Annonce
Læserbrev

Ældrepleje. Boller uden gær - nej vel, kære politikere?!

Arkivfoto: Scanpix

Debat: 2019 – jeg er målløs overfor den service, der tilbydes indenfor ældresektoren?! Jeg hedder Malene, er 26 år og social og sundhedshjælper!

Når de garvede hjemmehjælpere fortæller om, hvordan tingene var for 25 år siden i ældreplejen, så bliver jeg forbavset.

De fortæller om, at de handlede, hyggede, bagte og gjorde rent i flere timer ved den enkle borger. De kunne være i hjemmet fra morgen til middag, hvis ikke længere tid.

I dag er vi knap kommet ind af døren, før vi skal være ude igen.

Jeg forstår, at de ydelser, der blev ydet for 25 år siden, var for omkostningskrævende, og nedskæringerne var nødvendige.

Jeg kan ikke lade være med at lade tankerne falde på min gamle bageopskrift på fødselsdagsboller. De er spækkede med smør, sukker, æg, salt, sødmælk, gær og mel. Der skal lægges kærligheden i æltningen. Omtanke med nødvendigheden i hævningen og varmen i bagningen. Hvis omkostningerne var for store på mine boller, skulle der spares på hvert enkelt ingrediens. Hvert enkle ingrediens har en funktion, for at få superlækre boller.

Når bollerne skulle serveres for gæsterne, ville jeg være nødt til at undskylde. Jeg kan lige høre mig selv: "Jeg beklager bollerne er stenhårde, uspiselige og ej hævede, men besparelserne blev fundet i grundopskriften, ja der er faktisk kun mel og mælk i dem, men boller skal I have”.

Jeg vil have OMSORG. Jeg vil have SJÆL, og jeg vil have det ETISKE grundlag tilbage i ældresektoren, kære politikere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.

Erhverv

Ny chef i spidsen for lokal bank

Annonce