Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læserbrev: "Jeg er også et menneske, selvom jeg er defekt"

Jobcenteret i Struer har sendt Mette Dam Pedersen ?ud i mange arbejdsprøvninger. Arkivfoto: Morten Stricker
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier

Læserbrev: "Jeg er også et menneske, selvom jeg er defekt"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dagbladet har fået tilsendt dette læserbrev fra Mette Dam Pedersen fra Struer.

Når man går fra at være selvforsøgende, og pludselig bliver ramt at sygdom, en ulykke og så videre. Og man pludselig står og ikke selv kan forsørge sig selv, og man ikke kan arbejde som man kunne før. Hvad gør man så?

Så kontakter man jobcenteret og håber, de på bedste vis kan hjælpe en. Og i mit tilfælde var det Jobcenteret i Struer. Men hvor går grænsen?

Og kan det passe at man skal blive mere uarbejdsdygtig, fordi man bliver smidt rundt i systemet år efter år. Hvornår er nok, nok?

I 2008 får jeg konstateret sammenvoksninger i begge håndled,(håndrodsknogler er groet sammen). Der er ingen behandlingsmuligheder, en tilstand jeg skal lære at leve med. Det har jeg lært på bedste vis, selvom jeg har kroniske smerter hver dag. Og ofte har mine arme i gips op til otte gange om året, for at aflaste mine hænder. Jeg kan mange ting med mine hænder, og skal bruge dem. Jeg kommer så på kontanthjælp i 2008, da jeg ikke kan passe mit arbejde. Et hårdt slag at få, når man kun er 27. Jeg havde jo styr på fremtiden, og med et bliver det knust.

Men hvor der er vilje, er der vej. Og jeg har efter disse år fundet min vej, efter praktikker og arbejdsprøvningerne. Jeg kan holde til at arbejde et par timer hver dag, så kan jeg nogenlunde havde en normalt fungerede hverdag.

For jeg er faktisk en af dem, der gerne vil gerne arbejde. Arbejde, det jeg kan.

Men hvor mange ting skal man igennem som menneske, for at jobcenteret synes, de har nok til at vurdere ens arbejdsevne?

Jeg synes bestemt, det er rimeligt at ens arbejdsevne skal vurderes, men hvor går grænsen?

Der er ikke den ting, jeg ikke har været sendt ud i, og undersøgelser her og der. Selv mit hoved er blevet undersøgt. Men har jobcentret kompetence til at vurdere, hvad jeg kan og ikke kan?

De vil ikke vil lytte efter, hvad diverse læger skriver.

Igennem alle disse år har jeg været sendt ud i alverdens ting. Til tider nytteløse ting. Jeg er helt enig i, at man skal bidrage til det danske samfund. Men når jeg fra dag et af får at vide, at min tilstand er stationær uden behandlingsmuligheder. Kan det så tage så mange år at vurdere min arbejdsevne?

Det må simpelthen handle om penge. Det handler ikke om, hvordan jeg som menneske kommer bedst muligt videre på arbejdsmarkedet, så vidt det er muligt. Og hvordan kan det være, at flere folk inden for systemet har sagt: »Mette, du er nødt til at ynke noget mere. Ellers kommer du aldrig til at blive godkendt til flexjob. Handler det om hvor meget man ynker? For jeg kommer ikke til at ynke for at få lov til arbejde, det jeg kan. Men jeg kender godt til nogen af de sager, hvor folk har ynket/spillet på deres sygdom/lidelse, og efter tre år er de godkendt til flexjob eller pension, og sjovt nok så kan de alverdens ting, når de er godkendt. De må desværre være medvirkende til, at vi andre, der rent faktisk fejler noget, skal slides op i systemet.

Jeg har været i praktikker/afbejdsprøvninger. En af dem i Struer Motion to timer hver dag. Struer motion tilbyder mig, at de gerne vil have mig i flexjob. Selv jobcenterets jobkonsulent skriver i min journal, at Struer Motion ville være den perfekte arbejdsplads for mig, jeg kan klare arbejdsopgaverne og så videre. Nu har det flexjob stået og ventet i Struer Motion i tre år. Og det er vi mange, der er uforstående overfor.

Men nej, jeg skal ud i flere praktikker, for at min arbejdsevne kan vurderes. Kunne man så ikke vurdere det ud fra de andre arbejdsprøvninger?

Nej, det kan man åbenbart ikke. Og efter otte år, kan jeg som person ikke blive ved med at holde modet oppe. Det seneste år har min læge og jeg gentagne gange gjort jobcentret opmærksom på, at jeg er ved at gå psykisk ned, og de skal se at få afsluttet min sag. Men igen bliver der ikke lyttet. Og jeg bliver sendt ud i endnu en praktik. Det er spild af ressourcer, at blive ved og ved med at sende mig i praktikker/arbejdsprøvninger, når jeg har et flexjob, der venter. Synes det er grotesk.

Føler faktisk, at jobcenteret ser på mig, som jeg er hypokonder, og siger jeg det mindste, så er jeg usamarbejdsvillig.

Og klager jeg, som jeg har gjort op til flere gange, så får man ikke svar. Det kan ikke være rigtigt, at ens sag kan få lov til at køre så langt ud og så i så mange år.

Føler jo efterhånden efter alle disse år, at det her er noget personligt mod mig. Og synes, det er grotesk, at man behandler mennesker på den måde.

Mit håb for fremtiden er, at jeg må arbejde, og kommer til at arbejde. Men som det ser ud nu, så er jeg nok stadig i praktik/arbejdsprøvningerne om fem år. Eller sygemeldt, fordi jobcenteret i Struer har kørt mig psykisk ned efter så mange år.

Til sidst et godt råd: bliver du syg eller på anden måde mister din arbejdsevne helt eller delvis, så håber jeg ikke du bor i Struer Kommune. For så ender du bare med at blive mere syg. Det er desværre virkeligheden i Struer Kommune anno 2015.