Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dagbladets yngste pressefotograf runder de 40

I fritiden er pressefotograf Morten Stricker en ivrig falkoner, og han flyver dagligt lannerfalken Caza. Falkens spanske navn betyder "jagt". Foto: Vivi-Ann Paik Stricker.

Dagbladets yngste pressefotograf runder de 40

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fødselsdag

Da pressefotograf Morten Strickers forældre døde, fik han et andet perspektiv på livet. Det skal leves og nydes, og arbejdet skal være sjovt det meste af tiden.

På onsdag den 19. juli fylder avisens fotograf gennem 16 år, Morten Stricker, 40 år.

- Det er en fødselsdag som alle andre. Jeg er ikke ked af at blive 40, hvis det er det, du fisker efter. 39 eller 40, det er lige meget. Men okay, det med, at "nu er du nok halvvejs" er måske ikke så rar en tanke. Den får da i hvert én til at tænke over, at man skal gøre de ting i livet, man har lyst, mens man kan. Det kan ikke nytte noget, at man sidder som gammel og siger "det skulle jeg have gjort", mener fotografen

I 2011 mistede han begge sine forældre indenfor fem uger. Forældrene var begge 73 år, døde begge af kræft og begge på hospice.

- Når de nu skulle dø, er jeg glad for, at de fik lov til at tage herfra sammen, siger han.

Forældrene efterlod sig et tomrum - og to sønner. Morten har en ældre bror, den 46-årige Lars, der er maskinsnedker, gift og har børn.

- Jeg tror først, man bliver rigtigt voksen, når man siger farvel til sine forældre. Det er måske en kliché, men så går det op for dig, at du er den næste i køen, og det ændrer ens liv. Det ændrede i hvert fald mit. Jeg fik et andet perspektiv, siger Morten Stricker.

- Hvordan?

- Der er ting, jeg ikke gider beskæftige mig med, som nok ville have fyldt en del før i tiden. Jeg gider for eksempel ikke omgås mennesker, der ikke gør mig i godt humør. Det betyder ikke, at jeg ikke vil høre på folks problemer, jeg vil bare ikke bruge min tid på personer, der kun brokker sig. Det er mit liv for kort til.

Forældrenes død betød også en ændring af hans arbejdsliv.

- Jeg er blevet bedre til at sige "pyt" og tage lidt lettere på det hele. Du bruger rigtigt meget af dit liv på dit arbejde, men det er altså ikke hele dit liv...

- Han er blevet meget bedre til at prioritere, hvad der er arbejde, og hvad der er hjemmetid, indskyder hans kone Vivi-Ann, der aldrig bliver kaldt andet end Viv.

- Før arbejdede jeg nok for meget, vel at mærke uden at nogen reelt havde bedt mig om det, indrømmer Morten Stricker.

Morten Stricker
Født og opvokset i Sydthy - har boet i Visby og i Hurup.Gik i friskole og derefter på Galtrup Efterskole på Mors, hvor han blev interesseret i at fotografere.

I gammeldags mesterlære som pressefotograf på Thisted Dagblad 1998-2001.

Fik et 13 måneders vikariat på Dagbladet Holstebro, som blev vekslet til en fast stilling i 2002.

Blandt de store opgaver har været en rejse i 2012 til Helmand provinsen i Afghanistan for at følge de danske soldater der, samt en tur med ekspeditionsskibet Galatea i 2006 (Australien).

Har modtage flere priser, blandt andet "Den gyldne Blok" (uddeles af Dansk Journalistforbunds Kreds 5) i 2014.

Gift med den 37-årige Vivi-Ann Paik Stricker.

Parret bor i Ellebæk i et 153 kvadratmeter stort hus sammen med Diesel, en 11 år gammel cavalier king charles spaniel, to ugler og falken Caza.

Passionen er USA - Morten har været der ti gange, Viv har været med de syv. De lejer bil, kører rundt og "bor på snuskede hoteller i bedste roadmoviestil - det er fantastisk".

.

Mesterlære i Thisted

Lysten til at fotografere kom for alvor ind i hans liv, da han kom på efterskole. Indtil da havde han gået på friskole.

- Hvis jeg havde haft børn i dag, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have haft dem i friskole. Det er i hvert fald en afvejning. Jeg er ikke i tvivl om, at min kreative åre blev udviklet og plejet på friskolen, men til gengæld kan jeg også klart mærke, at jeg rent bogligt forsømte noget, siger han.

På Galtrup Efterskole på Mors fik Morten et kamera stukket i hånden. Efterskolen havde et årsskrift, og der skulle tages fotos til det - hverdagsfotos af elever og lærere i aktivitet. Morten elskede det. Ikke mindst fordi han fik lov at slippe for nogle tysktimer.

- Allerede dengang var det skabelsen af billedet, der optog mig. Skabelsen foregår inde i mit hoved, ikke når jeg redigerer billederne bagefter. Fascinationen af at fotografere ligger i det øjeblik, hvor jeg komponerer billedet, forklarer han.

