Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ugens bagkant: Der er så meget mænd ikke forstår

Chefredaktør Troels Mylenberg.

Ugens bagkant: Der er så meget mænd ikke forstår

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man skal være varsom med at læse for meget ind i en fodboldkamp, men så alligevel: Kunne man måske næsten ane en kønskampdimension i det danske herrefodboldlandsholds imponerende 4-0-sejr over Polen i fredags? Var det bare mig, der kunne se en genrejsning og en rygrankning, der kunne noteres tilbage til de kvindelige landsholdskollegers fejende fornemme slutrundepræstation tidligere på sommeren?

Jojo, måske det bare var mig, måske er det helt ligegyldigt, og kønskampen skal ikke nødvendigvis læses ind og tages ved enhver given lejlighed, men ugen bød nu engang ret beset på en interessant en af slagsen, da vi i søndags kunne se de fem nulevende statsministre - Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt - forenes på DR1 i bedste sendetid.

Med Marienborg som scene fik de fem indledt samtalen om det ensomme statsministerjob, som ingen kan forberede sig på, og som man tilsyneladende meget pludseligt havner i. Serien fortsætter de kommende uger, og selv om dybderne kan diskuteres og refleksionsniveauet - eller -iveren og -lysten - helt åbenlyst varierer blandt de fem meget forskellige personligheder, så bragte første program netop kønsdimensionen på banen.

Helle Thorning-Schmidt var som første kvinde på posten helt naturligt centrum for en snak om, hvorvidt der er forskel på at være mand og kvinde som statsminister og politiker i det hele taget.

Det var de forudsigelige pointer, der kom frem. Thorning mente klart, at der var og er forskelle, men der var - naturligvis - intet at komme efter, hvis man spurgte Anders Fogh Rasmussen, der i første program velsagtens alene bidrog til dybderne ved at levere oplysningen om, at han hver eneste dag i jobbet som statsminister sørgede for at pakke sine papirer i tasken og lægge sit tøj frem aftenen før. "Så behøvede man ikke spekulere på det om morgenen," som det lidet overraskende lød fra den fnugfri og fejlfornægtende Fogh.

Kun Poul Nyrup syntes synligt at bakke Thorning op i det med forskellen på at være mand og kvinde i jobbet med en anerkendelse af, at kritikken nok var anderledes over for en kvinde, og han oplevede ellers en hel del af den slags på egen krop.

Forsøger man sig med et perspektiv over kønskampen i politik, undrer det i hvert fald mig ganske såre, at så mange helt afviser de forskellige vilkår, som kvinder og mænd mødes af også i det politiske. Nok havde Thorning kaskader af selvskabte politiske problemer at tumle med i sin regeringstid, men de politiske fejl og mangler ufortalt synes det hævet over enhver tvivl, at hun blev behandlet anderledes end sine forgængere. Af pressen, af kolleger, af offentligheden.

Nogen vil hævde, at det er nemmere at komme frem i politik som kvinde. Og ja, man kan diskutere, om en mand med Thornings cv og alder tilbage i 2005 ville kunne være blevet valgt til formand for Socialdemokratiet. Næppe.

Her nævnes også tit eksemplet med den tidligere konservative leder Lene Espersen, der også lykkedes med at positionere sig i medierne som noget andet og mere spændende en grøden af jakkesætklædte mandlige kolleger. Og på den måde kom frem til toppen. Men ramte hammeren så ikke også den grad hårdere, da afbuddet til et arktisk møde på grund af en familieferie reelt rev tæppet væk under Lene Espersens politiske karriere? Var en mandlig udenrigsminister blevet mødt af samme kritik? Var en mandlig partiformands sko, tasker, hår, ægteskab, forældreevner og meget andet blevet mødt af samme følelsestunge og kritiske reaktioner?

Svaret er selvfølgelig et nej, og det kan undre, at den erkendelse og refleksion så mange steder slet ikke eksisterer. Ja, vejen ind er måske lettere for en kvinde, der træder ind i en traditionelt mandetung magtverden, men når kvinden så er der...

I det hele taget synes kønskampen i Danmark at være underlagt nogle ret absurde og decideret urigtige forudsætninger. Formel ligestilling er en ting, noget andet er den måde, vi møder hinanden på. Her er målet næppe, at den skal være ens, for vi er forskellige, men respekten skal være lige stor, og det ikke mindst i det politiske, hvor vi bør og skal insistere på, at det er ordet og ikke kroppen bag det, der skal lyttes til.

Kvinder er udsatte. Det viser alle statistikker. Mange mænd aner det næppe og erkender det slet ikke. Men kvinder, alle kvinder, oplever ubehageligheder fra mænd jævnligt. Fra blikke og kommentarer i den høflige, men alligevel ubehagelige afdeling til alt det, der er meget værre. Den slags oplever alle mænd ikke den anden vej. Det er ulige, og det er uværdigt.

Og det gælder både i toppen og bunden af samfundet. Vi har ikke fundet ud af at knække koden til ligestilling, altså den med en lige respektfuld omgang med hinanden i det offentlige rum. Her er en ting naturligvis det forhold at få opdraget kommende generationer af drenge og mænd til handle med og besidde den fornødne respekt. En anden at vi alle forstår, at krænkelse er en følelse, som vi ikke skal diskutere berettigelsen af.

En tredje at vi erkender, at der ikke er noget - som eksempelvis en lettere vej ind i politik - der retfærdiggør en anderledes hårdhændet og kønsbetinget behandling efterfølgende.

Det skal vi arbejde med i medierne, åbenbart skal selv tidligere statsministre også arbejde med det. Men for at det for alvor forandrer noget, skal enhver af os i vores dagligdag være opmærksomme på alle de små og store kønsbetingede snubletråde. Det er en fælles opgave at gøre det bedre.

Pointen er velsagtens, at både i fodbold og politik er de formelle regler de samme for mænd og kvinder, der giver sig i kast med udøvelsen. Men med de uskrevne regler er det altså en helt anden sag.

For nu at parafrasere et reklameslogan, som har sat forskellen på mænd og kvinder på spidsen - og som blev udfordret gevaldigt under sommerens EM-slutrunde i kvindefodbold:

Der er så meget, mænd ikke forstår.

Desværre.