Buk skudt den 30. maj

Han ved, hvad der venter, længe før snoren kommer frem. De velkendte forberedelser; støvlerne, jakken, hatten med den brede skygge og ikke mindst riflen, der
forsigtigt bliver taget ned fra sin hylde afslører, at denne aften byder på en tur ud for at finde vildt. Han tager en tur omkring sig selv af begejstring – og endnu én – for dernæst, med et højt bjæf, at forsøge at fremskynde processen. Han får en løftet pegefinger til svar, og kvitterer med at sætte sig pænt for at signalere, at han forstår og nok skal være stille.

De to begiver sig af sted i den lune sommeraften. Ned af den velkendte markvej, hvor kornet danner et gyldent tæppe til den ene side, og skovbrynet fra Liebes Plantage tager sin begyndelse på den anden. Ikke et blad rører sig i aften, og den eneste lyd, der bryder stilheden, er fuglenes kvidren som en konstant baggrundsstøj, der belejligt camouflerer Deres skridt i det ufremkommelige terræn.

Han kender skoven godt fra sine hyppige ture med sin menneskemor, men i aften får skovens dyr lov at græsse i fred, for de sætter kurs mod ærtemarken for enden af vejen. Han er fuldt fokuseret på sin menneskefars instrukser, som de arbejder sig stille frem i de tætte afgrøder. Ruten er fyldt med duftspor, og hans sanser skærpes straks, De begiver sig ind på sprøjtesporet, der fører dem frem til mosen, der befinder sig et godt stykke inde i marken. Luften er tyk af spænding og forventning, og duften af vildt er stærk, for mosehullet forsyner områdets vildt med vand, og det tætte krat kan til tider huse både små og store overraskelser.

De sidder stille side om side, mens tiden går. Hans næse peger mod den skyfri himmel og sitrer, mens han bearbejder de mange indtryk, der bølger ind over ham. Hans ører er spidse og fokuseret på lige netop den lyd, der vil afsløre en tilstedeværelse i buskadset. Af og til stryger hans menneske ham over ryggen, og han modstår trangen til at storme ind i krattet og selv undersøge sagen.

Der går en time, måske tæt på to, før Deres tålmodighed endelig belønnes. Lyden af en gren der knaser, er så svag, at det menneskelige øre ikke vil opfange det, men han registrerer det straks, og stivner med hele sin opmærksomhed rettet mod det punkt, hvorfra lyden har afsløret, at noget med en betydelig størrelse og vægt befinder sig på den anden side af krattet. Hans menneske reagerer på hans adfærd ved at løfte riflen og indtage position. Han er så spændt, at han holder vejret, mens han afventer endnu en lyd. Få sekunder passerer, men det føles som minutter, før endnu en lyd bekræfter, at målet for Deres opmærksomhed uden tvivl bevæger sig i Deres retning. Denne gang hører hans menneske også lyden, og riflen ryger straks op til kinden, hvor det afventer, at målet skal vise sig for Dem. Han sidder spændt som en bue parat til at suse af sted, når skuddet brager. Han vover ikke at blinke, for færten er så stærk, at det er få øjeblikke, der adskiller Dem fra dyret på den anden side af krattet.

Intetanende træder nu den største råbuk, han endnu har set ud i lysningen. Vinden er helt rigtig, for det aner ikke uråd, og fornemmer ikke Deres tilstedeværelse, før det er for sent. Skuddet rammer direkte i hjertet, og det enorme dyr synker sammen i græsset med med et brag, der kan mærkes helt ud i trædepuderne. Han sætter af sted før ekkoet fra skuddet endnu har lagt sig og konstaterer, at dyret er dødt, før han begejstret lader snuden udforske. Han ænser knap nok, at hans menneskefar gør ham selskab, før rosende klap lander på hans ryg. Han er stolt og glad. Denne lune sommeraften i ærtemarken blev den sidste for en prægtig råbuk, men for ham og hans menneskefar blev det en mindeværdig aften, som endte med et pletskud, De sent vil glemme.