Selv om det var tidlig at komme op, måtte jeg bare ud og se, om bukken også var kommet op.
Jeg kom frem til marken, og skulle nu forsigtig komme frem til hochsitzen, der står, hvor marken er højest for at få kuglefang og med graner som baggrund. Jeg kom uset op i stigen og sad nu og nød den tidlige morgenstund. Solen farvede byens hustage røde, og disen drev langs de lavere liggende marker. Det var et smukt syn.
Pludselig kom et dyr ud fra granerne. Uden brug af kikkert kunne jeg se, det var buk nummer 4. Han var inde på ca. 50 meter, men kom ud på min højre side. Det kunne ikke lade sig gøre at skyde til den side, så jeg kunne kun håbe på, han ville ud på marken foran mig. Jeg fulgte ham med tilbage holdt åndedræt, nu hvor jeg havde bestemt, at det var ham, jeg skulle have, hvis tilbuddet kom igen. Før jagten gik ind, havde jeg set fire forskellige bukke. En lille knop, en lille spids i bast, en
lille gaffel og nummer 4, der var en abnorm/ulige gaffelbuk, hvor to af spidserne var knækkede.
Jeg havde faktisk fredet de fire drenge, men nummer 4 kom ud den 16. om morgenen. Han fejede hele vejen ned langs granerne, og jeg kunne have skudt ham mange gange den morgen, men jeg var sikker på, der måtte være en der var større. Det kunne ikke passe, nummer 4 var pladsbukken her.
Fredag den 18. en halv time før lukketid kom nummer 4 igen frem mellem granerne. Ikke fri til skud. Det kom han først, da solen gik i seng, og jeg sagde godnat til ham og gik hjem.
Denne morgen var beslutningen taget. Nummer 4 var pladsbukken. Kom han ud og til skud, ville det blive ham. Han tog sig god tid. Essede langsomt længere ud på marken, og min puls steg i takt med hans fremgang. Da han var nået ud på omkring 70 meter, stod han skråt for mig. Han vendte sig om og kiggede lige op i stigen, hvor
jeg sad. Med halsedissen trukket helt op over næsen og hattens skygge godt ned for øjnene så han burde ikke kunne se mig. Jeg sad lidt tilbagelænet i sædet og muse stille, ventede kun på, han skulle esse videre, så jeg kunne få riflen ordentlig op. Endelig. Efter en evighed essede han igen og kom længere frem. Bukken stod nu med
siden til. Da han atter kiggede op på mig, sendte jeg kuglen af sted. Jeg havde høj feber, så jeg så slet ikke, hvordan han tog kuglen, kun at han sprang i høj fart over marken og ind mellem granerne.
Nu kom tvivlen. Havde jeg skudt under ham i bare befippelse? Ned af stigen og hjem efter mand og hund.
Jeg steg igen op i stigen. Denne gang for at udpege hvor bukken stod, da jeg skød. Vi fandt hurtigt skud stedet, og her var masser af schweiss. Det var en smal sag for Dundee at finde bukken, der lå forendt ca. fem meter inde mellem træerne. Han havde taget en tur omkring det træ, han faldt ved, der var schweiss hele vejen rundt.
seneste kommentarer