Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Villy Søvndal skriver mindeord over sin bror

Eigil Søvndal. Arkivfoto fra 2009: Morten Stricker

Villy Søvndal skriver mindeord over sin bror

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Villy Søvndal har sendt følgende mindeord over sin bror, Eigil Søvndal:

 

Den 5. juli døde min kære bror Eigil. Jeg blev ringet op at familien, der fortalte den triste nyhed om Eigils pludselige og helt uventede død.

Vi voksede op sammen og så alligevel ikke helt - vi fem i søskendeflokken på det lille husmandsbrug i Linde.

Eigil blev født i krigsåret 1942 på Venø, hvor mine forældre havde købt et lille husmandsbrug, indtil de flyttede til Linde. De to ældste af mine søskende Bent og Eigil kom tidligt ud at tjene. Allerede da de var 11 og for Eigils vedkommende bare ni år gammel.

Derfor har jeg, der er ti år yngre end Eigil, aldrig boet sammen med mine ældste søskende.

Eigil ville være landmand. Han tjente på forskellige gårde og var på landbrugsskole, indtil han sammen med sin kone Ruth købte Højgård i Linde - Ruths fødegård, hvor de levede sammen hele deres liv.

Sidste år fejrede vi deres guldbryllup, hvor de mindedes de mange gode og rige år, de har haft sammen. De nåede meget, de to mennesker:

De delte deres liv med deres tre børn og svigerbørn og senere også børnebørn, der alle fyldte rigtig meget i deres og i Eigils liv. Eigils evne til at være til stede i nuet og acceptere folk, som de nu engang er, var noget helt særligt. Det gjaldt i forhold til familien og også de mange venner. Eigil og Ruth opbyggede en meget stor vennekreds, som betød meget for dem. Det at bo så mange år i samme landsby gav nogle meget stærke netværk, uanset om det var i forbindelse med landbruget og de tilknyttede organisationer, fritidsinteresser eller det religiøse fællesskab.

Eigil havde en sjælden ro og anerkendelse af andre, der betød at også børn nød at være i hans nærhed og omvendt. Eigils evne og sans til at få hvert enkelt barn i familien til at føle sig som noget ganske særligt gør, at mine børn i dag - sammen med en række andre børn - husker Eigil som noget helt specielt: En tur på traktoren, mejetærskeren eller en tur rundt på gården på skovlen på frontlæsseren.

Som søskende havde Eigil og jeg det privilegium at følge hinanden et helt liv. Da Eigil var ung, så jeg op til ham, min sjove og stærke bror. Da han stiftede familie, og vi nogle gange kom og hjalp på gården, eller når vi mødtes i familiens skød. Vi har altid mødtes meget i familien:

Til fødselsdage, til festerne og årlige tilbagevendende sammenkomster.

Sidst Eigil besøgte os var til min fødselsdag i april, og sidst vi var sammen var i maj , hvor vi mødtes hos vores søster for at få styr på familieanerne.. Det var som altid den livsglade og positive bror, vi der mødte for sidste gang. Efter et alt for kort men godt liv. Næste gang vi mødes i familien er 29. juli på vores årlige familiesammenkomst, hvor efterkommerne af mine forældre mødes.

Vi er cirka 80 i alt og normalt kommer cirka 60. Eigil kommer ikke denne gang. Det er vi kede af. Fordi han var så stor og favnende for både børnene og vi voksne. Vi vil til gengæld mindes ham. Savnet vil være stort men mindet vil være endnu større.

Ære være hans minde.