Man skal kravle, før man kan gå. Uanset efternavn. Men nogle kravler bedre end andre, og den blot 19-årige Hugo Helmig må siges at være begunstiget med et udseende, en charme, en stemme og en musikalitet, som er de færreste jævnaldrende forundt.

Torsdag aften lister en synlig nervøs Hugo Helmig ind på spillestedet Postens lille scene med sine fire jævnaldrende bandmedlemmer. For syv måneder siden optrådte hans far foran 30.000 i Tusindårsskoven et par kilometer væk. I garderoben på Posten hænger omkring 200 vinterfrakker, hvilket de fleste upcoming musikere ville være lykkelige for.

De fem knøse virker da også herligt benovede over at indlede den omfattende turné, hvor publikum får lov at høre nogle af de sange, som endnu ikke har fundet vej til Spotify, Youtube og andre platforme. Og som udkommer på ep til marts.

Hugo Helmig dyrker en meget tidstypisk pop, som er dansabel, sympatisk og fængende uden at revolutionere genren. Første gang, jeg hørte hittet "Please Don't Lie" i radioen, troede jeg faktisk, det var Christopher, der sang. Selv om deres vokaler bestemt har unikke karakteristika, kan man roligt konkludere, at de befinder sig på samme boldgade.

De simple guitarriffs har samme ligefremme og letbenede stil som britiske Ed Sheeran, og generelt savner jeg lidt større musikalsk variation og vovemod i de 10 sange, som serveres denne aften.

Da Hugo Helmig præsenterer sangen "One Plus One" er det med ordene:

- Vi kan jo ikke bare spille otte "slaskere". Der skal også være noget upbeat, så nu spiller vi "One Plus One", som var den første sang, jeg indspillede i et studie. Er I klar på at feste, spørger Hugo Helmig.

Og så kaster bandet sig ellers ud i en sang, der har præcis samme tempo som de foregående fem numre.

Moden stemme

Det ville være naturstridigt, hvis en 19-årig grønskolling havde samme rutine på en scene som sin 53-årige far. Men det er tydeligt, at nogle af de samme bevægelser og fagter går igen.

Man kan også snildt høre, at stemmebåndene er fra samme hylde, og flere gange er det svært ikke at blive imponeret over bette-Helmigs modne stemme. Han synger med en naturlighed og ro, som 10 år ældre sangere ville misunde.

"You Should Know" er (endnu) en ballade, som Hugo Helmig formår at give et nøk mere nerve og intensitet end de første sange på den beskedne setliste. Det er første gang under koncerten, at jeg er nødt til at gemme blokken væk og bare lytte. Sangen er ultrasimpel både i melodi og tekst, men den besidder en længselsfuld smerte, som går rent ind.

Ingen døgnflue

Unge mænd holder som bekendt ikke så længe, så efter 33 minutter takker Hugo Helmig af. Heldigvis er der lidt mere krudt i kanonen, så "Please Don't Lie" kan sætte fut i torsdagsfesten. Det er et djævelsk catchy nummer, som er umuligt at forholde sig passivt til og helt som forventet får publikum til stemme i og synge kor. Men det understreger også, at halvdelen af aftenens sange ikke har samme niveau.

På aftenens eneste ekstranummer, "Posing for Pictures", indleder Hugo Helmig alene med akustisk guitar, og det fungerer formidabelt. Sangen er skrevet i Malaga, hvor en anden Helmig har skrevet nogle af sine bedste sange i det nye årtusind.

"Posing for Pictures" fortæller om en tvivlende ung mand, der er bange for, at han ikke er pæn nok, har det rigtige hår, og om han i det hele taget er god nok. Det behøver Hugo Helmig ikke fundere over. Han har hele pakken.

Selv om den første koncert på hans første turné kun varer 47 minutter, beviser han, at han ikke er en døgnflue med det rigtige efternavn.

Posten, Odense, torsdag 18. januar: Hugo Helmig