Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De nye stjerner


De nye stjerner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Chefredaktør Peter Kjeldbjerg
Billede
Leder. 

Så var den der igen. Den fede berusende følelse af at følge et dansk hold under en kamp for medaljer ved et internationalt mesterskab. Vi kender følelesen fra herrernes EM-præstation i 92, Bjarne Riis' vilde ridt henover alpetoppene under Tour de France. Håndboldmesterskaberne for både herre- og kvindelandshold, som ofte har været præget af tætte afslutninger. 

Tit har det været nervepirrende tæt. Nogle gange gik det godt. Andre gange trak danskerne det korte strå. I går ved EM-finalen i kvindefodbold gik vi desværre ikke hele vejen, men sølvet kom i hus. Så lad os huske at fejre det.

Det er den slags triumfer, vi har brug for. Vi ved af erfaring, at de danske triumfer laver ringe i vandet og skaber fornyet interesse for de sportsgrene, hvor Danmark netop har præsteret stort. Mon ikke kvindernes uventede triumfer i Holland vil sætte fut i pigefodbolden ude i klubberne i de kommende år. Mon ikke kvindefodbolden i fremtiden vil være fritaget for småhånlige kommentarer fra bedrevidende fodboldhanner, som mener at fodbold er noget, mænd tager sig af. Sådan bør det i hvertfald være.

Kvindelandsholdet har vist, at deres dramaer på grønsværen kan være mindst lige så medrivende, som når de mandlige kolleger ruller sig ud. Ja, måske endda mere, fordi de kvindelige fodboldstjerner er langt bedre til at vise følelser og til at understøtte dramaet med deres begejstring, når de lykkes, og deres ærgrelse, når de fejler. Man kan fristes til at mene, at kvindefodbold ligefrem er bedre at se på, end herrefodbold, fordi kvinder giver os det show og den dramatik, som sportspræstationer dybest set består af. Hvornår har vi for eksempel sidst set en herrespiller kommentere et finalenederlag med tårerne trillende ned ad kinderne.

De danske kvinder vandt ikke EM-finalen, men det var tæt på, og nu er de stjerner. Sølv skinner næsten lige så flot som guld. Ikke mindst når triumfen kommer uventet. Fra at være forholdsvis ukendte atleter er navne som Pernille Harder, Nadia Nadim og Line Røddik nu på alles læber. Nadia Nadim har oplevet, hvad det betyder, at være stjerne og man ytrer sig om et varmt politisk emne som danskhed. Det klarer hun tilsyneladende fint.

Nu ved vi at også kvinder kan blive fodboldstjerner. Forhåbentlig vil det medvirke til at tænde lys i øjnene på en masse unge piger og få dem til at melde sig ind i klubberne rundt om i landet. Det er nemlig den slags, stjerner kan, når de brillerer på sportsarenaerne og henter medaljer hjem til Danmark.

Og forhåbentlig er det ikke kun pigebørn, som ser op til disse spillere. De er til inspiration for os alle. Ikke til nødvendigvis at blive sportsstjerner, men til at indse, at vi kan gøre hverdagen grå og trist, men vi kan også kæmpe for, at der skal mere farve på paletten.

Hvornår har vi for eksempel sidst set en herrespiller kommentere et finalenederlag med tårerne trillende ned ad kinderne.