29-årige Kenneth kørte ambulance ned til krigens grænseland: - Da jeg kom ind af døren til min familie, begyndte tårerne at trille

Ulfborg: Mandag formiddag er Kenneth Husted Andersen lige vågnet, da avisen ringer. Søvnen har varet 15 timer i streg. Det er 18 timer siden, han kom hjem til Ulfborg igen.

- Hele weekenden igennem har jeg haft klumper i halsen. Men da jeg kom ind af døren til min familie, der trillede tårerne, siger den 29-årige Vestas-montør og deltidsbrandmand.

Der skal ellers noget til at ryste en vestjyde som ham. For han har været med ude til mange brande gennem tiden - også mange af de "trælse" - som han selv udtrykker det.

Men turen ned til det polsk-ukrainske grænseland, er alligevel noget af det mest voldsomme, han har oplevet.

Onsdag i sidste uge søgte Falck 60 mand, der kunne køre 30 ambulancer til det sydøstlige Polen, hvor de skal indgå i lokale beredskaber og hjælpe tilskadekomne i krigen.

Det skulle Kenneth Husted Andersen ikke tænke længe over, og han meldte sig omgående til.

- Det er helt naturligt som brandmand gerne at ville hjælpe andre. Videoer med unge kvinder med børn på flugt, det er hårdt at se på, så det her skulle jeg bare med til, siger han.

Så fredag morgen kørte han afsted mod Sorø og dernæst Ringsted, hvor ambulancerne blev gjort klar med udstyr. Og så gik turen ellers til færgen ved Gedser, der sejlede ambulance-folket til Rostock.

- Der var danskere, der vinkede til os fra motorvejsbroer på vejen, og på færgen kom en ansat hen med fire kasser sodavand og Redbull og takkede os, siger han.

Fra Rostock og ned til først Warszawa og dernæst Lublin, blev de seks kolonner af ambulancer flere gange overhalt af folk, der ville vise deres støtte:

- Der var lastbilchauffører, der rullede vinduerne ned og takkede os og bilister, der rullede vinduet ned og sendte hjertetegn til os. Vi blev også overhalet af en polsk ambulance, som tændte deres blå blink som hilsen, siger Kenneth Husted Andersen.

Ambulance-chaufførerne havde oprindeligt polske Lublin - 75 kilometer fra den ukrainske grænse - som endestation.

- Men undervejs derned fik vi at vide, at der alligevel ikke var chauffører, der så kunne køre ambulancerne tættere på grænsen, så vi blev spurgt, om vi kunne fortsætte ned tættere på grænsen, og nærmest før ambulancedirektøren var færdig med at stille spørgsmålet, blev der råbt ja rundt om i ambulancerne, siger han.

Kenneth Husted Andersen er stadig usikker på, hvor tæt de var på den ukrainske grænse, da ambulancerne blev sat på togvogne, og de 60 folk fra Falck på en bus hjemad.

Men det var på en rasteplads ikke langt fra grænsen, at det største indtryk satte sig fast.

Overalt blev der uddelt tæpper og mad til ukrainske flygtninge, der primært bestod af kvinder og børn. Det var næsten umuligt at få en mand i syne.

- De havde ingenting i deres blikke, når man så på dem. Det var bare tomt det hele. Der var mange små børn og spædbørn, som jo ikke vidste, hvad der foregik. Jeg har selv en datter på to år og en mere på vej, og det her ramte mig noget hårdere, end jeg havde regnet med, siger han.

Knapt et døgn senere - klokken halv fire søndag eftermiddag - kunne han igen træde ind i hjemmet i Ulfborg. Og nu er det hverdagen og den danske tryghed, der igen danner rammerne.

- Det er underligt. Og det vil tage noget tid for mig at komme ovenpå. Men det er jo ikke mere end 1500 kilometer væk, at de jo ikke engang har en seng at sove i, siger han.

Og kunne han finde på at tage afsted igen?

- Ja. Hvis buddet kommer, siger jeg ja.