Læserbrev

Århushistorie. Besparelse både dyrere og dårligere

Debat: For at spare 1 mio. kr. årligt skal regionsrådet behandle et besparelsesforslag om at centralisere genoptræningspladser af hjerneskade efter operation af blodprop i hjernen. Sådanne patienter tåler typisk kun kortvarige besøg og derfor er det vigtigt, at man er indlagt på hjemhospitalet og derfor er genoptræningspladerne i dag spredt ud i regionen. Men for at spare 1 mio.kr. vil man desværre nu centralisere 10 genoptræningspladser til Aarhus. Det betyder at antallet af hospitaler med neurorehabilitering i Region Midtjylland reduceres fra 9 til 7 hospitaler.

Nu viser hørringsvarene imidlertid, at de 10 pladser i virkeligheden er 2,8 mio. kr. dyrere at drive i Aarhus end på hjemhospitalerne.

Regnedrengenes besparelse på 1 mio.kr. bliver derfor i virkeligheden til en årlig ekstra udgift.

Men ikke nok med det. Der skal tilmed bruges over 3 mio. kr til at etablere de 10 nye pladser i Aarhus. Så bestræbelserne på at spare 1 mio. kr. bliver til en rigtig Århushistorie og ender med at blive en langt dyrere løsning, som derfor vil forårsage nye besparelsesforslag!

Samtidig risikerer centraliseringen af genoptræningspladerne, at man kommer til at mangle sygeplejersker til området. Der vil være mange sygeplejersker, der ikke flytter med til Aarhus og i Aarhus er sygeplejersker en stor mangelvare.

Dansk Folkeparti har foreslået at droppe denne centralisering og i stedet lade genoptræningspladserne blive på hjemhospitalerne som dermed også bevarer vigtig viden på området. Nu er sagen i det mindste blevet udskudt til næste måned, da man fandt ud af, at centraliseringen ikke ville give en besparelse men tværtimod være en dyrere løsning.

I valgkampen lovede alle, at man ville prioritere nærhed for patienter. Derfor må man holde sine valgløfter og afvise centraliseringen af genoptræningspladserne for hjerneskadede blodpropspatienter.

Centraliseringen af genoptræningspladserne for hjerneskadede blodpropspatienter bør stoppes. Forslaget har mange uheldige konsekvenser, fremhæver Steen Thomsen. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce