Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Holstebro-forfatter: Jeg tror ikke på fri fantasi

- Folk spørger, hvordan jeg kan have en kvinde som fortællestemme, når jeg er en mand. Men altså, det skal en forfatter da kunne. Jeg har mødt masser af kvinder. Hvad var det nu, Hemmingway sagde? Noget i retning af, at du bare skriver, som om det var en mand, og så fjerner du al sund fornuft bagefter, ler Kim Karmark, hvis hovedperson i den seneste bog IKKE er en kvinde, men en ældre mand - "og jeg har jo heller aldrig været 85, vel?" Fotos: Jørgen Kirk

Holstebro-forfatter: Jeg tror ikke på fri fantasi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Portræt

Kim Karmark, der stammer fra Holstebro, har skrevet to anmelderroste romaner. Nummer tre udkom i mandags og er lige som de foregående baseret på mennesker, input og oplevelser, der er blevet bearbejdet. - Det er nogen mennesker bare bedre til end and

Kim Karmark var en engageret elev, der som oftest fik positive kommentarer fra lærerne, da han 1960'erne og 1970'erne gik på Sønderlandsskolen i Holstebro. Hans dansklærer fra 1. til 5. klasse, Fru Harboe, skrev i sin elevs karakterbog:

"Kim er en flink og kvik elev, der specielt har gjort sig bemærket i skriftlig dansk".

Det skudsmål skulle vise sig at holde. De seneste knap 30 år har den nu 55-årige Kim Karmark tjent sine penge som tekstforfatter i reklamebranchen, og siden 2015 har han udgivet to anmelderroste romaner. En tredje roman, "En af dagene", udkom i mandags.

- Det er superfedt at skrive bøger. Det er drug-agtigt. Hvis ikke man kan lide skriveprocessen, skal man selvfølgelig ikke være forfatter. Så skal man finde noget andet at lave. Når en bog glider for mig, vil jeg hellere være i den end i resten af verden, for det er da federe, forklarer Kim Karmark, stopper så op, smiler af sig selv og udbryder:

- Hvad er det nu for noget pis at sige! Men altså ja; som forfatter er man altid på arbejde, men samtidig har man en enorm frihed. Jeg er ligeglad med, om det er søndag eller tirsdag, morgen eller aften, hvis jeg har lyst til at skrive. At jeg så har en timeløn på cirka 25 øre som forfatter, er noget helt andet. Men så ved jeg jo, at jeg kan tjene penge som reklamemand.

Anmelderne kan godt lide Kim Karmark. Og i 2016 blev han for sin debutroman "Ud i det hvide" nomineret til Bogforums Debutantpris, som han dog ikke vandt. Det gjorde "en 25-årig fra Forfatterskolen, der i øvrigt gik i parallelklasse med min datter i gymnasiet..."

Men dengang Kim var barn, var det ikke forfatterlivet, han drømte om, trods gode skudsmål fra dansklærerinden. Han ville være arkæolog.

Bøgerne
Kim Karmark har udgivet tre bøger. "Ud i det hvide" (2015), "Toyotanotaterne" (2016) og "En af dagene", der udkom i mandags.Alle bøger er udgivet af Byens Forlag.

Om "Ud i det hvide" skrev Weekendavisen "stilsikker og smuk debutroman", og om "Toyotanotaterne" skrev Ekstra Bladet "et herligt, maskulint punch i sproget".

"En af dagene" er på 208 sider, koster 229 kroner, og kan i Holstebro købes både hos Bog & Idé i Nørreportcentret og hos Arnold Busck ved Vandkunsten i Nørregade.

Handlingen kort: En nat ringer telefonen hos hovedpersonen. Det er hans tidligere elskerinde, der ringer. De har ikke haft kontakt i over 50 år, og med ét er fortiden blevet til nutid. Ifølge forlaget handler bogen om "tab; både tabet af sin egen erindring og tabet af de mennesker omkring en, der betyder mest".

.

 

Fra arkæologi til historie

- Jeg var superinteresseret i arkæologi. Du ved, noget med at kravle rundt i udgravninger med kost og fejeskovl for at finde en bronzering. Jeg sad og nørdede over sort/hvide tv-udsendelser med Erik Kjersgaard, der travede rundt i Jelling. Jeg ved ikke helt, hvornår jeg blev træt af drømmen om at blive arkæolog, men jeg synes stadig, at udgravninger er interessante. Jeg ser troligt alle ruiner og museer, når jeg er ude at rejse, og jeg ved utroligt meget om sådan noget gammelt lort, fortæller Kim Karmark med tommetyk selvironi.

Arkæologi blev erstattet af en fiks idé om at læse filologi (sprogvidenskab med særlig vægt på den forbundne historie, litteratur og kultur. red.), indtil han fandt ud af, at han så også skulle læse hebræisk.

- Jeg tog ellers den lille latinprøve to gange. Jeg gad ikke rigtigt eksamen første gang, fordi jeg ikke troede, jeg skulle bruge det til noget. Så spildte jeg et år på aftenskole med at læse latin og gå til prøve igen. Virkeligt kvikt, eftersom jeg så alligevel ikke ville læse filologi, fortæller han.

I stedet flyttede han fra Holstebro til Aarhus for at læse historie og medievidenskab. Men ikke for at blive gymnasielærer.

- Det var aldrig på radaren. Min årgang på universitetet var en af de første, hvor man på forhånd vidste, at der ikke var gymnasielærerjob at få, når vi var færdige. Vi måtte finde arbejde andre steder, og det gjorde vi. Jeg tror ikke, der er en eneste fra mit gamle hold, der blev gymnasielærer, siger Kim Karmark, der i stedet gled ind i reklamebranchen.

Kim Karmark
Født 1962 i Holstebro. Forældrene, tømrermester Henning Karmark og sygeplejerske Else Karmark, bor i dag i Aarhus. Det samme gør søsteren Pia.Gik på Sønderlandsskolen. Naturfaglig/matematisk student fra Holstebro Gymnasium i 1982.

Aftjente sin værnepligt ved nærluftforsvaret i Karup.

1983-1989 - læste historie som hovedfag og medievidenskab som bifag ved Aarhus Universitet.

Startede som freelance-tekstforfatter i reklamebranchen, men blev fastansat ved Envision, hvor han endte med at være medejer og kreativ direktør. Blev købt ud i 2009.

Er stadig freelance-tekstforfatter i reklamebranchen samt romanforfatter.

Gift med Hanne, der er pædagog, og som også stammer fra Holstebro, hvor hendes forældre stadig bor. Parret har tre børn, to sønner på 21 og 28 år samt en datter på 25. Kim og Hanne er allerede farfar og farmor, og om halvanden måned kan de også kalde sig morfar og mormor. Bosat i Aarhus.

.

 

Karriere-skift

I 2009 havde Kim Karmark været i reklamebranchen i 20 år. Først som freelance-tekstforfatter, siden som ansat tekstforfatter på reklamebureauet Envision, hvor han avancerede til at være medejer og kreativ direktør. Men de 20 år - især årene som direktør - havde tæret på ham.

- Jeg følte mig slidt op. Når man er direktør - og der var altså 120 ansatte på det tidspunkt - er der alle mulige magtkampe, man skal forholde sig til og navigere i. Jeg var vel egentlig ret god til det, men jeg blev bare træt af slåskamp, slåskamp, slåskamp. Og jeg tror også, at jeg selv gik hen og blev lidt træls, faktisk.

Kim lod sig købe ud af firmaet, og så stod han med muligheden for at skabe sig et helt nyt liv.

- Nu ville jeg fandme noget andet! Fuck reklame-branchen - jeg ville skrive en bog, ville jeg, og det kunne jeg da nemt gøre, mente jeg i vanlig reklame-agtig overfrisk stil, fortæller Kim Karmark, der i sine sidste år som direktør i reklamebureauet havde syslet lidt med at skrive rejseartikler til JP og Ekstra-Bladet og havde fundet ud af, at han syntes, det var "skidesjovt".

Virkeligheden som hårdtarbejdende forfatter var dog en noget anden end forventet.

- Det var langt mere tidskrævende og opslidende, end jeg havde troet. Reklamebranchen er jo hurtig, og jeg var vant til at fikse en opgave vildt hurtigt. Men med romanskriveriet var det som om, der var ved at gro mos på mig. Man læser jo igennem 100 gange, fortryder, flytter rundt på afsnit, skriver nyt, kasserer...

Helt almindelige mennesker

Hvis man spørger Kim Karmark, om hans bøger er "fri fantasi", ser han lettere overbærende på én og skyder verbalt den formodning ned.

- Jeg tror ikke på fri fantasi. Det findes ikke. Fri fantasi er, når man skriver noget, man selv tror, man har fundet på. Hvis man kunne lave en indre arkæologisk udgravning af hjernen, ville fri fantasi vise sig at være noget, en anden har sagt engang, og som så er blevet lagret og er dukket op til overfladen seks år senere som "en ny idé", siger han.

Hans romanpersoner er "helt almindelige mennesker, der gør helt almindelige ting", som bliver dramatiske i sidste ende.

- Bag helt almindelige ting kan der ligge et helt uoverskueligt drama, forklarer han.

De helt almindelige mennesker har ofte skurkefacetter. Kim Karmark holder af skurke - både på film og i bøger.

- Det er nu engang bare totalt uinteressant at skrive om nogen, der er gode mod dyr. Det, der fascinerer mig, er de sider, vi går og putter med og fortier. De dele af vores personlighed, som vi ikke har lyst til at vise - de er enormt interessante.

- Når du nu ikke tror på fri fantasi, hvordan får du så ideer til bøgerne?

- Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal svare til. Altså, mit kneb er, at jeg bygger handlingen op om et plot, der indledes med et drama. Sådan i bedste krimilogik. Og så går jeg videre med "hvorfor sker det her?" - som mordet i en krimi - hvad har udløst dramaet?

Finpudsning i Berlin

Kim Karmark arbejder i øjeblikket på sin fjerde bog, om hvilken han ikke vil sige meget andet end, at den nok delvist kommer til at foregå i Afrika. Hans første foregik til dels i Holstebro og i Toftum Bjerge samt i Aarhus og Berlin. Nummer to foregik i Aarhus, mens den nyeste foregår på et ikke-navngiven sted, men med afstikkere til Berlin.

Det er ikke tilfældigt, at Berlin har en plads i hans forfatterskab. Det er nemlig i den tyske millionby, at Kim Karmarks romaner bliver finpudset. Familien har en lejlighed der, hvor han et par gange om året tager på "skriveophold".

- Det er vel lidt sært, at jeg ikke bevæger mig mere end 500 meter væk fra lejligheden i et by, hvor der er så mange tilbud, at man er ved at kaste op over det. Men jeg bruger lejligheden, som jeg ville bruge et sommerhus i Danmark. Der er ikke engang internet. Jeg kommer der for én eneste ting; at læse igennem for jeg ved ikke hvilken gang, flytte afsnit og foretage den endelig fintuning.

Han kone er i øvrigt en grundig kritiker undervejs i bogens tilblivelses-proces.

- Min kone er ikke akademiker, så hun læser bogen, som den almindelige læser ville læse den; direkte og ukrukket. Hun læser manus flere gange. Jeg fatter ikke, at hun orker det, men det er enormt behageligt - og træls. For hun påpeger helt-nede-på-jorden ting, som jeg ikke har tænkt over: "Sådan ville hun aldrig sige" eller "det ville han da ikke gøre, når han lige har..." Det er fedt, at hun vil, fortæller Kim Karmark, der erkender, at han primært skriver til og for sig selv.

- Det er lidt som, når jeg arbejder som tekstforfatter. Jeg er faktisk lidt ligeglad med kunden og hans/hendes produkt. Jeg skriver for min egen tilfredsstillelses skyld, og sådan skriver jeg også bøger. Jeg skriver om noget som, jeg synes, er vedkommende for mig.

Det var en knap så god taktik som rejseartikel-forfatter.

- Tjah, jeg skrev nok de "forkerte" rejseartikler. Efterhånden vil aviserne helst have den type artikler, som Henrik og Kate fra Herning kan klippe ud og bruge som guide, når de besøger Rom næste gang. Jeg syntes, det var sjovere for eksempel at skrive en hel artikel, bygget op omkring mit besøg hos en barber i Cairo, og derigennem vise, hvorfor det er en fed by.

HB må tage sig sammen

Det er ikke så ofte, Kim Karmark er i Holstebro mere. Kun når han besøger sine svigerforældre.

- Når man forlader en by, så bliver den stående i ens erindring, som den var. Jeg ser tingene som den teenager, jeg var, og proportionerne bliver helt åndssvage: Jeg kan for eksempel ikke komme mig over, at der ikke er længere ned til åen fra mit barndomshjem. Jeg husker det, som om den var enormt langt væk.

- Hvad synes du om byen, som den er nu?

- Jamen, lidt gammelmands-agtigt så ser jeg kun forandringerne og bliver sådan lidt sur-røv: Hvorfor gør de nu det? Hvad skal de med et center i Enghaven, det er da åndssvagt? Men egentlig, når jeg nu tænker over det, synes jeg vel, at det er ret sejt, at Holstebro ikke er blevet slidt eller er gået bagud af dansen. Men som gammel fodboldspiller pisser det mig af, at Holstebro ligger så langt nede i rækkerne i fodbold. Det er for ringe. HB må til at stramme sig an...