Buk skudt den 1. juni

Lige som min far åbnede døren til værelset, ringede mit vækkeur for atter at fortælle mig, at nu var det tid til bukkejagt. Fuglene var allerede begyndt at synge deres velkendte melodier, og det var i dag 11. gang, at jeg ville prøve lykken.

Vi havde længe observeret en meget fin seksender nede ved mosen, men jeg havde ikke haft heldet med mig indtil videre. Jeg kom op og fik det varme jagttøj på, bæltet med kniven spændt om livet og fortsatte ned i kælderen for at hente min velkendte Sako 243, som min far selvfølgelig havde købt til mig.

Det var den 1. juni, og vi trådte ud i et absolut perfekt bukkevejr. Så godt vejr havde det ikke været i et godt stykke tid. Vi puttede bønnerne i begge vores rifler, og begav os derefter ned mod mosen. Under hele vejen gik vi musestille og var hele tiden på vagt, som en rigtig bukkejæger bør være. Vi kom da også op i tårnet fuldstændig lydløst uden at støde nogle dyr. På vejen derned havde vi ikke set hverken rå eller buk, hvilket også var fint nok, eftersom det tillod os at kunne komme op i

tårnet uset. I øst var solen allerede godt på vej op mod himlen, og de første varme solstråler ramte os snart.

Der sad vi et stykke tid og nød den vidunderlige natur, som vi jægere er så heldige at opleve under vores jagter, og efter et stykke tid rejste der sig et dyr ude i nyplantningen, som ligger til venstre for tårnet. Kikkerten røg op, og det gav et lille stik af ærgrelse, da jeg kunne se, at der ikke var ret meget mellem ørerne. Råen fortsatte ud af nyplantningen, ned over græsset overfor tårnet og ind i træerne, som står nede ved søen. Et stykke tid efter rejste der sig endnu en rå og gik i samme retning.

Det føltes som om, jeg havde set utallige råer ind til videre, og det eneste jeg ventede på, var den flotte seksender.

Nu var solen kommet et godt stykke op på himlen, og jeg var glad for, at jeg havde valgt at lade jakken blive derhjemme, for den havde været alt for varm at have på. Pludselig rejste der sig endnu et dyr. I de få sekunder det tager at smide kikkerten op til øjnene, tænkte jeg, at det sikkert atter bare var en af de utallige råer. Men da jeg så den store opsats, han bar rundt på, begyndte mit hjerte at hamre, som var det en hest i fuld galop. I et lille øjeblik var jeg faktisk bange for, at det ville springe

ud af brystet på mig.

Bukken gik og spiste ude i nyplantningen, og stod da også med bladet fint til flere gange. Men græsset er alt for langt, og det ville være dumt at prøve at skyde, eftersom kuglen har meget nemt ved at ekspandere. Han fortsatte ud på græsset men kom aldrig til at stå med bladet til. Han stod skråt op for mig i et lille stykke tid, og jeg kunne da også have placeret en kugle på ham. Men som min far siger, er det alt for dumt at tage chancer. Han skulle jo nok komme igen en anden dag. Han

fortsatte ind i træerne mod søen, og væk var han. Skuffelse og ærgrelse.

Det var blevet helt roligt rundt omkring mosen, eftersom bukken og de andre råer var forsvundet ind i træerne. Men der var selvfølgelig stadig chance for, at han skulle komme ud igen, og vi blev da også siddende. Senere kom en rå ud fra træerne helt oppe i den anden ende og gav sig til at græsse af det friske morgengræs. Hun fulgte stille og roligt træernes grænse ned mod tårnet og forsvandt ind det samme sted som bukken. Hun kom meget hurtigt løbende ud på græsset igen, stoppede op

og kiggede sig tilbage ind i træerne. Allerede der vidste jeg, at nu skulle det ske. Og ganske rigtig kom den flotte seksender spankulerende efter hende.

Klokken rundede 05.53, og derefter gik det hele utroligt stærkt. Jeg greb riflen, og mens jeg hev den op, røg sikringen frem, og jeg plantede riflen hen over tårnets gelænder. Bukken smed efter nogle sekunder bladet frem til en perfekt skydestilling. 3-2-1 og så sendte jeg kuglen af sted, som ramte ham på bladet, Han sank sammen, rejste sig og humpede af sted ind i træerne.

Jeg tror aldrig nogensinde i mit liv, at jeg har rystet så meget. Nu var det endelig sket. Efter et stykke tid gik vi ned for at finde ham, og vi fandt ham liggende stendød i

kanten af træerne. Han havde fået en hjerte-lunge kugle og var gået omkring ti meter. Det er min første buk, og den fantastiske følelse glemmer jeg aldrig. En perfekt morgen, perfekt kugle og absolut en perfekt buk. Hvad kan årets bukkejæger ønske sig mere?