Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Maren o æ øl-woun


Maren o æ øl-woun

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalisten Morten Strægaard
Morten Stricker
Leder. 

Kulturen skal være en del af byrummet, hvor byens borgere kommer og går. Sådan har det i årevis lydt fra Holstebro Kommune, og sådan lyder det sådan set fortsat. Den skal ikke gemmes væk på - undskyld udtrykket - støvede museer, hvor kun en brøkdel af borgerne ville opleve den.

Men derfor er det da et oplæg til en meget sund diskussion, når Bente Lysgaard Mikkelsen fra Engesvang i et læserbrev i mandagsavisen skriver, at hun finder det forkert at se byens elskede Maren stå på pladsen foran det gamle rådhus, flankeret af "caféborde og fadøl". For det gør skulpturen med det borgerlige navn "Kvinde på kærre", det er fakta. I sommermånederne er det ikke kun den spinkle kvinde, der trækker folk til den lille plads midt i gågaden, men også muligheden for at nyde lidt mad og en kold øl i solen.

Det er nu konsekvensen af den placering, man for år tilbage valgte at give kunstværket, flyttet fra sin gamle plads ved kirken. Og derfor må Maren dele kvadratmeterne med såvel sultne familier, halvberusede ungersvende og de turister, der kommer for at kigge nærmere på Giacomettis værk.

- Det er en del af byens kulturelle DNA, og Maren skal kunne være der, mens folk sidder med et glas øl. Det tror jeg hun selv ville sætte pris på, siger Jens Otto Nystrup, der er oldermand i "Marens Venner".

Jeg er nok på Jens Ottos vogn. Den gamle placering gav måske nok bedre rum for at kunne studere statuen i fred, men den havde også to store ulemper. Dels blegnede den spinkle pige ved siden af den store og markante kirkebygning, dels blev hun set af færre mennesker i hverdagen, da trafikken på Kirkepladsen ganske enkelt er langt mindre end den, der går gennem t-krydset ved Nørregade og Rådhusstræde. Hun kommer mere til sin ret ved den nye placering og ville ikke have den samme ikoniske status, havde hun ikke stået lige netop her.

Men tilbage til den diskussion, Bente Lysgaard Mikkelsen bød ind til - om kulturen skal opleves midt i byrummet på godt eller ondt, eller flyttes væk fra den værste støj, for i stedet at kunne opleves mere intenst? Det afhænger nok af øjnene, der ser det. For nogle vil Kirkepladsen være et bedre rum, nogle Nørregade, andre ville foretrække at se Maren stå i en glasmontre på museet under perfekt belysning, hvor man rigtigt kunne studere hver en detalje i kunstværket. Derfor bliver det også svært at tilfredsstille alle. Hvert et tilvalg vi tager for at forbedre oplevelsen for nogle er samtidigt et fravalg af andre. Skal vi tage mest hensyn til de mange, med et mere flygtigt forhold til kunsten, eller de få, der til gengæld beskuer den både dybere og mere passioneret - og dermed også bruger mere tid på statuen.

Lige nu har man valgt at tilgodese masserne. Ikke fordi flertallet altid har ret, men fordi det er det, man har valgt. Så kan man altid vælge om, hvis stemningen på et tidspunkt er for en ny placering af Maren.  

I sommermånederne er det ikke kun den spinkle kvinde, der trækker folk til den lille plads midt i gågaden, men også muligheden for at nyde lidt mad og en kold øl i solen.