x
Annonce
Alarm 112

23 søfolk løslades i sag om kæmpe kokainfund på skib ved Langeland

Claus Bech/Ritzau Scanpix


23 af 24 besætningsmedlemmer løslades, efter at de har været varetægtsfængslet i en sag om 100 kilo kokain, som blev losset fra et fragtskib i farvandet ved Langeland, oplyser Københavns Politi onsdag.

Annonce

En officer fra skibet "Duncan Island" skal dog blive i sin celle. Det er en lettisk mand på 48 år.

Fragtskibet kom med bananer og broccoli fra havne i Ecuador, inden det i januar satte kursen mod først Helsingborg i Sverige og dernæst Rusland.

Da "Duncan Island" passerede Langeland 15. februar undervejs mod Sankt Petersborg, blev der fra skibet nedkastet 100 kilo kokain til en mindre båd, som bragte partiet i land ved Spodsbjerg.

Politiet fulgte dog diskret med og anholdt tre personer - en russer og to mænd fra Letland - der havde taget imod de mange kilo. Aktionen fandt sted, da narkoen var pakket ned i bagagerummet på en dansk indregistreret Hyundai.

Senere samme lørdag bordede politifolk skibet syd for Gedser, hvorefter også hele besætningen blev anholdt. I en lejet turistbus blev de mange søfolk fra Filippinerne, Ecuador, Polen, Rusland, Letland, Ukraine og Indien kørt til Københavns Byret, hvor dommere besluttede at frihedsberøve samtlige.

Officeren, der ikke slippes fri, har indvilget i at få sin fængsling forlænget til 12. marts, oplyser en anklager til Ritzau.

Fragtskibet vil nu blive frigivet til rederiet, efter at det er blevet nøje undersøgt, oplyser politiet. Først lå det ved kaj i Kalundborg, men de seneste dage har det ligget i Aarhus Havn.

- Det har været en ret stor opgave, fordi "Duncan Island" måler 178 meter, og på sådan et skib kan der være rigtig mange containere. Dem har vi skullet ransage, siger politiinspektør Dannie Rise i en pressemeddelelse.

Hvad der er blevet fundet under ransagningen, ønsker politiet ikke at fortælle om.

Skibet anløb blandt andet Puerto Bolivar og Guayaquil i Ecuador, Balboa i Panama og Guaymas i Mexico, inden det sejlede over Atlanterhavet. Det fremgår af flere hjemmesider, som holder øje med skibsfarten.

Netop Guayaquil, der er den største havn i Ecuador, har adskillige gange været brugt til at udsmugle kokain, som menes at være fremstillet i Colombia.

Jævnligt gemmes kokain med legale varer som tunfisk eller bananer. For to år siden blev 375 kilo kokain afsløret i et parti bananer, der skulle til Rusland, har et lokalt medie i Ecuador rapporteret.

I Danmark har den hidtil største beslaglæggelse af kokain været på 310 kilo. Stoffet var gemt i en container, der blev sejlet til Fredericia, og som senere blev kørt til Esbjerg.

I den nye sag med de 100 kilo mener politiet, at narkoen skulle videre til København og muligvis andre steder i Skandinavien, fremgår det af den sigtelse, der er blevet rejst.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce