Multikunstneren Paul M. Cederdorff var dengang formningslærer på gymnasiet og var som sådan placeret i orkanens øje. Selvom sagen er kommet på afstand, morer den ham ikke.
»Jeg vil helst ikke snakke om den. Jeg får stadig trusler via telefon og e-mails og bliver stoppet af vildtfremmede mennesker på gaden. Du kan tro, jeg har fået min sag for,« siger han.
Maleriet blev malet som led i et kunstforedrag i gymnasiets idrætshal, og da det var færdigt, gik en muslimsk elev med libanesisk baggrund til angreb på det med en tapetserer-saks. Han var stærk ophidset, og da Cederdorff råbte ham an, gik det også ud over ham. Eleven kastede saksen efter ham uden dog at ramme.
Sagen førte til masser af omtale, og et forsoningsmøde dagen efter endte i et voldsomt slagsmål, hvor Thorsens barndomsven, Erik Madsen, blev sparket i skridtet, så han måtte til læge.
»Den unge libaneser havde sin storebror med, og han var fuldstændig vild. Det var ligesom i dag med Kurt Westergaard. Det var tegneren, de gik efter, og jeg var nødt til at lægge mig imellem,« siger Erik Madsen,
Ledsageren var fuldstændigt rasende og smadrede en stor glasdør, så glasstumperne regnede ned over dem.
»Det var så slemt, at broderen måtte hjælpe med at holde ham, mens jeg fik Jens Jørgen jaget ud til bilen. Havde han haft en kniv, havde han slået os ihjel,« siger Erik Madsen.
Telefonbomben
Hverken hærværket på maleriet eller næste dags slagsmål blev meldt til politiet, men der kom et efterspil alligevel.
»Vi fik en telefonopringning. Hvis ikke den libanesiske elev blev bortvist fra gymnasiet med permanent virkning, ville der blive sprængt en bombe på gymnasiet,« fortæller rektor Ole Balslev, som ikke bøjede sig for truslen, men lod gymnasieleven fortsætte på skolen.
Jens Jørgen Thorsen fortrød ikke sin provokation, men blev alligevel noget forskrækket. Da han skulle hjem med toget, lånte han et par joggingbukser af Erik Madsen fordi han ikke turde rejse i sine let genkendelige leopardbukser.
Læs hele beretningen i Dagbladet Holstebro-Struer.
seneste kommentarer