Hans forældre fandt nu ikke sønnens nye hobby fascinerende. De mente ikke, man kunne leve af at fotografere. Men Morten var stædig og fik skaffet sig en læreplads på Thisted Dagblad i 1998.

Egentlig var tiden med lærlinge indenfor fotograffaget ovre. Man havde lavet en uddannelse for pressefotografer, hvor de en stor del af tiden skulle være på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Men på Thisted Dagblad mente man altså godt, at man kunne betale for en lærling i tre år, så Morten fik en kontrakt og en lærlingeløn.

- Det var med mørkekammer, filmruller og en læremester. Jeg fik da lært noget, siger han og smiler ved mindet.

Til gengæld havde Thisted Dagblad ikke råd til at beholde Morten Stricker, da han var færdigudlært. Han søgte og fik et 13 måneders vikariat i Holstebro. Det blev senere til en fast stilling - og så var Morten kommet på sin rette hylde.

Kreativ og rastløs

Viv, der var afløser i hjemmeplejen, flyttede ret hurtigt med. Parret bor nu i Ellebæk i det, Viv betegner som sit drømmehus. Morten "drømmer om to hektarer jord", men er godt klar over, at han ikke har tid til at passe det, og Viv fastslår, at så meget jord i hvert fald ikke er hendes drøm. Hun drømmer om et endnu større køkken, og Mortens kolleger håber, at hun får det, for Viv har - helt fortjent - et ry som en fantastisk dygtig amatørbager.

Morten og Viv mødte hinanden i ungdomsklubben i Hurup og nej, det var ikke kærlighed ved første blik.

- Vi var venner, længe inden vi blev kærester, siger Viv og rynker panden, mens hun tænker over, hvornår det nu lige var, at venskab blev til kærlighed.

- Pludselig så vi bare hinanden med andre øjne, og så skulle det jo prøves af, forklarer Morten Stricker.

Det gik rigtigt godt - og det gjorde det også med fotografjobbet.

- Jeg har altid sagt, at jeg er fotograf så længe, som jeg synes, det er sjovt. Den dag, det ikke er det mere, finder jeg på noget andet. Jeg kan jo åbne en lille taverna i Andalusien, smiler Morten, mens Viv ryster på hovedet.

Blandt kolleger er Morten Stricker kendt for at være en særdeles kreativ fotograf, der tilsyneladende aldrig løber tør for originale ideer.

- Det ved jeg søreme ikke, om der er nogen forklaring på. Altså, det skal være sjovt - det skal være en leg. Jeg gider ikke springe over, hvor gærdet er lavest, hvis jeg kan se, at det er muligt at komme over, hvor det er højest. Jeg skal ikke være færdig hurtigst muligt - det må godt tage tid, siger han.

Der er dog grænser.

- Ja, altså...jeg ville jo skidegerne fotografere det ulvekobbel, men jeg skal vide, hvor de er. Jeg er simpelt hen for rastløs til at sidde og vente et halvt døgn på, at de kommer, ler han.

Af samme grund ved Viv godt, at hun næppe får opfyldt en af sine store drømme: At komme til Maldiverne.

- Jeg ville virkelig ikke ane, hvad jeg skulle stille op i 14 dage på en hvid sandstrand, erkender Morten.

Folks tillid er et privilegium

Fra og med i år er Morten Stricker ikke længere ansat ved Mediehuset Holstebro, selv om det stadig er her, han tager de fleste af sine fotos. Han er i stedet ansat ved Jysk-Fynske Medier, der ejer Mediehuset Holstebro, og under en ny fotografordning, der gør, han dækker et meget større område, i princippet hele Jylland syd for Limfjorden.

- Jeg synes, det er fedt at komme ud og opleve andre områder og møde nye, spændende mennesker. Det er det bedste ved mit arbejde; at møde mennesker og få lov til at vade ind i deres hjem. Altså, det at folk åbner deres hjem og hjerter og stoler på én, det er sgu et privilegium. På den måde har jeg verdens bedste job, siger han.

Som nævnt skal fødselsdagen ikke festligholdes - "det er helt umuligt, folk er alligevel ikke hjemme i juli" - og ifølge Viv er det også rasende svært at købe gaver til ægtemanden.

- Han mangler ikke noget, siger han. Og de få ting, han ønsker sig, er vanvittigt dyre, forklarer hun.

- Jeg har ikke behov for en masse materielle goder. Og jeg er kvalitetsbevidst. Jeg vil hellere have få, rigtigt gode ting. Jeg betaler gerne ekstra for noget, der er godt og som holder. Det har jeg fra mine forældre. De møbler, de købte i 1960'erne, følger nu mig, siger han.

- Men de er altså blevet polstret om, ler Viv - og byder journalisten på endnu en chocolatechip cookie.

Hun behøver ikke nøde.