x
Annonce
Mærkedage

60 år og i store problemer

Prins Andrew ses her til hestevæddeløb den 20. juni sidste år. Siden er han blevet fjernet fra sine royale pligter. Den 19. februar fylder han 60. Toby Melville/Reuters
For mange virker livet som kongelig som et godt liv. Penge, magt, folkets jubel. Men prins Andrew har skudt sig selv i foden. Han fylder nu 60 og er foragtet.

60 Andrew Albert Christian Edward er født ind i en af verdens rigeste familier, nemlig den britiske kongefamilie.

Den 19. februar er det 60 år siden, at der på gitterlågen ved Buckingham Palace i London blev hængt en seddel med ordene:

"Dronningen er i dag klokken 15.30 nedkommet med en søn. Hendes majestæt og den nyfødte prins har det begge godt".

Det var så prins Andrew, lillebror til den britiske tronfølger, prins Charles.

Så på denne måde har Andrew altid stået i skyggen af Charles, der en dag bliver konge.

Som prins Harry står i skyggen af prins William i næste generation.

Andrew var ved sin fødsel nummer to i tronfølgen, men i dag er han nummer otte.

Hans rolle har altid været, at han er en af de kongelige, der klipper snore og er protektor for forskellige institutioner og organisationer.

Han har drysset kongeligt glimmer, hvor han kom frem.

Eller det var hans rolle.

I november sidste år meddelte Buckingham Palace, at han er fritaget for kongelige pligter på ubestemt tid.

Det skete næppe efter eget ønske.

For meddelelsen kom efter et meget kritiseret interview, som Andrew gav til BBC.

Her forsøgte han at tilbagevise beskyldninger om, at han via sit nære bekendtskab med amerikaneren Jeffrey Epstein har misbrugt mindreårige piger.

Epstein var en stenrig amerikansk finansmand, der var dømt for at være sexforbryder. Han begik selvmord i et fængsel i august sidste år.

Han var mistænkt for menneskesmugling af mindreårige til sine fester.

Andrew afviste i interviewet at have forbrudt sig mod unge piger, men nogle af hans svar virkede mærkelige, og der rejste sig en storm i pressen.

Og den foreløbige konklusion på den sag er så, at Andrew ikke længere klipper snore.

Andrews liv som kongelig begyndte ellers som for de fleste andre kongelige.

Han gik i eliteskoler, og derefter kom han i militæret. I hans tilfælde blev det den britiske flåde.

Under Falklandskrigen var han udstationeret på hangarskibet "Invincible", hvor han var helikopterpilot.

Han fortsatte som pilot næsten helt frem til 2001, da han sluttede sin militære karriere.

Tilbage i 1986 giftede han sig med sin bramfrie barndomsveninde Sarah Ferguson.

Parret har to børn, prinsesserne Beatrice og Eugenie.

Men ægteskabet gik i stykker. I 1996 blev Andrew skilt fra "Fergie", som Sarah Ferguson blev døbt af offentligheden.

Prins Andrew har ikke giftet sig igen, men efter at have forladt militæret har han blandt andet brugt mange af sine royale kræfter på at lede britiske erhvervsfremstød rundt om i verden.

Han har også plejet sin begejstring for golf, mens han har udført sine mange kongelige pligter.

Men med erklæringen fra Buckingham Palace den 20. november har han fået mere tid til sig selv.

Et par dage efter erklæringen bekræftede hoffet, at erklæringen indebærer, at Andrew forlader sine 230 protektorater for diverse klubber og organisationer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce