Når flere biskopper kritiserer og vil forbyde et omstridt velsignelsesritual af de danske soldater i Afghanistan, må de i den grad have mistet jordforbindelsen. Det, der har fået biskopperne op af stolen, er egentlig ikke så meget selve velsignelsen. Det er den medfølgende hilsen, hvor feltpræsten slår sig to gange på brystet og laver V-tegnet, inden soldaterne sendes ud på patrulje. Det er en upassende sammenblanding af tro og krig. Ja, det kunne ligefrem foranledige nogle til at tro, at de danske soldater var kristne krigere, mener biskopperne. Det er i bedste fald noget teoretisk vrøvl. Og det ville de også vide, hvis de gad sætte sig ind i soldaternes vilkår og ikke mindst, hvordan soldaterne agerer i Afghanistan. Det er jo ikke krigen, der velsignes - det er den enkelte soldat og dennes ønske om, at vende hel og uskadt tilbage igen efter patruljen.
For tiden er omkring 750 danske soldater udsendt til Afghanistan. Størstedelen af dem kommer fra Jydske Dragonregiment. Og langt de fleste er placeret i den urohærgede Helmand-provins, der lidet poetisk er blevet beskrevet som den værste provins i det værste land i verden. Det er i den kontekst, velsignelserne skal ses. Det er ikke Viborg Domkirke, hvor der måske endda er kirkekaffe med hjemmebagte småkager efter gudstjenesten.
Tirsdag kom der samtidig en ny undersøgelse, der viste, at op mod hver femte udsendte soldat risikerer at få mén af sin udsendelse. Det er det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der har gennemført undersøgelsen blandt 3000 veteraner. Hvis det ikke skulle være gået op for biskopperne, så er det altså blodig alvor at sende unge mænd og kvinder i krig. Har vores soldater i den forbindelse brug for en velsignelse krydret med et fællesskabs- og tryghedsskabende ritual, inden de skal ud og patruljere i et område, hvor fjenden både klæder sig som civilbefolkningen og graver vejsidebomber ned med det ene formål at dræbe soldaterne, så lad dem dog have det.
At kaste sig over soldaterne og de feltpræster, der udfører et af samfundet bestilt stykke arbejde under de vanskeligste vilkår, vidner mest af alt om mangel på indlevelsesevne.
Vælger feltpræsterne derfor at vende det døve øre til deres biskopper og fortsætte med at indgyde soldaterne mod og sammenhold, er der næppe tvivl om, at vor herre vil se med særdeles milde øjne på det.
seneste kommentarer