Ejvind havde fået job i Holstebro, og gennem sit arbejde i Vestjysk Bank blev han tilmeldt og fik konen med.
Mange år er gået siden, men en ting er, som den hele tiden har været. Den sidste weekend i august, skal der løbes Storåløbet.
»Nu har vi været med i så mange år, og så skal vi jo med hvert år,« siger Karen, som bliver suppleret af ægtefællen.
»Nu er det blevet en sport at være med.«
De ved ikke i hvor mange år frem, at krydset i kalenderen stadig bliver placeret på den sidste weekend i august, men lige nu er der ingen planer om at stoppe den imponerende række af storåløb.
»Det er kun helbredet, der ved, hvornår vi stopper,« som Ejvind udtrykker det.
Lysten driver værket
Hjemme hos familien Johansen har træningen aldrig været sat i skemaer. Her er det lysten, og det at være ude i naturen, der driver værket.
»Vi løber, når vi har lyst. Vi har ingen fast rytme. Det er, når lysten er der,« siger Karen, der slet ikke kan undvære løbeturene.
»Det giver energi og overskud i hverdagen. Man får alt blæst igennem.«
Hun har tidligere løbet i stjernetiden på ti kilometer ruten, men for de to har det dog aldrig handlet om at komme først.
»Vi løber for at være med og gennemføre. Sådan har det altid været,« siger Karen.
I år er de begge to meldt til på fem kilometeren, men det betyder ikke, at de skal løbe sammen. Faktisk plejer de ikke at løbe sammen.
»Det er altid en sport at slå den anden,« siger Ejvind.
Der er dog ingen af dem, der har styr på, hvem der er kommet først i mål flest gange. Men forskellen på de to løbere er ikke stor.
»Vi løber meget lig hinanden. Nogle gange vinder han, og andre gange er det mig,« siger Karen.
Det har krævet planlægning at løbe 29 storåløb i træk. Blandt andet har ferierne altid været planlagt, så de ikke ligger sidst i august.
»Vi har også måttet sige nej til nogle ting. Men så er vi kommet senere, når vi har gennemført løbet,« fortæller Karen, som er den eneste kvinde, der har været med i samtlige 29 storåløb.
seneste kommentarer