Buk skudt den 28. maj

Det var min svigerfar og svoger, der gjorde mig interesseret i jagt, og min svigerfar har da sidenhen også lært mig alt det praktiske om jagt. Da jeg begyndte at snakke om jagttegn med min søn, måtte han tilstå, at hans interesse for jagt også var rigtig stor.

I vinteren 2010 begyndte vi på jagttegnskurset sammen, og erhvervede det begge i april 2010. Efter erhvervelsen købte vi det samme begyndersæt med haglbøsse og våbenskab.

Der var desværre ikke også råd til en riffel, men i 2011 fik jeg nogle skattepenge tilbage, og brugte dem på en brugt riffel og en ny kikkert til riflen. Og så var det ”kun” at tage riffeltegnet, og det nåede jeg inden den 16. maj. Endelig kom dagen - mandag den 16. maj stod jeg op kl. 02.30, hentede min svigerfar, hvorefter vi kørte ud på hans jagt på Mols.

Vi var klar og på plads, da solen stod op, men så desværre ingen buk den dag, eller for den sags skyld de efterfølgende dage hvor vi var på jagt både morgen og aften. Den tredje gang, vi var af sted, var lørdag morgen den 28. maj. Stod op klokken 02.30, hentede svigerfar og kørte på Mols. Det var en dejlig morgen, og den skulle blive endnu bedre!!

Min nye nabo, der også er ivrig jæger med en del års jagterfaring, og jeg havde drillet hinanden lidt med, hvem der nu først fik nedlagt bukken og dermed vandt håneretten…

Da vi ankom til jagten, stillede vi bilen og gik den sidste kilometer. Jeg fik øje på et stykke råvildt på vej op af på skrænten fra marken. Man kunne ikke se, om det var en buk. Svigerfar spurgte, hvad jeg nu ville, og jeg svarede, at jeg ville pürsche tættere på for at se hvad slags rådyr, det var. Svigerfar gik bag om for ikke at virke forstyrrende og for at give mig en sikker skudmulighed, samt at dyret ikke ville få fært af ham.

Jeg begyndte at gå langsomt ned mod dyret med min nye jagtkikkert om halsen - en fødselsdagsgave på forskud fra hvem andre end… mine svigerforældre, og den blev brugt flittigt. Da jeg var omkring 250–300 meter fra råvildtet, kunne jeg se, at det VAR en BUK! Hjertet slog hurtigere end mine anstrengelser ellers berettigede det til. Jeg fandt min mobil frem og sendte en sms med teksten ”det er en buk og jeg går efter den”. Ssvaret var meget kort: ok fint – knæk og bræk!

Jeg gik i skellet mellem naboen og svigerfars revir. Det gav mig lidt camouflage, og jo tættere jeg kom, jo længere gik jeg ned i knæ. Da der var ca. 200 meter til skoven, var jeg nede på alle fire. Bukken stod 20 meter oppe på skråningen lige ved foden af det store birketræ. Der var buske til begge sider, så jeg skulle passe på. Kravlede ca. 125 meter på alle fire med riflen foran mig og rygsækken - foret med en pude som jeg skulle bruge som anlæg - vippende fra side til side. Jeg var bange for, at bukken ville få øje på den og ikke mig. Min tid som værnepligtig garder kom mig rigtig til gode med de berømte ”mavefræs” fra gardertiden (Den Kgl. Livgarde december 1984).

Pludselig satte bukken sig ned ved foden af træet og solede sig. Kunne se, at der nu kun var 150 meter til bukken, der stadig var rolig og småsov lidt. Men jeg ville tættere på. Her første gang ville jeg være 100 % sikker på træfning.

Nu var der en busk imellem den siddende buk og mig, så jeg kravlede det bedste, jeg havde lært skrå ind over marken i ly af busken, indtil jeg var 50–70 meter fra den. Kravlede så forsigtigt ud til siden fri af busken, så jeg havde frit udsyn til bukken. Nu skulle jeg så ”bare” have rygsækken på plads. Det var lettere tænkt end gjort, men det lykkedes.

Nu var jeg helt klar, og så kom bukkefeberen. Jeg tror sgu, jeg havde en puls på 210, men heldigvis blev bukken siddende i hele tre kvarter. Tiden brugte jeg dels til at falde helt til ro samt sms´ til svigerfar, som var på plads ovre i det andet skel. sms’erne fra ham var meget korte, for han var bange for, at bukken smuttede, mens jeg sms´ede til ham.

Efter en halv time begyndte mine arme at sove, så jeg prøvede at lave lidt forsigtig støj. Intet hjalp. Nøj hvor kan man tænke mange tanker, når man ligger der. Klokken 05.50 skete der noget. Bukken rejse sig op på bagbenene med siden til mig, så halvt op på forbenene. PERFEKT. Lige da jeg ville skyde, vendte han hovedet og kiggede direkte ned på mig, som om han ville sige: ”så skyd mig dog mand”. Jeg var helt rolig, da skuddet lød og kunne ane, at bukken sprang ud til venstre for mig. Hvorfor nu det?? Var 100 % på at jeg havde ramt ham. Hurtigt tog jeg ladegreb med det resultat, at jeg hev bundstykket helt ud???? Hurtigt fik jeg en patron i og bundstykket på plads igen. Op med riflen igen, men hvor var nu bukken? Kunne bare ikke se den. Bare den nu ikke var løbet ind på naboens revir ca. 50 meter væk. Der lå jeg så og kiggede i kikkerten, men da jeg så birketræet, var der ingen tvivl – han var ramt. En stor flig var slået af træet, og der var noget meget mørkt blod. Et sikkert tegn

på at han var ramt rigtig.

Jeg lå og ventede i spænding i 10–15 minutter, indtil min svigerfar kom over til mig. Han har lært mig, at bukken skal have lov til at forende i fred. Vi gik op til birketræet, og han sagde: »Det ser godt ud. Lad os gå lidt længere op, så vi kan afskærme bukken fra at springe ind på naboens revir.« Vi skulle ikke gå langt. Fem-syv meter fra

birketræet lå bukken forendt i nogle buske. Min svigerfar viste mig, hvordan man trækker bukken ud gennem buskene og ned på den flade mark. En flot seksender fire-fem år gammel. Både buk og jeg blev æret på ægte jagtmanér og skik af svigerfar.

Fuglene sang, og solen varmede dejligt på ryggen, da jeg under kyndig vejledning skulle brække min første buk. Det gik rigtig godt. Langsomt men godt. Jeg var faktisk lidt spændt på, hvordan det ville gå. Kunne jeg nu klare det uden at kaste op? Det kunne jeg uden problemer. Derefter fik jeg vist, hvordan man binder et stykke snor om

benene og bærer bukken over skulderen.

Nu gik turen så hjemover, og jeg kunne slet ikke vente med at komme hjem. Både til min kæreste, men også til min kære nabo. Naboen sov, men jeg blev mødt af hans kone, der fortalte, at de havde været i byen, og at han sov endnu. Men hvad er der sket, spurgte hun? Jeg har skudt en buk, sagde jeg. Der lød et brøl inde fra soveværelset, og ud kom en total nøgen nabo. »Hvem har skudt en buk”? Det syn glemmer jeg heller aldrig, og jeg har håneretten.

Sikke en dejlig lørdag og sikke en premiere. Helt høj var jeg og slet ikke træt.