Forestil dig, at du skulle gå på arbejde hver dag og frygte, at du fik bank af dine kolleger. Forestil dig så, at når din arbejdsgiver fandt ud af, at du faktisk fik bank, blev spyttet på eller udsat for trusler, så kaldte chefen blot plageånden ind til en samtale, hvorefter han sad overfor dig på kontoret igen næste dag. Ville det gøre dig tryg? Ville det motivere dig til at arbejde optimalt? Ville du finde dig i det?
Den ubehagelige virkelighed har vi fået to tragiske indblik i i denne uge. Blot med den tilføjelse, at her handler det ikke om voksne men om børn, og arbejdspladsen var skiftet ud med folkeskolen. Tirsdag stod en far frem i avisen og fortalte, hvordan hans 15-årige søn havde fået bank i skolen, og at den manglende vilje til at tage hånd om problemerne havde fået ham til at melde volden til politiet. En enlig svale og langt fra det normale, lød svaret fra skolen og andre skoler i kommunen. Torsdag stod en mor så frem og fortalte om den daglig fornedrelse af hendes søn, der blev terroriseret af to klassekammerater. Så trynet var den 14-årige, at han var bange for at komme i skole. Også her endte sagen med en politianmeldelse.
Var det endnu en enlig svale på afveje? For hvem ved reelt, hvor mange elever, der hver dag må gå i skole med en knude i maven af frygt for, at de bliver mobbet eller på anden måde fornedret. Og det er måske det værste af det hele. Ingen ved det. Vi har skolernes ord for, at det ikke er mange. At langt de fleste elever stortrives. Men man skal være mere end almindelig naiv for at tro, at de to sager, som Dagbladet har beskrevet, er de eneste sager.
Forældrene til de to drenge, som uafhængigt af hinanden har meldt deres børns plageånder til politiet, gør det ikke af hævntørst. Det er frustration over et system, hvor de ikke kan se, hvem der beskytter deres børn. Den frustration har skolerne og kommunerne pligt til at tage alvorligt. Børn har en berettiget forventning om at kunne komme i skole uden at skulle være bange for, hvad dagen byder. Og forældrene skal på deres side kunne føle sig trygge ved, at skolerne tager vare på deres børn.
Måske er det tid til at lave en trivselsundersøgelse for at få et billede af, hvordan forholdene er i skolegården anno 2011 set med elevernes øjne. De to sager, som Dagbladet har beskrevet, viser nemlig med tydelighed, at eleverne og skolelederne ikke altid oplever virkeligheden ens. Og derfor kan det reelle antal af unge, der føler sig forfulgte, være langt højere end skolerne og myndighederne antager.
seneste kommentarer