklarer Marianne, at Hanna ikke sover middagslur som de andre beboere.

- Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, lyder det fra den 80-årige, der netop har stukket husnøglen i lommen.

Gangene ligger øde hen efter indtagelse af fiskefrikadellerne. Hanna Helth Jensen går ind i elevatoren og tager den ned til etagen, hvor 'Violen' ligger. Marianne Poulsen tager trapperne.

"Husk at låse lågen", står der ved trappeopgangen, hvor de demente bor.

- Jeg ville ønske, at de tre dage på daghjemmet var nok for min mor. Det ville jeg virkelig. Men oppe i min mors hoved, kan hun ikke forstå, at hun ikke må komme der hver dag, siger Marianne Poulsen.

- Det er hårdt at være i. For hun er så ked af det, siger hun.

Marianne Poulsen tror ikke på, at det for Hanna Helth Jensen bare handler om tid, før hun ville acceptere de tre dage.

- Jeg kender hende så godt, og daghjemmet betyder alt for hende. Det handler om, at der er noget at stå op til og være sammen med de andre, siger Marianne Poulsen.

Hanna Helth Jensen har før malet på daghjemmet. Men det vil hun ikke på plejehjemmet. Foto: Stine Lindharth Pedersen

De individuelle aftaler

Personalet i 'Violen' hilser venligt på, da Hanna Helth Jensen og Marianne Poulsen kommer ind.

I hjørnet står en reol med maling og strikketøj. Og så står der et bord, som Hanna Helth Jensen taler meget om. Bordet er nyt og noget, som personalet har fremskaffet og sat op efter Hannas ønske. Her kan hun sidde, når hun vil lave håndarbejde.

- Jeg gider ikke sidde ved det bord, siger Hanna Helth Jensen tørt.

- Der er ikke personale. Der er ingen til at hjælpe. Jeg føler mig ikke godt tilpas her, siger hun.

Det tilbud, som Hanna Helth Jensen har været vant på daghjemmet, har været et fællesrum med personale ansat til at hjælpe de ældre med det, de har villet lave. Om det var at male, strikke eller noget helt tredje.

Hanna Helth Jensen fortæller, at de sågar kunne lære hende noget om strik. Men på plejehjemmet Østerbycentret er der ikke ansat aktivitetspersonale på samme måde. Der er personalet ansat til det daglige, og så har nogle af dem aktiviteter med beboerne. Blandt andet stolegymnastik og gudstjeneste. Derudover holder de fester, fællesspisning og andre aktiviteter ud fra, hvad beboerne ønsker.

Flere gange i ugen omkring klokken 10.00 kan Hanna Helth Jensen se et par andre beboere trisse af sted efter deres rollatorer mod daghjemmet. De har - ligesom Hanna - en individuel aftale, hvor de nogle dage må komme på daghjemmet.

Onsdage og torsdage er forbudte for Hanna Helth Jensen. De tre andre dage har hun adgang.

- Det er dejligt. Jeg er så glad, når skal derover, siger Hanna Helth Jensen. De glædelige minder er kortvarige, for efter et par sekunders pause kommer hun i tanke om onsdage og torsdage på 'Violen'.

- Jeg gider ikke ned på det sted (violen red.). Så kan jeg lige så godt sidde hjemme og glo, siger Hanna Helth Jensen, der skiftede smilet ud med surhed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det kan ikke blive 100 procent

Flere ældre overlever ikke det uheld, at de taber en cigaret, og så går der ild i tøjet eller sengen, og det får fatale konsekvenser i form af dødsfald. Senest skete det i denne uge i Holstebro i en plejebolig. Det får debatten til at køre på, om man skal forbyde denne rygning, så man undgår disse uheld. Selv en snarrådig indsats fra plejepersonalet var ikke nok til at forhindre dødsulykken i Holstebro. Der er sket mange begrænsninger af rygning de sidste år, og det er sket af hensyntagen til andre, der ikke skal udsættes for passiv rygning. Derfor er rygning forbudt flere og flere steder i det offentlige rum, og den udvikling stopper sandsynligvis ikke. Det vil sikkert ikke vare længe, før eget hjem er eneste sted, man må ryge. Det er dog fortsat op til ens eget ansvar, om man vil ødelægge sit eget helbred med rygningen, og det vil også være noget af en tærskel at overskride, da det så må følges op af, vi heller ikke må spise flødeskumskager og flæskesvær - endsige drikke alkohol. Alt sammen noget, der ikke er godt for helbredet - i hvert tilfælde i større mængder. Derfor er det ikke muligt at skride ind over for den ældres ret til selv at bestemme, at han/hun vil ryge i eget hjem. En plejebolig er eget hjem. På fællesarealerne må der naturligvis ikke ryges af hensyn til ansatte og andre beboere. Der er dog den diskussion i emnet, at en plejebolig også er arbejdsplads for en række ansatte, som nødvendigvis må komme der for at pleje beboeren. Her kan man så sige, at der ikke må ryges, mens de ansatte er der, og der skal luftes ud. Men når beboeren sidder alene, så er det svært med et forbud, da det vil være et opgør med den ældres selvbestemmelsesret. Så det er en vanskelig diskussion, fordi vi jo skal passe på, at beboeren ikke sætter ild til sig selv og kan forårsage, at branden også breder sig til at gå ud over andre. Det er ikke altid, rygeforklæder med mere er nok. Vi kan se, at alarmer heller ikke altid er det. Men man kan ikke gøre andet, end at disse sikkerhedsmæssige ting er 100 procent i orden, så man mindsker risikoen. Men den ældres selvbestemmelsesret gør, at det aldrig kan blive 100 procent sikkert, og det er så den risiko, den ældre har lov til selv at vælge ved at ryge.

Lemvig For abonnenter

Ældrerådet utilfreds med overflytning af plejehjemspladser fra Nørre Nissum til Harboøre.: - Det er helt uacceptabelt

Annonce