Buk skudt den 28. maj

I går aftes fik jeg en sms fra en jagtkammerat fra Skive Jagtforening. Der stod: »Held og lykke ved travbanen i morgen tidlig. Knæk og bræk, hilsen Anders P.«

Vi vidste begge, der gik en god buk på arealet. Jeg sad der den 16. maj og så bukken i 15 minutter før skydetid, men da det blev tid, forsvandt han. Pokkers tænkte jeg, men jeg vidste jo, jeg igen havde stigen den 28. og 29. maj.

Anders P. havde siddet derude den 25. og havde ikke set den. Der er stadig håb, tænkte jeg den dag. Jeg skrev (fuld af selvtillid) tilbage til Anders P.: »Jeg har en fast aftale med ham i morgen.« Hvad gør man ikke for at holde motivationen oppe?

Da jeg kom ud til arealet, gik jeg forsigtig op i stigen. Der er et stort indhegnet areal, som Skive Kommune gerne vil have Jagtforeningen til at holde råvildtet væk fra. Det er så lettere sagt end gjort. Jeg tog kikkerten op for at se, om der var dyr i hegnet. Det var der selvfølgelig. Først troede jeg, det var en rå, men pludselig stod den og gnubbede panden op af et lille træ. Op med kikkerten, jo det var en buk. Pulsen steg til øredøvende højde, det var stadig ikke skydetid.

Jeg tog riflen op og skruede forstørrelsen godt op på kikkerten for bedre at se ham. Det var den store buk, jeg havde set den 16. maj. Pulsen steg om muligt endnu mere. Jeg fulgte ham med riflen i anslag. Bukken gik i nogle små træer, hvor han kunne gemme sig. Jeg ventede bare på, at mobilen skulle «summe« i lommen, når det var skydetid.

Mobilen summede, riflen blev lagt endnu mere i anslag. Nu skulle han bare komme frem til skud. Pludselig tog han tilløb til at ville af sted som sidste gang. Jeg råbte ham an, og han bremsede op. Der var nu kun et sted, hvor jeg havde chance for skud. Jeg tænkte: »Er der pels, så slipper jeg skuddet«.

Muligheden bød sig, og skuddet gik……. Bukken løb frem i noget meget tæt bevoksning med brombær og små træer uden nogen særlige skudtegn…..Jeg så på uret. 04.50. Jeg skal vente, tænkte jeg…..

Efter ti minutter gik jeg ned og så efter skudtegn, men alt forandrer sig, når man kommer ned på jorden. Mig op i stigen igen for at spotte stedet bedre, ned igen for at se, men intet var der og se. Jeg gik rundt i den tætte bevoksning og prøvede at følge hegnet, men intet. Efter ca 20 minutter ringede jeg til vores schweisshundemand Anders Laigård, som er formand i foreningen. Han kom, da der var gået godt en time. I den tid, der var gået, var der strømmet uendelig mange tanker og billeder igennem hovedet, så efterhånden havde jeg næsten overbevist mig selv om, at jeg havde skudt forbi.

Vi startede i skudområdet, for jeg kunne ikke nøjagtig sige, hvor det var. Han slap hunden, og den søgte uden at give særlig tegn på, at der var noget, syntes jeg. Men pludselig sagde Anders: »Jeg skal lige med hunden.« Så var bukken fundet. Den var gået 30 meter ind i krattet og forendt. Der faldt en kæmpe sten fra hjertet. Bukken var ramt lige på bladet. Et godt skud.

Anders grinede og sagde: »Mulen hængte noget, da jeg kom, men det skal jeg da lige love for, har ændret sig.« Det kunne jeg kun give ham ret i.